Det går lige op for mig at jeg i min sommerkådhed har glemt at skrive at jeg er gået på sommerferie.

Som undskyldning får I her 2 korte klip fra L.O.C i TIVOLI i fredags.

… Og jo - det er os der synger med på na na na na na.

Og så lidt senere med en ekstra Sommersby under vesten…

Jeg håber alle har en god sommer, trods vejret. Selv er jeg gået i gang med at eksperimentere med frysselv ispinde for at få bare lidt af barndommens sommerstemning.

Vi ses når august lakker mod enden.

En smuttur til Århus i weekenden, kaldte på et besøg på Aros, egentlig for at se den meget omtalte “Censur”udstilling, men det var slet ikke her jeg fandt det mest imponerende. Faktisk er censurudstillingen et kasse eksempel på kunstnere med samfundslede, der finder på ét koncept og så masseproducere det, uden at overveje om de så ikke slev også er med til at skabe selv samme overmætning i samfundet de kritiserer. For mig virker det som en meget overfladisk, nærmest pubertær samfundsanalyse, som du ellers kun møder hos kitty-punkere og efterskolelever.

Til gengæld var udstilling Music to see utrolig sej og mangefacetteret. Aros har samlet de bedste musikvideoer fra 7 af de mest kunstnerisk musikvideoindstruktører. Jeg synes det er rigtig fedt når store statsstøttede institutioner som Aros, tager popkultur alvorligt og på den måde udfordrer kunstbegrebet, men at det var det kunstneriske der var lagt mest vægt på er der ingen tvivl om. Nogle af videoerne var helt ærligt temmelig tunge og ikke særlig publikumsvenlige.

Jeg kan i den forbindelse anbefale at springe Chris Cunningham over, hvis man alligevel ikke har tid til at se samtlige 20 videoer. Til gengæld bør man prioritere Michel Gondry og Anton Corbijn, som begge laver meget finurlige musikvideoer. Anton Corbijn med sine spøjse verdener og tvistede historier og Michel Gondry med hans helt gakkede videoer, som simpelthen bare er en fest.

Mest repræsenteret på musikersiden var selvfølgelig Björk. Den islandske sangfugl har samarbejdet med størstedelen af de repræsenterede instruktører, med meget forskellige resultater til følge. Selv er jeg ingen stor fan, men jeg tager gerne hatten af for hendes evner til at inspirere til lækre, sjove og originale musikvideoer.

Nogle har måske lagt mærke til at trods den selvbestaltede hype omkring Pernille Rosendahl og Johan Wohlerts projekt, er de ikke at finde på nogle af sommerens store festivaler. De offentliggjorde simpelthen deres projekt så sent at de ikke havde tid til at bevise deres kvalitet, før planerne for festivalerne var lukkede. Således var de heller ikke på Fredagsrock i TIVOLIs program. Lige ind til Mary J Blige blev syg. Jeg havde egentlig tænkt mig at se MJB, men eftersom jeg havde inviteret en veninde til hovedstaden valgte vi at holde fast i aftalen, for at se hvad alt palaveren var for.

Begge er jo sådan set dygtige musikere og bandet var også meget velspillende, især set i forhold til, hvor forholdsvis ny konstellationen er. Deres Guitarist var helt vild, men det var mest spil. På trods af at det er klokkeklar rock The Storm spiller, sneg det sig aldrig op over at være bedre end en god aften. Ikke så meget magi - bare nogle meget velkomponerede numre som glider lige så nemt og smertefrit ned, som en københavnerstang på en varm sommerdag. Ikke dårligt, nærmest behageligt, men så heller ikke mere oprivende.

Visuelt var det bisness as usual i sort med undtagelse af Pernille Rosendahl, der havde en utrolig flot Harlequindragt på, med hæle så høje at hun lige så godt kunne have gået tågang i et par reele balletsko.

Jeg var i fredags taget på Lades Kælder for at se 2007 starfighter-vinder Troels Boberg.

Mit indtryk før jeg dukkede op var at Troels Boberg leverede begavet pop. Numrende “NETTOpigen” og “Dating.dk” roterer på P3, og gjorde mig nysgerrig efter mere.

Det viste sig dog da han gik på at de to numre var de eneste begavede popnumre han havde lavet. Resten af hans materiale var en omgang agresiv rap, med politiske undertoner. Normalt kunne det være interessant, hvis ikke det var fordi det politiske i hans tekster var kedelig og unuanceret statements om alt hvad der er galt med krig og den siddende regering. Jeg synes klart hans to popnumre havde mere på hjerte end hans forsøg på at være politisk. Det var bare ikke imponerende.

I den vurdering ligger også en fordom om at folk bliver dybere med alderen. Det han præsenterede ville være imponerende for en nittenårig, men i en alder af 35 synes jeg godt hans livsholdning kunne være mere nuanceret og velfunderet.

Troels Boberg virker generelt ret proffesionel, hvilket hans hjemmeside også afsløre. Jeg håber han dropper rappen på længere sigt og koncentrerer sig om poppen, hvor jeg klart synes han virker stærkest og mest begavet. Så måtte han for min skyld gerne tage lidt af sit politiske engagement med over i det univers.

Jeg var i løbet af ugen til julekoncert i Elias Kirke på Vesterbro Torv. En fin lille seance, hvor vi kom rundt om bårde Danske, Engelske og Tyske juleklassikkere. Organisten var virtuøs, trods han endnu ikke færdiggjorte koncervatorieuddannelsen og koret sang så smukt at min ledsagerske fik våde øjne af al den skønhed.

I det hele taget er det en rigtig god og billig måde at få lidt mere “ægte” julestemning, hvis man for eksempel er træt af TIVOLIs nisselandskab, eller i det hele taget har svært ved at finde juleglæden. Selv gør jeg det nok til en tradition at nå en enkelt pr. jul.

I kan selvfølelig ikke nå den jeg var til, men jeg har fundet en række julekoncerter i priskategorien gratis over de næste par dage:

København

Lillejuleaften i Fillipakirken, d. 23. kl.19

Juleblues med Jacob Green på Mojos Bluesbar, d. 23. kl. 21.30

Hjemløses jul i Den Grå Hal på Christiania, 24. og 25. kl. 24

Jule Kantater af J. S. Bach i Kildevældkirken, d. 26. kl. 15

Trinitatis Kirkes “Musik i Gågaden” d. 28. kl. 16:30

Århus

Orgelkoncert med Helge Gramstrup i Sankt Marcus Kirke d. 27. kl. 16

Fra Kirken til Kroen i Katolsk Vor Frue Kirke, d. 5. kl. 15

Aalborg

julekoncert i Vor frue Kirke d. 29. kl. 11

Odense kunne jeg ikke finde nogle koncerter, der inkluderede indendørs, gratis og behagelig julestemning.

Da der er blevet udskrevet valg, kommer dette indlæg nok til at stå alene de næste tre uger i hvert fald, men med skal det.

I går startede Magtens Korridorers turne, med det nye album, “Det Krøllede Håb” på VEGA. På trods af, at jeg ikke har nærlyttet det nye album, føltes det som om, jeg kendte stort set alle sangene. Jeg har ærlig talt meget svært ved at bedømme, om det skyldes det særlige fortrolige univers hos Magtens Korridorer, eller at radioen har spillet numrene uden jeg har lagt mærke til det, har jeg svært ved at sige. Faktum er, at det var noget af en fest, med godt gang i den, lækker lyd og tight spade ud over det hele.

Jeg blev lidt overrasket over, hvor ungt publikum var. Flere af dem der stod lige foran mig burde have indløst billet til MGP 2008. De var meget vilde og nogle af dem temmelig kamplystne. I løbet af koncertens 2 timer, så jeg intet mere end fem optræk til ballade. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de med deres unge alder, ikke rigtig har et forhold til tragedien på Roskilde 2000. Selvom jeg ikke selv var med på den Roskilde Festivalen det år, gjorde det stort indtryk på alle os, der lige så godt kunne havet været der. I den kontekst virkede de unge hensynsløse, egoistiske og uhæmmede.

Magtens Korridorer kan man dog ikke sætte en finger på. De gjorde det virkelig lækkert. Johan Olsen og co. har en dejlig og afslappet facon. Her er ingen forstillelse. Vi på gulvet får hele deres oplevelse af at stå på scenen med. Alt fra nervøsitet over at spille de nye numre for første gang live, til overvejelser om, hvor meget af det nye deres fans skal trækkes med, når nu alle står dernede og bare gerne vil have lov til at skrige med på “Lorteparforhold”.

Forholdet mellem band og publikum denne aften kan beskrives således: Et hvert godt samleje slutter med en orgasme, og jeg siger jer, da Lorteparforhold kom som ekstranummer, var der ikke længere nogen der kunne mærke andet en pulsen og vægtløsheden. Vi var i himlen. Og efterspil blev det også til. Afslutningen “Ring af Ild” var meget passende til farvel og jeg følte mig også godt mæt. Perfekt til igen at sætte sig op på cyklen og skråle ud i natten.

Festugen i Århus’s hjemmeside er en noget rodet affære. Det var derfor heller ikke nemt at finde ud af, hvor det gode sted at fordrive fredag aften i var. Jeg endte med at trave byen tyndt og sætter mig forskellige steder, for at lodde stemningen. 

Festugen er meget bred. Jeg er generelt fan af miljøer, arrangementer og stemninger der har plads til mange og appel til mere end en lille gruppe cafelattedrikkere og kulturradikale. Og selvom der var plads til alle aldre, henvendte stemningen sig hovedsageligt til folk der har opvokset og trivedes i en provinsiel halbal-atmosfære. 

PS12 er sikkert et meget fint band i deres genre, men at gøre dem til hovednavn på den største openair-scene fredag aften er ren og skær synd. Det er nærmest provokerende bredt og ligegyldigt.

Heldigvis fandt jeg efter en del traven til diverse scener og telte et fint lille band, med en humoristisk dukkelignende forsangerinde, som charmerede alle. Den røde scene på Kloster Torv har i det hele taget været et hyggeligt afslappet sted, hvor jeg sjældent er gået forbi uden at konstatere mindst 20-25 mennesker der sad og hyggede. 

Jeg er sikker på at festugen byder på mange mere udfordrende eller bare interessante ting, og havde også flere punkter jeg egentlig gerne ville have set. Men hele den spontant tilgængelige del, synes jeg  godt kunne have haft et mere varieret fokus, der kunne have sat spørgsmålstegn ved den provinsielle stemning.

I forbindelse med et sommerkursus fik jeg mulighed for at opleve en optræden af Niels Skousen. Jeg kunne absolut ikke komme på hvem han var, rent musikalsk før jeg hørte sangene. Enten har mine forældre nøjes med at høre ham da jeg var helt lille, eller også er det hjemme hos nogle af deres venner jeg havde hørt det før, eller også er det bare den Dylan’ske inspiration, for det gik lige i barndommens stemning, men uden at jeg kunne husker tekster eller titler.

Personligt er jeg ret glad for stilen - eller rettere tryg ved. Den store vægt på teksten tiltaler mig og det varierede guitarspil, der i dramatik følger handlingen skaber en interessant ramme. Jeg tror dog jeg hellere ville have set ham en anden aften, ved en anden lejlighed.

Han virkede mildest talt desorienteret. I enkelt sange stoppede han helt op for at komme i tanke om, hvor melodien var på vej hen og hans program virkede uovervejet og tilfældigt. Kort sagt som jeg selv ville være midt i et oplæg, hvor jeg ikke havde forberedt mig, fordi jeg forventede at kunne alting på rygraden.

Publikum tog det pænt og gav til tider en forstående/forløsende latter til trøst for hans små rustne sider. Selv ente jeg med at gå efter et af hans nye numre, fordi jeg tænkte at det var bedst at stoppe mens legen var god. Hans tekster er stadig rammende og han bærer en charmerende selverkendelse af at han som protestsanger er kulturelt fanget i forrige århundrede, men formår stadig at kommentere lidt på dette også.

Det var ikke nogen stor forestilling og for ham nok bare et lille job, men det skinnede lige en anelse for tydeligt igennem. Håber at se ham en dag, hvor han er sat ordentligt op til det.

Rasmus Dall spiller normalt med blues/countrybandet One Eyed Mule, men var i søndags at finde ene mand på Mojos scene. Trods en del opfordringer om at komme op, hvis nogen blandt publikum kunne spille, forblev han et solonummer. Det var slet ikke en skam. På trods af det kun var ham og hans guitar formåede han tilnærmelsesvis at lave en “wall of sound” ala Motown, ene mand.

Han spiller en flot guitar og der tilføjer en del raffinement, til hans ellers lidt trivielle kærlighedsfortællinger. Det er god og hyggeligt afslappet musik, som man kun kan nyde. Faktisk må jeg indrømme at jeg da jeg tog hjem undrede mig over hvad hans band egentlig kunne bidrage med. Han havde jo ret godt styr på at lave en helstøbt koncertoplevelse alene. Efter at have hørt bandets myspace må jeg indrømme at foretrække hans lidt tørre simple stil, frem for det kaotiske lydbillede de prioriterer. Hans bidrag til Emil Friis And The Absolute Believers minder mere om det jeg oplevede i søndags. Bortset fra musikken er lige lidt mere simpel hos Emil.

I går var jeg, i anledningen af eksamenskoncerterne på Det Jyske Musikkoncertvatorie, til vaske ægte brassbandkoncert på Pakhuset. Programmet lovede, det mest eksperimentelle band ever, hvilket må sige at stramme den lidt. Jo - bestemt eksperimenterende og utraditionelle af et brassband at være, men det holdt sig da til formen og det var en god ting.

For hold da op hvor var de fede! Jeg har ikke hørt så velskrevet, velkomponeret, varieret brass-jazz i lang tid. Selv med sidste sommers lækre jazzfestival in mente, popper der umiddelbart ikke noget op, som får mig til at tvivle på at dette var en enestående oplevelse.

Lydbilledet svingede i alt fra militaristisk, modernistisk, maskinelt, over tung blues, vuggesange, sarte sange, bossanova til filmiske islæt, junglerytmer, vild bebob, reklamejinkel-univers. Der var snart ikke det lydunivers jeg ikke kunne finde bidder fra. Selv Århus Rådhus fik en lille rolle i det brede spektre af fortællinger, denne aften bød på.

Alt sammen holdt utroligt godt sammen og meget afvekslende. Udgangspunktet brassband blev aldrig glemt, trods plads til inspiration fra både punk og rock.

Bagefter var jeg så sansemæt, som jeg ellers kun er efter store biograffilm, hvor både øje og øre bliver overstimuleret. Det var godt jeg ikke gik alene. Så tror jeg aldrig jeg var faldet ned og kommet hjem i seng.

Ps. CD’er med BSBnD er hermed tilføjet ønske- og indkøbsseddel