En smuttur til Århus i weekenden, kaldte på et besøg på Aros, egentlig for at se den meget omtalte “Censur”udstilling, men det var slet ikke her jeg fandt det mest imponerende. Faktisk er censurudstillingen et kasse eksempel på kunstnere med samfundslede, der finder på ét koncept og så masseproducere det, uden at overveje om de så ikke slev også er med til at skabe selv samme overmætning i samfundet de kritiserer. For mig virker det som en meget overfladisk, nærmest pubertær samfundsanalyse, som du ellers kun møder hos kitty-punkere og efterskolelever.

Til gengæld var udstilling Music to see utrolig sej og mangefacetteret. Aros har samlet de bedste musikvideoer fra 7 af de mest kunstnerisk musikvideoindstruktører. Jeg synes det er rigtig fedt når store statsstøttede institutioner som Aros, tager popkultur alvorligt og på den måde udfordrer kunstbegrebet, men at det var det kunstneriske der var lagt mest vægt på er der ingen tvivl om. Nogle af videoerne var helt ærligt temmelig tunge og ikke særlig publikumsvenlige.

Jeg kan i den forbindelse anbefale at springe Chris Cunningham over, hvis man alligevel ikke har tid til at se samtlige 20 videoer. Til gengæld bør man prioritere Michel Gondry og Anton Corbijn, som begge laver meget finurlige musikvideoer. Anton Corbijn med sine spøjse verdener og tvistede historier og Michel Gondry med hans helt gakkede videoer, som simpelthen bare er en fest.

Mest repræsenteret på musikersiden var selvfølgelig Björk. Den islandske sangfugl har samarbejdet med størstedelen af de repræsenterede instruktører, med meget forskellige resultater til følge. Selv er jeg ingen stor fan, men jeg tager gerne hatten af for hendes evner til at inspirere til lækre, sjove og originale musikvideoer.

Så oprand den weekend, som mange kvinder har ventet på, med større begejstring end mange en drengerøv afventer EM finalen og Indiana Jones. Weekenden hvor Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda igen skulle give den gas. Jeg valgte at se den lørdag, men det virkede ikke til der var den store forskel om end det ikke var på premiereaftenen.

Overalt vrimlede det med kvinder i skørter og stiletter. Man kunne vel nærmest tale om en Carrie-uniform, hvor de vigtigste to principper er ekstravagant og uformelt på en gang. Selve stemningen i biografen nærmede sig også en fodboldkamps, hvor der blev hujet af seje kvinder, klappet af kvikke bemærkninger og buet af slappe eller dumme mænd.

Der er spundet mange ender over hvorfor Sex and the City er så stor en succes, hvor alt fra opgør med nypuritanisme til individets sejr over fællesskaberne, tosomheden og kernefamilien er taget til indtægt. Selv oplever jeg det som et universal spejl, hvori man kan reflektere den nye feminitet. Hvor kvinden har alle rollerne, som hører kønnet til, bortset fra svagheden.

De 4 kvinder i serien viser meget fint, hvordan man sagtens kan være sårbar og følsom uden nogen sinde at være svag. Den bekræfter kvinder over hele verden i, at det er vigtigt at prioritere andre fællesskaber end arbejde og familie, for det er de fællesskaber der i sidste ende skal samle individet op, når familierne går i stykker og chefen bliver træt af en.

At mange mænd ikke har forståelse for serien skyldes måske, ud over den meget kønnede tematisering, også at de ikke på samme måde har formået at hente styrke i den samme form for netværk. Det er mit indtryk at stærkt maskulint kønnede netværk, hovedsageligt handler om muligheder og karriere, og at der ofte ikke er plads til de fiaskoer, der også skal overleves gennem voksendommen.

Derfor er det også helt håbløst når Ekstrabladet sender en mandlig anmelder, der ikke har fulgt med i serien. For filmens kvalitet ligger klart i det univers som serien har skabt. Det er ikke atomvidenskab, men lige som Simpsons the Movie er denne film lige som at se et meget langt afsnit - underholdende, men ikke revolutionerende.

DR2s dokumentar “sport med Hitler” er netop slut.

Min kritik af temaet i Flammen og Citronen gælder slet ikke her. Sjældent har jeg set så veltimet en dokumentarfilm som denne. Netop i en tid hvor sportsverdenen hellere vil stoppe traditionen med at løbe med flammen i forskellige lande end at indse at man måske har valgt en så tvivlsom nation som OL-vært at protest er uundgåeligt. Det er ikke traditionen der er noget galt med. Det er Kina.

Jeg synes slet ikke Danmark skulle deltage og slet ikke uden at bruge lejligheden til at stille sig i råbekoret, der kræver fokus og handling på menneskerettighedsområdet. Dokumentaren i aften gør det så meget tydeligere hvorfor. Kina skal ikke have lov til at bruge OL som en legimitation af deres måde at drive stat på. Kina er for mig at se ikke meget bedre end det tredie rige. Ikke nok med at de også undertrykker det tibetanske folk, de undertrykker også deres egne. Det kinesiske styre er styret af magtstrukturer frem for ideologi under nogen form.

Det fine ved denne her dokumentar er at den gør det forståeligt, både hvordan sportssammarbejdet kunne udnyttes politisk, og hvordan det var så tiltalende og nemt for de danske idrætsfolk at deltage i al deres ariskhed. Det er rigtig fedt at de gamle sportsfolk fra den tid der deltager i programmet starter med at fortælle om deres skarpeste finte. Det skaber plads til deres professionelle stolthed som sportsudøvere og giver et glimt af den passion, som har været identitetsdannende for dem.

Det fortæller også at vi ikke kan forvente af sportsheltene, at det er dem, der skal tage beslutningen. Det er idrættens og folkets politikkere. Det er kulturministeriet, statsministeriet og Team Danmark. Ikke alle idrætsfolk deltager dog ukritisk.

Filmen har været DYR og den har været ventet i et halvt år. Jeg var sidste weekend inde og ses Flammen og Citronen. Det var en voldsom omgang, hvilket betød jeg lige skulle bruge en uge på at tygge den.

Filmens historie er meget stærk og det er den der bær hele oplevelsen. Skuespillerne i filmen gør det hæderligt, men ikke så imponerende, som de hver i sær har gjort det i andre roller. Det gælder nærmest for denne film, at jo mere kendt et ansigt, des mere ligegyldig indsats.

Det hæmmer dog kun filmen en brøkdel. Den er virkelig flot lavet, sat op og skrevet. Handlingen lugter lidt af krimi og den er klart med til at minde os om, at i krig er der nærmest ingen rigtige helte, lige meget hvor meget Hollywood prøver at bilde os det ind. Flammen og Citronen selv bliver heldigvis ikke fremstillet som de rene engle privat, trods at de er de eneste, der handler i god tro gennem hele filmen.

Filmen har nogle helt fantastiske detaljer, som vidner om virkelig godt instruktørarbejde. For eksempel, var jeg ret glad for de cykler, der hele tiden var i vejen, når der rigtig skulle henrettes stikkere. Det giver et meget troværdigt og genkendeligt billede af København, som ud over troværdighed skaber tryghed og bryder lidt af den ukuelige gangsteridentitet, som ellers hersker blandt modstandsfolkene. Det gør dem mere menneskelig.

At man lige nu vælger at producere en stort opslået film om modstandskampens facetter er generelt et godt afbræk fra “Mads-Mikkelsen-er-Paprika-Steen-utro”-komedier, og vi får endelig lov til at se film der forsøger at rokke lidt til vores forestillinger om en tid, der stadig er så stor en del af vores nationalidentitet, men også ved vores opfattelse af godt og ondt, rigtigt og forkert. Bare det at filmen anerkender at der fandtes tyske modstandsfolk er et skridt i den rigtige retning.

Jeg synes dog det kunne være mere interessant at diskutere de ting der skete efter krigen i vores forhold til tyskere generelt, kommunisterne og USA. En kritisk film der gik til den udvikling og identitetsdannelse, der gjorde at vi i min folkeskole instinktivt havde det svært med at vælge tysk i 7. klasse og fuldstændig ukritisk lever i en amerikaniseret hverdag. Modstandsfolkenes rolle og dens virkning på vores nationalidentitet er jeg flasket op med. Mest den positive, men også de senere år den negative side. Hvis man skulle lave en rigtig interessant semidokumentaristisk film om noget i dansk historie ville jeg synes en kritisk film om danskerne i efterkrigstiden ville være meget mere interessant.

Filmatiseringen af Guillous roman har jeg hørt skulle været total utilstrækkelig. Jeg har ikke læst den og kan derfor kun dømme den som film.

Som film er Arn ganske god. God i historie, flot filming, udmærket skuespil, fint afbalanceret dramatik og gode aktionscener, samt masser af spænding.

Jeg synes dog sagtens man kunne have gjort den mere stram. Der bliver brugt alt for mange kostbare publikumsminutter på hans barndom og på hans tid i det hellige land, før krigen. Det er en fin eventyrfilm, men hvis man skal udsætte noget er det at den ikke er stram nok. Jeg synes generelt ikke man skal spilde tid med ting, der ikke udvikler historien, men det er tydeligt at det flotte ørkenlandskab, de svenske skove og filmens smukke heltinde har betaget instruktøren så meget, han ikke kunne bære at skære scenerne ud. Problemet er bare at ørkenen kun er sand, de svenske skove er ikke eksotiske og skønheden kan findes i så mange andre film.

Hvis instruktøren var taget til New Zealand, som i Ringenes Herre, ville det være fuldstændig rimeligt at bruge kulissen som en selvstændig rolle i filmen. Det ville dog overhovedet ikke havet været passende for handlingen. I ringenes herre bruger Tolkien også en del tid på landskabsbeskrivelser, hvilket gør dem uundværlige i filmen. I Arn er landskaberne ikke noget at sende postkort hjem med.

Tilsyneladende har instruktøren fra start gjort sig klart at kvinderne ville være det sværeste publikum. Lige som filmingen i Charlie Wilsons War var klart skåret til mænd, er her tilpas mange kvindescener, til at holde aktionscenerne ud, hvis man ikke nyder de dele. Dramaet, forholdet, følelserne og savnet bliver der brugt lang tid på, lige så vel som moderens frygt for at miste sin søn. Historien om en stor tempelridder står i baggrunden, for historien om et elskende par der af begivenhedernes gang adskilles og mødes igen.

Alt i alt altså en film om et godt eventyr, der forsøger at ride på to heste.

Jeg skal ærligt indrømme jeg ikke har læst bogen. Det er sikkert en fejl, men jeg oplever ofte at totaloplevelsen er bedre, hvis man ser filmen først. Så bliver man ikke skuffet over hollywood ikke lever op til ens fantasi.

Til folk der hverken har læst filmen eller set bogen skal det kort siges at drageløberen handler om en dreng, der svigter sin bedste ven, flygter til USA, vokser op og tager tilbage igen for at gøre lidt godt.

Den er ubehageligt god. Der er intet feel good over denne film. Den kravlede ind under huden på mig og fik prikket til min vesteuropæiske skyld. Hele pandoraæsken af forfærdelige ting man godt ved sker rundt om i verden, men som jeg til hverdag vælger at fortrænge, for at kunne leve et konstruktivt liv. Det handler ikke om at nægte eksistensen af alverdens krige, nedrige mennesker og pædofili. Det handler bare om at glemme lidt, så der er plads til at leve. Men hold op hvor bliver man mindet om det.

Filmen er godt lavet og vekslingen mellem de forskellige sprog virker troværdigt, dog med en tendens til at vælge engelsk, hvor der er en undskyldning for det. Hvis ikke fortællingen havde været så forfærdeligt, havde jeg nok nydt den velkomponerede film.

Torsdag aften blev jeg inviteret til at give mit besyv med i ligestillingdebatten på Københavns Studenterradio. Da jeg er nybegynder i radiomediet var det en ret skæg oplevelse. Stemningen derind var meget afslappet og imødekommende. Det viste sig at denne torsdag var første gang programmet skulle sendes, så både teknikker og vært var også lidt nye i kanten.

Radiomediet er utrolig rart. Værten har tænkt over hvordan man kommer rundt om de forskellige emner på en interessant måde, der er ikke tid til at man kommer ud i alt for nørdede diskussioner, og man har masser af pauser på grund af musikken der bliver spillet ind i mellem.

Det eneste der er lidt usikkert er selvfølgelig om der overhovedet er nogle der lytter med. Vores program lå omkring midnat på en torsdag, så jeg har mine tvivl. Så er det jo heldigt at man efterfølgende kan finde podcasten på internettet.

Jeg har siden undersøgt de forskellige studenterradioer, og må konstaterer at det virker som Syddansk universitet nyder godt af journalistuddannelsen på deres, for deres webside virker klart mere professionel, end de andres, der godt kan virke lidt rodede.

I virkeligheden kunne jeg godt tænke at prøve kræfter med værtsrollen selv, men ved ikke helt hvornår det skulle passe ind i kalenderen. Jeg håber jeg med dette indlæg kan gøre andre nysgerrige, og vil fremover selv være bedre til at lytte med, når min lokale studenterradio sender.

Man kan se de forskellige landsdeles studenterradioer her, og programmet jeg deltog i kan downloades her.

Det er sjældent at film om hemmelige krige og det amerikanske politiske system er så feelgood, som denne. Charlie Wilson’s War formår på vidunderlig vis at gøre grin med det amerikanske system, udstille absurditeterne i samspillet mellem religion og politik, og samtidig fejre handlekræften og den amerikanske drøm.

Charlie Wilson bliver fremstillet som en helt almindelig amerikansk politikker, med hjertet på rette sted og så helt usandsynligt mange tjenester til gode at han kan gøre hvad han vil. Det han vil er at tæve russerne i Afghanistan og med sine tjenester i hånden får han lige så stille og skjult for offentligheden hævet budgettet til krigsførelse i Afghanistan til det tidobbelte.

Kvinden der overtaler ham er en rig religiøs kvinde fra Texas, fantastisk spillet af Julia Roberts, der for en gangs skyld formår at udfylde sin rolle, uden at stjæle hele filmen.

Filmen er meget lækker i setup’et, med masser af flotte billeder, der i sig selv er en nydelse og der er masser for husarene. Det ene efter andet shoot af smukke kvinder med vrikkende numser og svingende hestehaler fylder det store biograflærred. Kun i et texansk setup kan alkohol, sex og penge på en troværdig måde gå hånd i hånd med fanatisk religiøs overbevisning.

Filmen er et glansbillede over en periode i amerikansk historie, men kommer derfor også til at virke både frivilligt og ufrivilligt komisk fra et europæisk perspektiv.

Den er ligegyldig hvis man vil udfordres, men den er rigtig god, hvis man bare vil underholdes og kan især anbefales hvis man har til amerikanofile tendenser.

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi handler De unge år om Lars von Trier som ung, i form af filmskoleeleven Erik, der i halvfjerdserne bliver optaget på filmskolen ved et liderligt tilfælde. Erik skal så meget grueligt galt igennem, før han til sidst bliver et ægte usympatisk geni. Et rigtigt røvhul. Som Lars von Trier selv speaker ind over filmen: “Egentlig var Erik en ganske flink og sympatisk dreng. Han lærte bare at vende denne del af sig indad´´. Hvorefter han ved at lyve, får sendt en mand med højdeskræk op i en 35 meters kran, for at få den mest autentiske reaktion.

Filmen er klart kræs for filmnørder. Både på grund af hovedpersonen, men i lige så høj grad fordi man kan læne sig tilbage og se en mangfoldighed af simple filmtricks blive brugt lækkert.

Derudover er der ikke noget specielt at fremhæve filmen for. Jeg kedede mig flere gange. Manuskript, handling, tema var alt for tyndt, kedeligt og selvsmagende, -ynkende, -undskyldende. Det kunne man måske have forudset ville nogle mene, men jeg gik faktisk ikke ind med høje forventninger. Jeg forventede let komik med en knivspids falden-på-hale. Det var det jeg synes traileren lagde op til. Der var da lidt, men slet ikke nok til at bære en film og slet ikke nok til at underholde mig.

Lad være at se den. Den er hverken penge eller tid værd.

Dette er helt sikkert en af de bedste film der fik præmiere over julen. Den går ikke i særlig mange biografer landet over, men Wes Anderson har virkelig begået en film der er værd at opsøge.

Lige som i The Squid and the Whale diskuteres familielivet på godt og ondt. Denne gang handler det ikke om kernefamilien, men om den voksne familie og hvad familiebånd betyder og ikke betyder, når man ikkke længere høre til under samme tag.

Uden at afsløre for meget handler Darjeeling om 3 brødre, der tager til Indien, hvor de med deres afdøde faders kufferter på ryggen, forsøger at finde sig selv, deres broderskab og moderen. Umiddelbart har de ikke meget tilfælles længere, men man fornemmer hurtigt både fællestræk og gamle vaner genopstår og markeres.

I modsætning til The Squid and the Whale, som jeg også nød, er denne film knap så tung og meget humoristisk lavet. Den har et flot filmsprog og efterlader plads i handlingen til at lade tankerne samles. Man behøver ikke nogle specifikke forudsætninger for at forstå både dilemmaerne og så selvfølgelig underholdningsværdien. Søskenekærlighed er en sjov størrelse, og her er en film, der diskuterer den rigtig godt.