Glyptoteket er generelt blevet bedre til at få unge kunstnere og nutidskunst blandet ind i deres ellers meget mastodontiske samling. De har fra starten formået at få deres midlertidige udstillinger til at spille op af resten af museet. Sidst jeg var der, var det Sofia Kalkau, som faldt naturligt ind i glyptotekets gipssamling med hendes hvide, minimalistiske figurer. Denne gang har de være mere modige og fået den franske streetart-kunstner Zues til at udstille.

Zeus gøre nogle meget simple ting. Han sprayer med maling, han klipper i billboards og så skaber han opmærksomhed. At putte ham i et museum er svært, for han skal helst opleves som nattens spor i gadebilledet. Det lykkes dog meget godt, og hans værker er at finde flettet ind i de gamle samlinger. Selvfølgelig har han fået det lille rum i toppen til særudstillinger for ham selv, men det er fedt at han ikke kun er der. Han dukker op over det hele og på den måde har Glyptoteket næsten formået at genskabe fornemmelsen af kunst der dukker op i bybilledet.

Samfundskritik er en helt grundlæggende ting i Zeus værker og storkapitalen er de onde. Han har hentet så meget inspiration fra 80erne at man kunne mistænke ham for at have sprunget de sidste 20 år over udviklingsmæssigt. Jeg synes måske det synspunkt han udtrykker, er for firkantet. Det hele er lidt betonpunket, men han gør det med humor hele vejen, hvilket udfordrer den pessimisme, han ellers lader skinne igennem.

Det klart sjoveste ved udstillingen er kunstdokumentaren “Visual Kidnapping”, hvor kunstneren selv beskriver hvordan han kidnapper en fotomodel fra et billboard på Alexander Platz i Berlin og kræver en løsesum på 500.000 Euro. Et beløb firmaet ender med at betale efter lang tids mediebevågenhed.

Zeus’s konstante kritik af samfundet og kapitalens overfladiskhed kommer dog til at virke noget tom i skæret af, hvor god en spindoktor han tydeligvis selv er.

Når punk nu skal være en del af modebilledet igen, når punkbevægelsen holder demo hver torsdag og når vi igen hylder geniet, så er det kun godt, at der også kommer en kunstnerisk dimension. Punk har aldrig været for bredten, og kunstnere som Zeus opfylder at punken er nødt til at have en alternativ elite til resten af samfundet. Denne udstilling er langt fra utvetydig og derfor er den spændende.