Jonatan Spang er, som de flest vil vide flyttet til Nørrebro teater, hvor han kan få lov at gøre hvad han vil - han sidder nemlig i direktørstolen. Og hvis man har fulgt bare lidt med i dansk populærteater inden for de seneste år betyder det, at det er her det sner.

Med sig fra Betty Nansen har han taget SkRaKo-konceptet. Denne gang er han tilbage i en næsten fuldstændig mandedomineret opsætning, men når temaet er Biblen, bliver der bare heller ikke levnet meget plads til kvinder.

En kvinde er det dog blevet til. Linda P. bedre kendt som Christel, giver den fuld gas for vestegnsfemøren. Hendes timing var helt perfekt, og jeg synes virkelig hun styrer publikum godt. Hun er ikke Christel, men det er tæt på nogle gange, og fordi hun mangler den hvide dynejakke og det lyserøde bling, bliver man helt i tvivl om, hvor tæt på virkeligheden de ting hun fortæller er.

Ellers er den eneste anden usædvanlige præstation Jonatan Spang. Som sædvanligt, fristes man til at sige. Hvad forhindrer det af den danske presse udråbte vidunderbarn i at spille Gud og Jesus, når han får sit eget Teater? Han kunne ikke gøre det alene. Vi er nødt til at have Trylletrolden og de to rappere, til at skabe kontrast. Det er ikke fordi de ikke gør det rigtig godt. De er bare ikke Hr. Spang, og det her stykke er simpelthen skrevet til, at han skal stråle. Så nytter det jo ikke at lade de andre fylde for meget.

Til sidst i stykket har Wonderkid en monolog, som for mig får hele stykket til at minde om en 30-års krise. Men sikke en vellykket en. Hvis man skal håndtere alderens snigen, det voksne ansvars uundgåelighed og forfaldet, er det ikke en helt dårlig måde, at gøre sig selv til gud og jesus, og så i øvrigt bestemme over alt og alle.

Det her stykke er alt i alt virkelig vellykket og klart på højde med det første SkRaKo, Gynt. Deres diskussion af kristendommen er meget aktuel og forholder sig meget til den måde, vi tænker religion i dag. Selv den midtjyske syngesangleg kristendom får et par huk med på vejen af den kærlige slags og som folkekirkekristen dansker er det fedt at nogen endelig diskuterer, hvad hele showet handler om.

Den går en lille måned endnu, så det kan stadig nås for dem der ikke har fanget hvad det er ham der Jonatan kan…

Nikolaj Kunsthal er klart et af mine yndlingssteder i København. Lige for tiden er fokusset på mennesker og kultur. Udstillingen i stuen er meget jævn, men udstillingen på øverste etage er virkeligskarp og vittig.

Charlotte Haslund-Christensen beskriver danskerne ud fra samme arbejdsmetode, som hendes farfar brugte da han i 1920erne undersøgte de indfødtes kultur i Det ydre Mongoliet. Alle er opstillet i familieenheder, uden navn, men blot med et tal, som henviser til et opslag hvor man kan se at nummer IV er “Indfødte fra Horsens”. Derudover er der udstillet en række artefakter, som kan findes i danske hjem, alle udstyret med en lille beskrivelse. “Toiletrulleskjuler - bruges til pynt på badeværelset”, “Panodil - smertestillende, udbredt brug i Danmark” osv.

Visuelt virker de store tavler med billeder af “de indfødte” fotograferet forfra og bagfra rigtig godt og det skaber en sjov fornemmelse af millitarisering når man går ned gennem rækkerne fordi de alle sammen kigger samme vej. På den måde får Haslund-Christensen sat fokus på den stærke kategorisering vores samfund i vid grad benytter sig af, samtidig med hun får udstillet det naivt racistiske i de første pioneres fremstilling af resten af verden, ud fra et meget snævert vestligt syn.

Denne her udstilling burde være sjov for alle med bare et hint af etnografiske interesser.

Filmatiseringen af Guillous roman har jeg hørt skulle været total utilstrækkelig. Jeg har ikke læst den og kan derfor kun dømme den som film.

Som film er Arn ganske god. God i historie, flot filming, udmærket skuespil, fint afbalanceret dramatik og gode aktionscener, samt masser af spænding.

Jeg synes dog sagtens man kunne have gjort den mere stram. Der bliver brugt alt for mange kostbare publikumsminutter på hans barndom og på hans tid i det hellige land, før krigen. Det er en fin eventyrfilm, men hvis man skal udsætte noget er det at den ikke er stram nok. Jeg synes generelt ikke man skal spilde tid med ting, der ikke udvikler historien, men det er tydeligt at det flotte ørkenlandskab, de svenske skove og filmens smukke heltinde har betaget instruktøren så meget, han ikke kunne bære at skære scenerne ud. Problemet er bare at ørkenen kun er sand, de svenske skove er ikke eksotiske og skønheden kan findes i så mange andre film.

Hvis instruktøren var taget til New Zealand, som i Ringenes Herre, ville det være fuldstændig rimeligt at bruge kulissen som en selvstændig rolle i filmen. Det ville dog overhovedet ikke havet været passende for handlingen. I ringenes herre bruger Tolkien også en del tid på landskabsbeskrivelser, hvilket gør dem uundværlige i filmen. I Arn er landskaberne ikke noget at sende postkort hjem med.

Tilsyneladende har instruktøren fra start gjort sig klart at kvinderne ville være det sværeste publikum. Lige som filmingen i Charlie Wilsons War var klart skåret til mænd, er her tilpas mange kvindescener, til at holde aktionscenerne ud, hvis man ikke nyder de dele. Dramaet, forholdet, følelserne og savnet bliver der brugt lang tid på, lige så vel som moderens frygt for at miste sin søn. Historien om en stor tempelridder står i baggrunden, for historien om et elskende par der af begivenhedernes gang adskilles og mødes igen.

Alt i alt altså en film om et godt eventyr, der forsøger at ride på to heste.

Jeg skal ærligt indrømme jeg ikke har læst bogen. Det er sikkert en fejl, men jeg oplever ofte at totaloplevelsen er bedre, hvis man ser filmen først. Så bliver man ikke skuffet over hollywood ikke lever op til ens fantasi.

Til folk der hverken har læst filmen eller set bogen skal det kort siges at drageløberen handler om en dreng, der svigter sin bedste ven, flygter til USA, vokser op og tager tilbage igen for at gøre lidt godt.

Den er ubehageligt god. Der er intet feel good over denne film. Den kravlede ind under huden på mig og fik prikket til min vesteuropæiske skyld. Hele pandoraæsken af forfærdelige ting man godt ved sker rundt om i verden, men som jeg til hverdag vælger at fortrænge, for at kunne leve et konstruktivt liv. Det handler ikke om at nægte eksistensen af alverdens krige, nedrige mennesker og pædofili. Det handler bare om at glemme lidt, så der er plads til at leve. Men hold op hvor bliver man mindet om det.

Filmen er godt lavet og vekslingen mellem de forskellige sprog virker troværdigt, dog med en tendens til at vælge engelsk, hvor der er en undskyldning for det. Hvis ikke fortællingen havde været så forfærdeligt, havde jeg nok nydt den velkomponerede film.

Torsdag aften blev jeg inviteret til at give mit besyv med i ligestillingdebatten på Københavns Studenterradio. Da jeg er nybegynder i radiomediet var det en ret skæg oplevelse. Stemningen derind var meget afslappet og imødekommende. Det viste sig at denne torsdag var første gang programmet skulle sendes, så både teknikker og vært var også lidt nye i kanten.

Radiomediet er utrolig rart. Værten har tænkt over hvordan man kommer rundt om de forskellige emner på en interessant måde, der er ikke tid til at man kommer ud i alt for nørdede diskussioner, og man har masser af pauser på grund af musikken der bliver spillet ind i mellem.

Det eneste der er lidt usikkert er selvfølgelig om der overhovedet er nogle der lytter med. Vores program lå omkring midnat på en torsdag, så jeg har mine tvivl. Så er det jo heldigt at man efterfølgende kan finde podcasten på internettet.

Jeg har siden undersøgt de forskellige studenterradioer, og må konstaterer at det virker som Syddansk universitet nyder godt af journalistuddannelsen på deres, for deres webside virker klart mere professionel, end de andres, der godt kan virke lidt rodede.

I virkeligheden kunne jeg godt tænke at prøve kræfter med værtsrollen selv, men ved ikke helt hvornår det skulle passe ind i kalenderen. Jeg håber jeg med dette indlæg kan gøre andre nysgerrige, og vil fremover selv være bedre til at lytte med, når min lokale studenterradio sender.

Man kan se de forskellige landsdeles studenterradioer her, og programmet jeg deltog i kan downloades her.

Det er sjældent at film om hemmelige krige og det amerikanske politiske system er så feelgood, som denne. Charlie Wilson’s War formår på vidunderlig vis at gøre grin med det amerikanske system, udstille absurditeterne i samspillet mellem religion og politik, og samtidig fejre handlekræften og den amerikanske drøm.

Charlie Wilson bliver fremstillet som en helt almindelig amerikansk politikker, med hjertet på rette sted og så helt usandsynligt mange tjenester til gode at han kan gøre hvad han vil. Det han vil er at tæve russerne i Afghanistan og med sine tjenester i hånden får han lige så stille og skjult for offentligheden hævet budgettet til krigsførelse i Afghanistan til det tidobbelte.

Kvinden der overtaler ham er en rig religiøs kvinde fra Texas, fantastisk spillet af Julia Roberts, der for en gangs skyld formår at udfylde sin rolle, uden at stjæle hele filmen.

Filmen er meget lækker i setup’et, med masser af flotte billeder, der i sig selv er en nydelse og der er masser for husarene. Det ene efter andet shoot af smukke kvinder med vrikkende numser og svingende hestehaler fylder det store biograflærred. Kun i et texansk setup kan alkohol, sex og penge på en troværdig måde gå hånd i hånd med fanatisk religiøs overbevisning.

Filmen er et glansbillede over en periode i amerikansk historie, men kommer derfor også til at virke både frivilligt og ufrivilligt komisk fra et europæisk perspektiv.

Den er ligegyldig hvis man vil udfordres, men den er rigtig god, hvis man bare vil underholdes og kan især anbefales hvis man har til amerikanofile tendenser.

Her har nu været stilhed i godt en måned, og det er selvfølelig ikke meningen. Det er ikke fordi jeg har mistet skriveglæden, jeg har ganske enkelt bare ikke oplevet noget, før denne weekend.

Jeg var en tur på Arken, først og fremmest for at se den nye tilbygning, der har betydet at Arken længe har været på halvt blus. Nu er de så åbnet og har klart fordoblet oplevelsen. De nye bygninger giver lige det ekstra plads, der gør museet til et af de rigtig store, men uden at det bliver uoverskueligt. Man kan stadig nå at se det hele, før man er indtryksmæt.

Deres private samling er blevet væsentligt udvidet, især med mere Tal R og Damien Hirst og det fylder meget. Begge er navne der er fuldt anerkendte, endskønt stadig aktuelle. Dog synes jeg godt man kunne have overvejet at sprede indkøbene til flere især unge kunstnere i stedet på at satse så hårdt på det allerede etablerede. Det er hvad jeg forventer af Arken, der som det første større museum i Danmark havde både Jesper Just og Kathrine Ærtebjerg.

De to særudstillinger, som lå ved siden af hinanden, udgjorde en mindre tidsmaskine. Den ene, som omhandlede Skagensmalerne og deres identitet i forhold til det omgivende samfund, trak selvfølgelig publikum, som en candyfloss tiltrækker hvepse på en varm sommerdag. Det er et stykke dansk historie af betydning for dansk kunst, og udstillingen er ganske veltænkt og fortæller faktisk lidt nyt. Jeg må indrømme, jeg selv efterhånden er mæt. Det er ikke derfor jeg kommer, men det er godt, for Arken var fyldt med alle slags mennesker, der kom for at beundre ”Hip hip hurra!”. Forhåbentlig tager de også et kik på alt det andet skæve og skøre der forgår derude i Ishøj Strandpark.

Den anden særudstilling var en skøn og fascinerende udstilling af Andreas Golder. Udstillingen er meget nutidig og behøver ingen særlig kunsthistorie, for at kunne forstås i sin umiddelbarhed af samtiden. De fleste yngre generationer vil kunne genkende deres verden i hans skæve billeder. Der er en god portion ironi i titlerne, hvor Andreas Golder forholder sig lige så meget til sin egen rolle, som til handlingen i værket. Inspirationen er tydeligt hentet i den nære hverdag, men alligevel fortæller de en del om, at leve i den vestlige verden anno 2008.

Sidst skal lyde en ros til Arkens hjemmeside, der så langt slå både Louisiana og Aros i forhold til tilgængelighed, opbygning og layout.

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi handler De unge år om Lars von Trier som ung, i form af filmskoleeleven Erik, der i halvfjerdserne bliver optaget på filmskolen ved et liderligt tilfælde. Erik skal så meget grueligt galt igennem, før han til sidst bliver et ægte usympatisk geni. Et rigtigt røvhul. Som Lars von Trier selv speaker ind over filmen: “Egentlig var Erik en ganske flink og sympatisk dreng. Han lærte bare at vende denne del af sig indad´´. Hvorefter han ved at lyve, får sendt en mand med højdeskræk op i en 35 meters kran, for at få den mest autentiske reaktion.

Filmen er klart kræs for filmnørder. Både på grund af hovedpersonen, men i lige så høj grad fordi man kan læne sig tilbage og se en mangfoldighed af simple filmtricks blive brugt lækkert.

Derudover er der ikke noget specielt at fremhæve filmen for. Jeg kedede mig flere gange. Manuskript, handling, tema var alt for tyndt, kedeligt og selvsmagende, -ynkende, -undskyldende. Det kunne man måske have forudset ville nogle mene, men jeg gik faktisk ikke ind med høje forventninger. Jeg forventede let komik med en knivspids falden-på-hale. Det var det jeg synes traileren lagde op til. Der var da lidt, men slet ikke nok til at bære en film og slet ikke nok til at underholde mig.

Lad være at se den. Den er hverken penge eller tid værd.

Dette er helt sikkert en af de bedste film der fik præmiere over julen. Den går ikke i særlig mange biografer landet over, men Wes Anderson har virkelig begået en film der er værd at opsøge.

Lige som i The Squid and the Whale diskuteres familielivet på godt og ondt. Denne gang handler det ikke om kernefamilien, men om den voksne familie og hvad familiebånd betyder og ikke betyder, når man ikkke længere høre til under samme tag.

Uden at afsløre for meget handler Darjeeling om 3 brødre, der tager til Indien, hvor de med deres afdøde faders kufferter på ryggen, forsøger at finde sig selv, deres broderskab og moderen. Umiddelbart har de ikke meget tilfælles længere, men man fornemmer hurtigt både fællestræk og gamle vaner genopstår og markeres.

I modsætning til The Squid and the Whale, som jeg også nød, er denne film knap så tung og meget humoristisk lavet. Den har et flot filmsprog og efterlader plads i handlingen til at lade tankerne samles. Man behøver ikke nogle specifikke forudsætninger for at forstå både dilemmaerne og så selvfølgelig underholdningsværdien. Søskenekærlighed er en sjov størrelse, og her er en film, der diskuterer den rigtig godt.

Jeg var i løbet af ugen til julekoncert i Elias Kirke på Vesterbro Torv. En fin lille seance, hvor vi kom rundt om bårde Danske, Engelske og Tyske juleklassikkere. Organisten var virtuøs, trods han endnu ikke færdiggjorte koncervatorieuddannelsen og koret sang så smukt at min ledsagerske fik våde øjne af al den skønhed.

I det hele taget er det en rigtig god og billig måde at få lidt mere “ægte” julestemning, hvis man for eksempel er træt af TIVOLIs nisselandskab, eller i det hele taget har svært ved at finde juleglæden. Selv gør jeg det nok til en tradition at nå en enkelt pr. jul.

I kan selvfølelig ikke nå den jeg var til, men jeg har fundet en række julekoncerter i priskategorien gratis over de næste par dage:

København

Lillejuleaften i Fillipakirken, d. 23. kl.19

Juleblues med Jacob Green på Mojos Bluesbar, d. 23. kl. 21.30

Hjemløses jul i Den Grå Hal på Christiania, 24. og 25. kl. 24

Jule Kantater af J. S. Bach i Kildevældkirken, d. 26. kl. 15

Trinitatis Kirkes “Musik i Gågaden” d. 28. kl. 16:30

Århus

Orgelkoncert med Helge Gramstrup i Sankt Marcus Kirke d. 27. kl. 16

Fra Kirken til Kroen i Katolsk Vor Frue Kirke, d. 5. kl. 15

Aalborg

julekoncert i Vor frue Kirke d. 29. kl. 11

Odense kunne jeg ikke finde nogle koncerter, der inkluderede indendørs, gratis og behagelig julestemning.