Filmen har været DYR og den har været ventet i et halvt år. Jeg var sidste weekend inde og ses Flammen og Citronen. Det var en voldsom omgang, hvilket betød jeg lige skulle bruge en uge på at tygge den.

Filmens historie er meget stærk og det er den der bær hele oplevelsen. Skuespillerne i filmen gør det hæderligt, men ikke så imponerende, som de hver i sær har gjort det i andre roller. Det gælder nærmest for denne film, at jo mere kendt et ansigt, des mere ligegyldig indsats.

Det hæmmer dog kun filmen en brøkdel. Den er virkelig flot lavet, sat op og skrevet. Handlingen lugter lidt af krimi og den er klart med til at minde os om, at i krig er der nærmest ingen rigtige helte, lige meget hvor meget Hollywood prøver at bilde os det ind. Flammen og Citronen selv bliver heldigvis ikke fremstillet som de rene engle privat, trods at de er de eneste, der handler i god tro gennem hele filmen.

Filmen har nogle helt fantastiske detaljer, som vidner om virkelig godt instruktørarbejde. For eksempel, var jeg ret glad for de cykler, der hele tiden var i vejen, når der rigtig skulle henrettes stikkere. Det giver et meget troværdigt og genkendeligt billede af København, som ud over troværdighed skaber tryghed og bryder lidt af den ukuelige gangsteridentitet, som ellers hersker blandt modstandsfolkene. Det gør dem mere menneskelig.

At man lige nu vælger at producere en stort opslået film om modstandskampens facetter er generelt et godt afbræk fra “Mads-Mikkelsen-er-Paprika-Steen-utro”-komedier, og vi får endelig lov til at se film der forsøger at rokke lidt til vores forestillinger om en tid, der stadig er så stor en del af vores nationalidentitet, men også ved vores opfattelse af godt og ondt, rigtigt og forkert. Bare det at filmen anerkender at der fandtes tyske modstandsfolk er et skridt i den rigtige retning.

Jeg synes dog det kunne være mere interessant at diskutere de ting der skete efter krigen i vores forhold til tyskere generelt, kommunisterne og USA. En kritisk film der gik til den udvikling og identitetsdannelse, der gjorde at vi i min folkeskole instinktivt havde det svært med at vælge tysk i 7. klasse og fuldstændig ukritisk lever i en amerikaniseret hverdag. Modstandsfolkenes rolle og dens virkning på vores nationalidentitet er jeg flasket op med. Mest den positive, men også de senere år den negative side. Hvis man skulle lave en rigtig interessant semidokumentaristisk film om noget i dansk historie ville jeg synes en kritisk film om danskerne i efterkrigstiden ville være meget mere interessant.