I torsdags blev jeg af en veninde hevet med til hendes venindes fernisering, på den første “rigtige” udstilling. Jeg fik i opfordringen til at tage med et link, som jeg kort tjekkede før jeg tog afsted. Jeg var ikke imponeret af de billeder af billederne der lå derinde.
Jeg blev meget positivt overrasket. Marie Bancks beviser med sine værker at kunst stadig kan være et håndværk, der handler om evne, talent og hårdt arbejde. Billederne har i virkeligheden, når man står foran dem en magisk, dragende effeckt, der gør man bliver stående. Hun formår med sit hint af mystik at gøre det nært og hemmeligt. Hendes erindringer bliver til ens egne, og jeg bliver især påmindet den hemmelige dimension i erindringen. Ét er at de aldrig er kronologiske eller logiske, men at de ud over det, er super private.
Hendes inspiration er tydelig Kvium, som hun også har stået i lære hos, men hun er mindre grotesk og mere farvefuld. Hendes skrildring af barndom giver netop den realistiske gengivelse, der gør det hele lidt truende, men aldrig udelukkende negativ. Vi befinder os inden for en tryg ramme, men hele tiden på grænsen til ulykke, som ligger i en hver barndom. Barnet er som udgangspunkt utrykt og verden er fremmed ind til man lære den at kende.