Jeg ved det - det er ikke første gang jeg nævner dette enestående band. Denne gang var det søndag eftermiddag på Vor Frue plads. Jeg må konkludere: De kan også det der særlige open air.

Denne gang som sidst vældede det ind over mig med indtryk, idéer og inspirationskilder. Igen så bredt som fra hevy-, punk og støjrock, symfoniske overtoner, gardermusik ala Greve Pigegarde, post-bop, Star Wars og Mozart i mol. Her blev budt på lyde fra universet, trafikulykker, sindsyge og klappelege.

Selvom nogle af det mere klassiske jazzpublikum måske syntes det var en anelse larmet i kanten, mener jeg det er forudsætningen for at skabe musik, der giver mulighed for at begrave sig i inspirationskaoset.

Sidst på aftenen lørdag tog mine veninder og jeg på Musikcaféen i Huset i Magstræde. Musikcaféen har hele jazzfestivalen været dedikeret “upcomming” (dvs. usikker, ny evt. spændende) jazznavne.

Denne aften stod den på svingende, spillende, levende, legende, Jive-jaz, med smag for New Orleans og fest til de små timer. Musikkerne var klædt i 30er-dragter med store nålestribede bukser, seler og matchende skjorte og kort, bredt slips.

Der optræden var løssluppen og de “frie” instrumenter havde en mindre flirt med diverse kvinder i publikum. Her var ingen problemer med at nå ud over scenen. Faktisk var det intet problem at gå ned fra scenen og ud at kurtisere diverse publikummer. Meget charmerende og med god fornemmelse for, hvor meget fokus de enkelte kunne tåle.

Mest af alt mindede deres leg ude blandt publikum mig om Scat Cat fra The Aristocats. På visse tidspunkter var jeg nervøs for at gulvet, som i filmen ikke kunne bære den vilde fest. Vi var jo trods alt på 3. sal.

Det var fedt! Tjek Prima Juniors Hjemmeside. Den er fin og kæk.

Og så blev det endelig tid til virkelig traditionel Jazz, som selv vores bedsteforældre kunne acceptere det. Og så ved mindeankeret. Solskinsaften, kolde fadøl og gammeldags isvafler til de mere barnlige sjæle i Nyhavn, mens solen begyndte at nærme sig horisonten. Det blev næsten corny.

Efter en del indtryk de sidste par uger var det dog en befriende pause, før showet går videre. Så velkendt, så velkomment.

Theis lyder næsten fuldstændig som Louis Armstrong, og selvom trommeslageren var ny, kunne man sagtens høre at dette band (i følge en af deres mest dedikerede fans til stede) har spillet sammen i 43 år.

Her fik jeg endelig en bid af den fandenivoldskhed jazzfestivalen normalt har. Et enkelt par dansede tilfældigt rundt, folk sad på de mest uortodokse steder i området og trommeslageren skrålede højt med på melodien, når musikken ellers kun var instrumental. Alt i alt altså et par dejlige, afslappede, uhøjtidelige timer i Nyhavn, den aften.

Via tilfældigheder endte jeg lørdag eftermiddag på Vor Frue Plads, hvor jeg hørte Mais Uma. Egentlig er jeg ikke længere særlig interesseret i World Music som genre længere, fordi det er blevet for integreret i jazzen og for det meste bliver udført pænt kedeligt.

Her var liv og glade dage. Samba i luften og ølglade danskere. Sættet i sig selv var faktisk lidt kedeligt, men musikernes glæde og udstråling var meget smittende. Desuden vat den percussionist de havde med fra Brasilien virkelig interessant. Hans solo, var virkelig oplivende.

Alt i alt må jeg dog indrømme at selvom stemningen var god og jeg ikke havde noget imod musikken levede den godt op til mine forventninger til World Music, der tror det er nok at importere eksotiske rytmer for at få interessant musik.

Dette er en tilbagevendende begivenhed i Jazzfestivalen. Begge lørdag bliver der kl. 11 vist Bennys Badekar på PH-caféen med introduksion ved enten Flemming Quist Møller eller Jannick Hastrup. Der er fri entré, og hvis man vil et okay Brunchbord, som dog mangler røræg og ketchup i følge standerterne.

Bennys Badekar er en fantastisk jazzet film om den lille Dreng Benny, der ikke må det ene eller det andet og derfor flygter ned i badekarets korrelhav. Mange har nok set den som små og hvis ikke er den virkelig et gensyn værd. Den er fuld af liv og underfundigheder, som kun et barn oplever dem.

Filmen er fyldt til bristepunktet med halvfjerdser-vibrationer. Selv trækker jeg for eksempel lidt på smilebåndet, hver gang jeg ser takken til øvrige crew i rulleteksterne. Alle er nemlig kun nævnt ved fornavn.

I det hele taget er det en meget kammeratlig film, som man bør gå ind og se næste år, når de nok viser den igen. Samarbejdet mellem Jannick Hastrup og Flemming Quist Møller gav den gang i halvfjerdserne en rigtig lille perle. Jeg er spændt på om deres nye Cykelmyggen og Dansemyggen har lige så stor underholdningsværdi.

Fredag tog jeg på Musikcaféen i Huset for at se soul/funk (Band of the Universe), men fandt ud af de var blevet erstattet med et andet band, nemlig Mette Damms Musica. Blev og så det for beskrivelsen i folderen på stedet lød interessant.

Bandet var sådan set dygtigt nok og Mette Damm på vocal var også ganske imponerende, men hun passede ikke ind. Ikke til bandet (som igen var meget dygtige ud i jazz’en), ikke til genren, ikke til rollen.

Hun ville være perfekt til musikals. Stor stemme og meget teatralsk. Der er bare en grund til at der kun er én stor ballade i musicals. Da hun så i midten af sjov valgte kun at optræde med hende og pianoet føltes det som om jeg havde Memory fra Cats på repeat i stedet for liveband.

Hun er ellers ganske interessant at opleve, som person. Med en positur som 90′er-Alanis Morrisete, en mimik som en operasanger, iklædt sort balarinadragt med dobbelt lag gennemsigtigt strittende skørt og en fanasi som en 8 årigs bliver man også ret glad af hendes optræden. Jeg savner dog fortsat en fornemmelse af virkelighed i hendes univers. Den jazz der kom fra instrumenterne fortalte ikke samme eventurer som hende tekster og fortolkninger.

Stærkodder består af Kasper Tranberg på trompet og cornet, Søren Kjærgaard på tangenter/knapper og Kresten Osgood på trommer og rekvisitter. Med den sammensætning kan man ikke gå galt i byen - og dog.

Det var i hvert fald pænt irriterende at de gik en halv time for sent på og at Kasper Tranberg først kom, da de to andre havde spillet i femten minutter. Dog var det imponerende hvor meget jazz Søren Kjærgaard og Kresten Osgood fik ud af kun piano og peccusion.

Trods den tåbelige start, kan man ikke andet end at anerkende at det er nogle dygtige gutter, der er i gang her. Især Kasper Tranberg går man aldrig galt i byen med. Det skal dog nævnes, at for det u(jazz)trænede øre, lød denne konstellation nok en smule for dadaistisk på sine steder. De to venner jeg var på studenterhuset med, var i hvert fald svingende grader af skeptiske og begejstrede og jeg selv måtte til tider også holde tungen lige i munden for at forstå pointen.

Det er ikke meget jeg får tid til, men slutningen af jazzfestivalen forsøger jeg ivrigt at nå. Jeg startede først torsdag, med et gensyn med Natkirken i Vor Frue Kirke.

Modsat sidst var det helt planlagt at jeg skulle opleve et af Natkirkens arrangementer. Jeg må dog indrømme at jeg denne gang blev temmelig skuffet. Arrangementet mellem Ditte Rønn-Poulsen (vokal) og Søren Bebe (keyboard) var ret kedeligt. Det var alt for sanseligt og følende til mig, og jeg savnede helt ærligt lidt kant. Det var omtrent lige så kedeligt, som de to første trediedele af Björks koncert på Roskilde i år (som jeg af samme årsag ikke har valgt at beskrive).

Det jeg synes, er det mest interessante ved salmer, er lyrikken og fortællingen. Med Ditte Rønn-Poulsens fortolkninger var det ikke muligt at følge forløbet i hverken det ene eller andet. Hvis så i det mindste den improviserede/elektriske del havde været interessant, kunne teksterne havet været ligegyldige og stemmen bare fungeret som instrument, men jeg fandt den helt ærligt en smule kønsløs. Det var et meget æstetisk lydbillede, der blev budt på. Et lydbillede der var så tilpasset det fine klassicistiske kirkerum, at der ikke var meget udfordring at holde sig fast eller for den sags skyld vågen på.

Det skal for en god ordens skyld nævnes, at der er en teoretisk mulighed for at de sidste 40 minutter var bedre, da jeg gik før tid. Det tvivler jeg dog på er tilfældet.