Jeg var i løbet af ugen til julekoncert i Elias Kirke på Vesterbro Torv. En fin lille seance, hvor vi kom rundt om bårde Danske, Engelske og Tyske juleklassikkere. Organisten var virtuøs, trods han endnu ikke færdiggjorte koncervatorieuddannelsen og koret sang så smukt at min ledsagerske fik våde øjne af al den skønhed.
I det hele taget er det en rigtig god og billig måde at få lidt mere “ægte” julestemning, hvis man for eksempel er træt af TIVOLIs nisselandskab, eller i det hele taget har svært ved at finde juleglæden. Selv gør jeg det nok til en tradition at nå en enkelt pr. jul.
I kan selvfølelig ikke nå den jeg var til, men jeg har fundet en række julekoncerter i priskategorien gratis over de næste par dage:
København
Lillejuleaften i Fillipakirken, d. 23. kl.19
Juleblues med Jacob Green på Mojos Bluesbar, d. 23. kl. 21.30
Hjemløses jul i Den Grå Hal på Christiania, 24. og 25. kl. 24
Jule Kantater af J. S. Bach i Kildevældkirken, d. 26. kl. 15
Trinitatis Kirkes “Musik i Gågaden” d. 28. kl. 16:30
Århus
Orgelkoncert med Helge Gramstrup i Sankt Marcus Kirke d. 27. kl. 16
Fra Kirken til Kroen i Katolsk Vor Frue Kirke, d. 5. kl. 15
Aalborg
julekoncert i Vor frue Kirke d. 29. kl. 11
Odense kunne jeg ikke finde nogle koncerter, der inkluderede indendørs, gratis og behagelig julestemning.
Du kender sikkert situationen: Du er strandet mellem 2 møder/arbejde/uddannelse midt i København og mangler nu noget at tage dig til før næste show begynder. Her er de 5 steder jeg foretrækker at brug en ledig stund. De er kendetegnet ved at kunne overståes udbytterigt forholdsvis hurtigt, have skiftende udstillinger og være sikre vindere. Alle har gratis entré ved mindre andet er anført.
Alle bør tage sig tid til at finde sig en yndlingsafdeling her. Personligt er min den etnologiske afdeling, hvor de sidste gang jeg var forbi, havde en flot udstilling af samernes kunsthåndværk, der antageligt har fået en genoplivning inden for de sidste par år.
De faste samlinger er jeg for længst blevet træt af, men de har faktisk ofte på øverste etage til venstre, nogle små, lidt kuriøse særudstillinger, som plejer at være et besøg værd. Lige meget hvad, er udsigten fra tagterrassen ganske behagelig, så hvis museet er imellem særudstillinger, kan man jo slappe af her.
Denne kirke har flere gange været nævnt på bloggen. Den har som regel 2 store særudstillinger og “noget” for børn. Den er dog absolut ikke handicap eller ældrevenlig, da der er mange snørklede trin. Stadig en rigtig god og billig (20,-undtagen onsdag) måde at se samtidskunst.
Her gælder det om at holde tungen lige i munden. Man skal ikke tro man skal se flere særudstillinger, bare fordi de har flere man ikke har set. Museet er blevet utrolig flot, så hvis man alligevel er i nærheden af Nørreport St., er det en god idé at lægge vejen forbi.
Til sidst en enkelt Oase på Frederiksberg, som jeg for nylig har forelsket mig i.
Her er 4 styks sale at se. Det er næsten altid helt nyudklækkede kunstakademielever og de plejer at være godt curateret. Som al ny kunst er træfsikkerheden jo ikke fuldstændig, men det er i hvert fald nemt at forholde sig til, da det ikke kræver den store kunsthistoriske viden at opleve og sætte sig ind i.
Her var mit bud. Jeg vil selvfølgelig gerne høre hvis I har andre steder, der egner sig til små besøg i ny og næ.
God fornøjelse!
Festugen i Århus’s hjemmeside er en noget rodet affære. Det var derfor heller ikke nemt at finde ud af, hvor det gode sted at fordrive fredag aften i var. Jeg endte med at trave byen tyndt og sætter mig forskellige steder, for at lodde stemningen.
Festugen er meget bred. Jeg er generelt fan af miljøer, arrangementer og stemninger der har plads til mange og appel til mere end en lille gruppe cafelattedrikkere og kulturradikale. Og selvom der var plads til alle aldre, henvendte stemningen sig hovedsageligt til folk der har opvokset og trivedes i en provinsiel halbal-atmosfære.
PS12 er sikkert et meget fint band i deres genre, men at gøre dem til hovednavn på den største openair-scene fredag aften er ren og skær synd. Det er nærmest provokerende bredt og ligegyldigt.
Heldigvis fandt jeg efter en del traven til diverse scener og telte et fint lille band, med en humoristisk dukkelignende forsangerinde, som charmerede alle. Den røde scene på Kloster Torv har i det hele taget været et hyggeligt afslappet sted, hvor jeg sjældent er gået forbi uden at konstatere mindst 20-25 mennesker der sad og hyggede.
Jeg er sikker på at festugen byder på mange mere udfordrende eller bare interessante ting, og havde også flere punkter jeg egentlig gerne ville have set. Men hele den spontant tilgængelige del, synes jeg godt kunne have haft et mere varieret fokus, der kunne have sat spørgsmålstegn ved den provinsielle stemning.
Jeg nåede desværre ikke sidste gang kunstner duoen Hilden/Diaz havde et af deres turné stunts “City on Fire” i Århus. Til gengæld var jeg inde her til aften i forbindelse med Golden Days i København og se den lave videobrand-tricket igen i Vor Frue Kirke.
Et meget stærkt værk, da det både fungerer politisk, æstetisk, etisk og historisk. Værket kommer til at brænde fra 1.-11. september kl. 20-02 i ihukommelse af det præcis 200 år gamle britiske bombardement af København d. 4. september 1807. Slutdatoen behøver man vidst ikke spinde mange ænder over hvad mon kan betyde. I Kirkens eget blad kan man læse en masse om det historiske terrorangreb på København, som var temaet for dette år Golden Days og om hvorfor Kristendommen eller andre religioner aldrig kan bruges til at retfærdiggøre krig.
De spinder mange ender over installationen, men jeg synes det var himmelråbende påfaldende at ild, som symbol på Helligånd ikke er nævnt nogen steder. Netop ild i kirken er jo nærmest en parafrase over pinsefortællingen, og man skulle tro et så åbenlyst billede ville blive pointeret, når nu de alligevel trasker rundt i så mange fortolkninger af et værk, der er stærkt nok til tale for sig selv.
Lige meget hvad er ilden altid dragende. Vi har sikkert alle prøvet at glo ind i et bål og finde det utrolig afslappende. Samtidig bærer den omfattende ild også en ildevarslende stemning. Tag forbi og se det efter maden en aften.
Billeder yder det slet ikke retfærdighed.
Jeg opdagede endnu en ny gratis mulighed for at se moderne kunst i København her i sidste uge. Bedre føste-nye-indlæg-på-den-nye-blog findes næppe.Stedte er Møstings Hus ved den nordlige indgang til Frederiksberg Have og består af 4 udstillingsrum. Det ligger fredeligt og skjult og har som så mange andre gratis glæder besværlige åbningstider.
Den aktuelle udstilling handler om fotokunst efter retuchering. Fotokunst der handler om mere end opstillede kompositioner og grænseoverskridende eksponering af privatlivet - næsten.
De havde kaldt 5 nyklækkede kunstnere til sagen. Egentlig synes jeg kun 2 (måske 3) virkelig havde fat i den lange ende. Især slog Kine Ravns beskedne 2 værker mig som særligt interessante.
Med de stærkt grovkornede pixelerede naturbilleder som bagrund for et print af henholdsvis kronhjort og and rammer hun smukt og ironisk ned i en næsten biedermeiersk verden af nationalromantik og korsstingsbroderi. Anden og Kronhjorten, dom klassiske jagtmotiver står stærkt i kontrast til den meget lidt traditionelle måde at lave fotokunst på.
Den anden, som jeg synes passede godt ind i kuratorens intension var Nan Na Hvass som i en kombination af billede og børnetegning poserer som vildgås i en klassisk ornitologisk observation. Meget humoristisk og med et godt bid. Hendes 3 andre værker er også flotte, men sætter for mig ikke lige så meget i gang.
I det hele taget var der gennemgående en interesse for naturskildring. Kun én beskæftigede sig med bybilledet, nemlig Kuratoren selv - Signe Vad - i nogle lidt underfundige, meget æstetiske grå billeder, der dog ikke provokerede mere end at de sagtens kunne bruges som sofastykke.
Rum 4 er dog ikke uundværligt. Ved mindre det er fordi Johnny Jensen stadig synes, det er interessant at afsøge grænsen mellem porno og kunst (ikke særlig nyskabende) forstår jeg slet ikke det rum. Jo - jeg kan godt se at det er en penis, selvom du har gjort den grovkornet. Giv mig noget nyt!
Alt i alt er det en fin lille udstilling som er grundigt set på 15. minutter og som sagtens tåler gensyn. Jeg var selv tilbage med en veninde 2 dage efter.
Og så blev det endelig tid til virkelig traditionel Jazz, som selv vores bedsteforældre kunne acceptere det. Og så ved mindeankeret. Solskinsaften, kolde fadøl og gammeldags isvafler til de mere barnlige sjæle i Nyhavn, mens solen begyndte at nærme sig horisonten. Det blev næsten corny.
Efter en del indtryk de sidste par uger var det dog en befriende pause, før showet går videre. Så velkendt, så velkomment.
Theis lyder næsten fuldstændig som Louis Armstrong, og selvom trommeslageren var ny, kunne man sagtens høre at dette band (i følge en af deres mest dedikerede fans til stede) har spillet sammen i 43 år.
Her fik jeg endelig en bid af den fandenivoldskhed jazzfestivalen normalt har. Et enkelt par dansede tilfældigt rundt, folk sad på de mest uortodokse steder i området og trommeslageren skrålede højt med på melodien, når musikken ellers kun var instrumental. Alt i alt altså et par dejlige, afslappede, uhøjtidelige timer i Nyhavn, den aften.
Via tilfældigheder endte jeg lørdag eftermiddag på Vor Frue Plads, hvor jeg hørte Mais Uma. Egentlig er jeg ikke længere særlig interesseret i World Music som genre længere, fordi det er blevet for integreret i jazzen og for det meste bliver udført pænt kedeligt.
Her var liv og glade dage. Samba i luften og ølglade danskere. Sættet i sig selv var faktisk lidt kedeligt, men musikernes glæde og udstråling var meget smittende. Desuden vat den percussionist de havde med fra Brasilien virkelig interessant. Hans solo, var virkelig oplivende.
Alt i alt må jeg dog indrømme at selvom stemningen var god og jeg ikke havde noget imod musikken levede den godt op til mine forventninger til World Music, der tror det er nok at importere eksotiske rytmer for at få interessant musik.
Det er ikke meget jeg får tid til, men slutningen af jazzfestivalen forsøger jeg ivrigt at nå. Jeg startede først torsdag, med et gensyn med Natkirken i Vor Frue Kirke.
Modsat sidst var det helt planlagt at jeg skulle opleve et af Natkirkens arrangementer. Jeg må dog indrømme at jeg denne gang blev temmelig skuffet. Arrangementet mellem Ditte Rønn-Poulsen (vokal) og Søren Bebe (keyboard) var ret kedeligt. Det var alt for sanseligt og følende til mig, og jeg savnede helt ærligt lidt kant. Det var omtrent lige så kedeligt, som de to første trediedele af Björks koncert på Roskilde i år (som jeg af samme årsag ikke har valgt at beskrive).
Det jeg synes, er det mest interessante ved salmer, er lyrikken og fortællingen. Med Ditte Rønn-Poulsens fortolkninger var det ikke muligt at følge forløbet i hverken det ene eller andet. Hvis så i det mindste den improviserede/elektriske del havde været interessant, kunne teksterne havet været ligegyldige og stemmen bare fungeret som instrument, men jeg fandt den helt ærligt en smule kønsløs. Det var et meget æstetisk lydbillede, der blev budt på. Et lydbillede der var så tilpasset det fine klassicistiske kirkerum, at der ikke var meget udfordring at holde sig fast eller for den sags skyld vågen på.
Det skal for en god ordens skyld nævnes, at der er en teoretisk mulighed for at de sidste 40 minutter var bedre, da jeg gik før tid. Det tvivler jeg dog på er tilfældet.
Det er sjovt som temaer er gennemgående for de skulpturer man vælger at placere i bybilledet. Især dem der får lov at stå permanent fortæller noget om folkesjælen i Byen. Det bedste og mest rammende eksempel er vel de “Mennesker ved Havet” i Esbjerg af Svend Wiig Hansen, som præcist fanger hvad det både nu, i gamle dage og for altid vil sige at bo i en by der lever af havet.
Odense bærer selvfølgelig præ af ham der landsbydigteren. Flere af byens pladser har små skulpturer af kendte eventyrfigurer, så byen kommer til at virke som en hel lille børnebog. Præcist så uskyldigt, som Den Fynske Hovedstad - der er meget stolt af initiativer på cykelområdet(!)- bør være. Selv den modernistiske kunst, der er sat op, er eventyrligt tilsnittet. Her tænker jeg især på ”Moder Jord” foran Odense rådhus (igen af Svend Wiig Hansen)
Københavns essens er lidt sværere at sætte finger på og i forhold til størrelsen, er der også sat skammeligt får permanente skulpturer op. Til gengæld finder man gerne midlertidigt nogle af de mest moderne skulpturer på diverse pladser. Københavnere og andre vil huske både det store bilsammenstød på Kongens Nytorv, Kæmpeedderkoppen på Ny Torv og Botero på Strøget. Det er til gengæld en blandet landhandel, hvad man finder. F.x var alle torvene sidst jeg var i KBH plastret til med kæmpe plastikfigurer, som reklame for “ren-by“. Et meget sjovt projekt, men mere kampagne end kunst (selvom den grænse selvfølgelig også kan være vag). De få permanente skulpturer der er, er abstrakte, mere præcist abstrakt konstruktion, men de er ikke mange. Til eksempel skulpturen, aka klatrestativet på Axel Torv.
Og så er der Århus… 
Det er klart at jeg efter at have vadet bymidten tynd i nu snart 5 måneder, også er stødt på de opstillede skulpturer. Og hvad kan de så? Det er ikke overraskende, at den Jydske (med blødt d) Hovedstad beskæftiger sig en del med husdyr. 
Men det lidt sjove er, at der er endnu en fællesnævner. De savler alle sammen! Okay, måske ikke lige flodhesten (den drikker), men i hvert fald de andre. Helt fantastisk sanselig er Grisen, der virkelig må være indbegrebet af romantisk billede på husdyrhold. Den har da også fået hæderspladsen foran rådhuset. 
Jeg har ledt efter andre skulpturer end de fire viste, men forgæves. Ville gerne have mere til at underbygge eller modsige mit billede af byen. Det landlige islæt i Danmarks andenstørste by, er vidst meget sigende for den indvandring, som sker på basis af hele Region Syd, Midt og Nords ungdom. Længere væk behøver den fædrene gård jo ikke være.
Lad dette være min sidste salut til byen, der efterhånden har holdt mig ud i et halvt år. På tirsdag trækker jeg øst over for sommeren, hvor både Roskildefestivalen og CPH Jazzfestival venter mig.
I går, onsdag valgte jeg at bruge en eftermiddag på musik i stedet for studier. Det Jyske Musikkoncervatorie havde nemlig eksamenskoncerter fra den rytmiske linie på Voxhall. Det er lidt en speciel oplevelse, for det er tydeligt at folk ikke er rutinerede. De hygger sig ikke lige så meget på scenen, og eksamensnerverne kan klart skimtes. Jeg hørte en eksamen for trompet og en for sang.
Trompeteksamenen var klart den mest interessante. Han havde virkelig lavet nogle interessante kompositioner, der virkelig havde fortælling, som alt god jazz gerne har. Bandet virkede godt sammenspillet og trods den nervøse stemning næsten legende.
Sangerinden var dog lidt kedelig. Jovist hun var dygtig, men det skulle hun gerne være efter både at være kommet ind og have gået på konservatoriet i 3 år. Hendes udgangspunkt var den gode melodi. Jovist ligger det op til pop, men det behøvede da ikke være så kedeligt. Jeg havde desværre ikke tid til at se den sangerinde der stod en eksamen senere, men hendes oplæg så interessant ud.
Alt i alt er det en billig (gratis) måde både at følge lidt med i hvad der sker på musikscenen, men det er nok en od idé at læse programmet og finde den dag, man synes der er mest der lyder interessant. Efter poptøsen, var jeg nemlig ikke meget i humør til at blive for at høre den næste, som valgte at reklamere for sig selv, ved vulgært hyppig brug af ordet “hygge”. Men trompeten var dygtig, og mange af de andre dage så også rigtig interessante ud, så næste gang skal jeg bare læse lidt bedre på lektien.