En smuttur til Århus i weekenden, kaldte på et besøg på Aros, egentlig for at se den meget omtalte “Censur”udstilling, men det var slet ikke her jeg fandt det mest imponerende. Faktisk er censurudstillingen et kasse eksempel på kunstnere med samfundslede, der finder på ét koncept og så masseproducere det, uden at overveje om de så ikke slev også er med til at skabe selv samme overmætning i samfundet de kritiserer. For mig virker det som en meget overfladisk, nærmest pubertær samfundsanalyse, som du ellers kun møder hos kitty-punkere og efterskolelever.

Til gengæld var udstilling Music to see utrolig sej og mangefacetteret. Aros har samlet de bedste musikvideoer fra 7 af de mest kunstnerisk musikvideoindstruktører. Jeg synes det er rigtig fedt når store statsstøttede institutioner som Aros, tager popkultur alvorligt og på den måde udfordrer kunstbegrebet, men at det var det kunstneriske der var lagt mest vægt på er der ingen tvivl om. Nogle af videoerne var helt ærligt temmelig tunge og ikke særlig publikumsvenlige.

Jeg kan i den forbindelse anbefale at springe Chris Cunningham over, hvis man alligevel ikke har tid til at se samtlige 20 videoer. Til gengæld bør man prioritere Michel Gondry og Anton Corbijn, som begge laver meget finurlige musikvideoer. Anton Corbijn med sine spøjse verdener og tvistede historier og Michel Gondry med hans helt gakkede videoer, som simpelthen bare er en fest.

Mest repræsenteret på musikersiden var selvfølgelig Björk. Den islandske sangfugl har samarbejdet med størstedelen af de repræsenterede instruktører, med meget forskellige resultater til følge. Selv er jeg ingen stor fan, men jeg tager gerne hatten af for hendes evner til at inspirere til lækre, sjove og originale musikvideoer.