Jonatan Spang er, som de flest vil vide flyttet til Nørrebro teater, hvor han kan få lov at gøre hvad han vil - han sidder nemlig i direktørstolen. Og hvis man har fulgt bare lidt med i dansk populærteater inden for de seneste år betyder det, at det er her det sner.
Med sig fra Betty Nansen har han taget SkRaKo-konceptet. Denne gang er han tilbage i en næsten fuldstændig mandedomineret opsætning, men når temaet er Biblen, bliver der bare heller ikke levnet meget plads til kvinder.
En kvinde er det dog blevet til. Linda P. bedre kendt som Christel, giver den fuld gas for vestegnsfemøren. Hendes timing var helt perfekt, og jeg synes virkelig hun styrer publikum godt. Hun er ikke Christel, men det er tæt på nogle gange, og fordi hun mangler den hvide dynejakke og det lyserøde bling, bliver man helt i tvivl om, hvor tæt på virkeligheden de ting hun fortæller er.
Ellers er den eneste anden usædvanlige præstation Jonatan Spang. Som sædvanligt, fristes man til at sige. Hvad forhindrer det af den danske presse udråbte vidunderbarn i at spille Gud og Jesus, når han får sit eget Teater? Han kunne ikke gøre det alene. Vi er nødt til at have Trylletrolden og de to rappere, til at skabe kontrast. Det er ikke fordi de ikke gør det rigtig godt. De er bare ikke Hr. Spang, og det her stykke er simpelthen skrevet til, at han skal stråle. Så nytter det jo ikke at lade de andre fylde for meget.
Til sidst i stykket har Wonderkid en monolog, som for mig får hele stykket til at minde om en 30-års krise. Men sikke en vellykket en. Hvis man skal håndtere alderens snigen, det voksne ansvars uundgåelighed og forfaldet, er det ikke en helt dårlig måde, at gøre sig selv til gud og jesus, og så i øvrigt bestemme over alt og alle.
Det her stykke er alt i alt virkelig vellykket og klart på højde med det første SkRaKo, Gynt. Deres diskussion af kristendommen er meget aktuel og forholder sig meget til den måde, vi tænker religion i dag. Selv den midtjyske syngesangleg kristendom får et par huk med på vejen af den kærlige slags og som folkekirkekristen dansker er det fedt at nogen endelig diskuterer, hvad hele showet handler om.
Den går en lille måned endnu, så det kan stadig nås for dem der ikke har fanget hvad det er ham der Jonatan kan…
Dette er helt sikkert en af de bedste film der fik præmiere over julen. Den går ikke i særlig mange biografer landet over, men Wes Anderson har virkelig begået en film der er værd at opsøge.
Lige som i The Squid and the Whale diskuteres familielivet på godt og ondt. Denne gang handler det ikke om kernefamilien, men om den voksne familie og hvad familiebånd betyder og ikke betyder, når man ikkke længere høre til under samme tag.
Uden at afsløre for meget handler Darjeeling om 3 brødre, der tager til Indien, hvor de med deres afdøde faders kufferter på ryggen, forsøger at finde sig selv, deres broderskab og moderen. Umiddelbart har de ikke meget tilfælles længere, men man fornemmer hurtigt både fællestræk og gamle vaner genopstår og markeres.
I modsætning til The Squid and the Whale, som jeg også nød, er denne film knap så tung og meget humoristisk lavet. Den har et flot filmsprog og efterlader plads i handlingen til at lade tankerne samles. Man behøver ikke nogle specifikke forudsætninger for at forstå både dilemmaerne og så selvfølgelig underholdningsværdien. Søskenekærlighed er en sjov størrelse, og her er en film, der diskuterer den rigtig godt.
En årlig tradition for mig er helt sikkert Bogforum i Forum. Altid om søndagen, fordi det er lade-sig-gøreligt.
Styrken ved Bogforum er at det er så bredt og stort at alle kan finde én eller flere i programmet, som vil interessere dem. Her findes alt fra idialistiske forfattere, nørdede videnskabsmænd og jounalister i den gode sags tjeneste til barnelige tv-værter og alvorlige politikkere. Det gælder dog om at holde tungen lige i munden.
Først og fremmest skal der lægges en plan. Hvem SKAL man se? Hvem er man villig til at undvære? Hvornår skal man bruge tid på at finde mad? Og hvor skal den time, hvor man bare shopper rundt ligge? Hvis ikke man fastlægger alt dette - mere eller mindre bevidst - vil man i stedet for en berigelse tage hjem med en forvirrende oplevelse af at Danmark har alt for mange forlag, der tilsynesladende er unødvendige i deres detaljegrad.
Det er utroligt fedt at opleve hvor bredt det danske bogmarkede egentligt er. At gå lige fra Egmont, der kun udgiver tegneserier og børnebøger til Gyldendahl til forlage der tilbydder gud og hver mand at få trygt deres egen bog. Hvor ellers falder man over hele stande med bøger om dansk fauna eller geografiske optegnelser.
Jeg valgte i dag at fokusere på at nå ind på den store sene, da Peter Øvig Knudsen, som netop har udgivet toeren til Blekkingegadebanden. Noget der kræver overskud til at stille sig i kø en halv time i forvejen. Den store scene er aldrig nem at komme til. Interwiuvet var utroligt spændende. Peter Øvig Knudsen kom vidt og bredt og fik under vejs både fortalt om hans eget forholdt politiet, hans fortid i den venstreorienterede presse, venstrefløjens berøringsangst og fornægtelse af begivenhederne, samt trekantforholdet mellem Mussat, PFLP-sympatisørene og PET.
Jeg blev efterladt med et indtryk af at han havde en meget nuanceret holdning til diverse aktørere, hvilket er meget naturligt, hans store arbejde med sagen, taget i betragtning. Men ingen tvivl om at han stadig hører til på venstrefløjen. Hans blik er nok mere nuanceret, end man er i stand til, hvis man ideologisk befinder sig langt fra kommunisterne.
Tidligere har Poetryslam stået højt på min prioriteringsliste, men i år kunne jeg ikke finde det på søndagens program. Måske er fænomenet blevet for populært, til at have brug for beskyttelsen af den store begivenhed. Måske er det ikke populært nok til at blive lukket ind i det gode selskab.
Vi ses, samme søndag, næste år.
Da der er blevet udskrevet valg, kommer dette indlæg nok til at stå alene de næste tre uger i hvert fald, men med skal det.
I går startede Magtens Korridorers turne, med det nye album, “Det Krøllede Håb” på VEGA. På trods af, at jeg ikke har nærlyttet det nye album, føltes det som om, jeg kendte stort set alle sangene. Jeg har ærlig talt meget svært ved at bedømme, om det skyldes det særlige fortrolige univers hos Magtens Korridorer, eller at radioen har spillet numrene uden jeg har lagt mærke til det, har jeg svært ved at sige. Faktum er, at det var noget af en fest, med godt gang i den, lækker lyd og tight spade ud over det hele.
Jeg blev lidt overrasket over, hvor ungt publikum var. Flere af dem der stod lige foran mig burde have indløst billet til MGP 2008. De var meget vilde og nogle af dem temmelig kamplystne. I løbet af koncertens 2 timer, så jeg intet mere end fem optræk til ballade. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de med deres unge alder, ikke rigtig har et forhold til tragedien på Roskilde 2000. Selvom jeg ikke selv var med på den Roskilde Festivalen det år, gjorde det stort indtryk på alle os, der lige så godt kunne havet været der. I den kontekst virkede de unge hensynsløse, egoistiske og uhæmmede.
Magtens Korridorer kan man dog ikke sætte en finger på. De gjorde det virkelig lækkert. Johan Olsen og co. har en dejlig og afslappet facon. Her er ingen forstillelse. Vi på gulvet får hele deres oplevelse af at stå på scenen med. Alt fra nervøsitet over at spille de nye numre for første gang live, til overvejelser om, hvor meget af det nye deres fans skal trækkes med, når nu alle står dernede og bare gerne vil have lov til at skrige med på “Lorteparforhold”.
Forholdet mellem band og publikum denne aften kan beskrives således: Et hvert godt samleje slutter med en orgasme, og jeg siger jer, da Lorteparforhold kom som ekstranummer, var der ikke længere nogen der kunne mærke andet en pulsen og vægtløsheden. Vi var i himlen. Og efterspil blev det også til. Afslutningen “Ring af Ild” var meget passende til farvel og jeg følte mig også godt mæt. Perfekt til igen at sætte sig op på cyklen og skråle ud i natten.
I efterårsferien er en enkelt Disney/Pixar-premiere jo nærmest obligatorisk. Denne uge 42 var ingen undtagelse. I år hed filmen Ratatouille og handlede om en rotte med smag og sans for god mad.
Disneys tegnefilm kan inddeles i to grupper. De “seriøse,” der minder om klassiske eventyr, mod, identitet og kærlighed - livets store spørgsmål. Af gode i denne gruppe er selvfølgelig klassikere som Løvernes Konge, Den lille Havfrue og Askepot.
Den anden gruppe er komedierne, som ganske vist også nok skal være udstyret med en morale, men den træder i det meste af filmen i baggrunden til fordel for sjove “sidekicks” og kække bemærkninger. Her kan nævnes De Utrolige, Iceage, Toystory og Snehvide.
Ratatouille ligger med den gennemgående identitetskrise, der er for en rotte med fine fornemmelser, klart i den første gruppe. Og er faktisk den bedste i denne kategori, siden Løvernes Konge. De film, der ellers er blevet produceret inde for kategorien, har været småkedelige og uinteressante. Lige fra Pocahontas over Klokkeren fra Nôtre Dame til Tarzan har plottet været for fladt og historierne for forudsigelige. Den tendens må man sige Ratatouille gør op med.
Filmen er meget uforudsigelig af en Disneyfilm at være. Mange af scenerne er hjerteskærende sjove, uden at filmen på noget tidspunkt behøver at trække sidekicks ind, der ofte kan være irrelevante for handlingen (se elgene i Bjørne Brødre).
For de sarte, der synes, at rotter i køkkenet er lige klamt nok, har Disney sørget for, man jævntligt ser hovedrotteindehaveren vaske forpoter og gå på to ben, samt være uhyggelig pertentlig.
Den her film er helt sikkert en af årets sjoveste ha-ha oplevelser. Jeg garanterer for latterkramper hele vejen hjem fra biografmørket.
En hovedsagelig sort/hvid tegnefilm på fransk om en ung pige i Iran under både revolutionen og Irak/Iran-krigen, der af sine forældre, som 13-årig bliver sendt i sikkerhed i Europa… Jeg kunne godt selv høre, det lød tungt, da jeg forsøgte at overbevise mine venner om, at det her var denne måneds mest underholdende biografbillet.
Det lykkedes mig at overtale en god veninde, og jeg fik kun bekræftet mine høje forventninger. Persepolis er alt, hvad jeg forventede af Marjane Satrapi. Underholdende, sjov, ærlig og dybt seriøs. Hendes til tider noget kranke historie bliver fortalt på en sådan måde, at letheden på intet tidspunkt bliver overskygget af håbløsheden og tristessen, der ellers ligger lige til højrebenet.
Et godt eksempel er min yndlingsscene, hvor hun efter en livstruende depression bliver sendt “tilbage i kampen” af Gud og Marx. I næste scene ser man hende tage kampen op med livet, mens hun piv falsk og med utrolig fransk accent synger “Eye of the Tiger” fra Rocky. Kostelig underholdning.
Filmen bygger på tegneserien af samme navn, som også står på min lyststyrede to-do liste.
Persepolis er helt sikkert en film jeg skal se igen - og formentlig også eje, når det bliver en mulighed. Filmen er både en storslået fortælling om overlevelse, om at være menneske under umenneskelige forhold, splittet identitet og dannelse.
Selvom den kun går i tre biografer i Hovedstaden og én i henholdsvis Århus og Odense, er den besværet værd. Desuden kan jeg varmt anbefale alle fem biografer. De har en god og afslappet autentisk stemning til fælles.
PS: Hvis du tilfældigvis går på et franskhold i en eller anden sammenhæng, er det her altså en oplagt mulighed for at høre sproget udtalt tydeligt, som ingen indfødte franskmænd kan det. Få din lærer til at bruge en dag på at se den med jer. Det er oplagt.
Så løb Kulturnatten af stablen og det som sædvanlig med masser af palaver. Jeg er ret stor fan af idéen om at åbne op for alle institutioner og så holde en kæmpe familiefest for KBH og omegn. Jeg selv havde en mægtig effektiv en af slagsen, hvor jeg både fik set udklædninger på nationalmuseet, transvestitmodeshow på Huset i Magstræde og hørt moderne kompositioner på Libeskinds Jødiske Museum.
Det mest interessante var klart transvestitmodeshowet. Her var liv og glade dage, fuldstændig proppet, en del svenskere og alt fra 7 - 77årige, dog med en pæn overvægt af kvinder repræsenteret. Konferencieren var en meget lun og humoristisk trans, der fokuserede meget på tøjets pris, da det jo er vigtigt at holde sig for øje, når de skal have 2 opdaterede garderober.
Formålet med showet var selvfølgelig oplysning og åbenhed, så tabuerne omkring transvestisme kan blive brudt. Showet var simpelt men levede rigtig godt op til formålet. Her var det helt almindelige mænd i dametøj. Ikke noget med drags, og ikke flere pailletter, end vi andre også kunne finde på at bruge. Det her var hr. Larsen og Hr. Jensen, der også bare har brug for nogle gange at føle sig feminine. Hvor var det dejligt at se dem med hele deres person på scenen, lige så almindelige som alle andre mænd. Både generte og stolte over deres eget mod.
Det var tydeligt at de alle havde en meget fast og forskellig ide, og dermed fortolkning af, hvad der er feminint i alt fra gang til ansigtsmimik. Deres bevægelser i deres hverdagstøj, er formentlig helt anderledes.
Ifølge informationsfolderen kender vi alle mindst 4 transvestitter m/k i vores omgangskreds. Jeg har ikke fundet mine endnu - ved du hvem dine er?
Du kender sikkert situationen: Du er strandet mellem 2 møder/arbejde/uddannelse midt i København og mangler nu noget at tage dig til før næste show begynder. Her er de 5 steder jeg foretrækker at brug en ledig stund. De er kendetegnet ved at kunne overståes udbytterigt forholdsvis hurtigt, have skiftende udstillinger og være sikre vindere. Alle har gratis entré ved mindre andet er anført.
Alle bør tage sig tid til at finde sig en yndlingsafdeling her. Personligt er min den etnologiske afdeling, hvor de sidste gang jeg var forbi, havde en flot udstilling af samernes kunsthåndværk, der antageligt har fået en genoplivning inden for de sidste par år.
De faste samlinger er jeg for længst blevet træt af, men de har faktisk ofte på øverste etage til venstre, nogle små, lidt kuriøse særudstillinger, som plejer at være et besøg værd. Lige meget hvad, er udsigten fra tagterrassen ganske behagelig, så hvis museet er imellem særudstillinger, kan man jo slappe af her.
Denne kirke har flere gange været nævnt på bloggen. Den har som regel 2 store særudstillinger og “noget” for børn. Den er dog absolut ikke handicap eller ældrevenlig, da der er mange snørklede trin. Stadig en rigtig god og billig (20,-undtagen onsdag) måde at se samtidskunst.
Her gælder det om at holde tungen lige i munden. Man skal ikke tro man skal se flere særudstillinger, bare fordi de har flere man ikke har set. Museet er blevet utrolig flot, så hvis man alligevel er i nærheden af Nørreport St., er det en god idé at lægge vejen forbi.
Til sidst en enkelt Oase på Frederiksberg, som jeg for nylig har forelsket mig i.
Her er 4 styks sale at se. Det er næsten altid helt nyudklækkede kunstakademielever og de plejer at være godt curateret. Som al ny kunst er træfsikkerheden jo ikke fuldstændig, men det er i hvert fald nemt at forholde sig til, da det ikke kræver den store kunsthistoriske viden at opleve og sætte sig ind i.
Her var mit bud. Jeg vil selvfølgelig gerne høre hvis I har andre steder, der egner sig til små besøg i ny og næ.
God fornøjelse!
“Sir - are you going crazy with power?”
“Well of cause I am! Have you tried going crazy without power? It’s no fun - No one listens”
- mit nye yndlings Simpsons citat 
Simpsons starter med at tage hele broden af enhver form for kritik af filmen, ved a gøre tykt grin med sig selv, konceptet og publikum. Derfra går det i hektisk tempo, som nærmest kommer af sig selv, gennem halvanden time. Der var nok sammenlagt en halv time, hvor jeg ikke smågrinte. Det ene kvarter fordi jeg skraldgrinede, så højt at de kunne høre mig helt ud på gangen og det andet kvarter, fordi jeg på et tidspunkt, bare ikke havde energi til at grine mere.
Ikke siden South Park har tegnefilm i biografen været så meget for voksne og så smukt ironisk. Her er det så bare det mere genialt. Hvor South Park nogle gange gik over i det meningsløst sorte og makabre, holder Simpsons sig på kanten af det genkendelige, og vedholder at være elskeligt. Selvom jeg til tider fik helt ondt i tæerne af at krumme dem, når Homer endnu engang er pinlig, og det hele er helt uden proportioner kan jeg ikke lade være med at tænke at dette var det perfekte storyboard. Når der nu engang skulle tages livtag, med udfordringen at skabe tegneserie på spillefilm, kunne det vidst ikke gøres meget bedre.
Jeg overvejede lidt om det er med vilje at 3+ har sendt en række af de knap så geniale afsnit det sidste stykke tid. De(som alle var med gæsteinstruktør) står i hvert fald nu i stærk kontrast, til den gennemførte fortælling og skarpe skift, såvel som enkelt punchlines, jeg her til aften var vidne til.
Så ind og se den! Vejrudsigten siger regn de næste par dage - mere anledning behøver man ikke.
Jeg i dag forbi Kunsthallen Nikolaj. Det måtte blive på en torsdag, for der har de længe åbent. Kan ellers anbefale onsdag, hvor det er gratis.
Kunsthallen har for det meste nogle lidt kuriøse udstillinger. For tiden er det to meget forskellige udtryk der pryder de to etager, og modsat sidst består børnevenligheden kun i et lille rum, hvor børnene kan lave kollager inspireret af den anden udstilling.
Jeg valgte at nøjes med den ene. Den gjorde simpelthen for stort indtryk på mig til at jeg lige sådan kunne skifte fra stram, sanselig logik til det inferno af farver og indtryk, det lader til den anden udstilling bygger på.
Dagens kunstner hedder Annette Merrild og værket hed The Room Projekt.
Hun har skabt et helt fantastisk rum. Konceptet er ret enkelt. Hun har været rundt i ca. et halvt dusin storbyer og taget billeder. Alle har det til fælles at det er dagligstuer i etage/rækkehuse, så rummets grundform er ens. De er kvadratiske og det er almindelige middelklassehjem. Disse billeder er så hængt op på en labyrint af hvidt gitter på spejle. Denne anordning giver en fornemmelse af at svæve langs byens mure og kigge ind gennem væggene til almindelige menneskers hjem. Vel at mærke på den meget virtuelle måde.
Udstillingen bliver oplevet meget sansende, på grund af den flotte helhed i rummet. Det er bestemt en udstilling som alle kan se og få noget ud af. Selv blev jeg overrasket over, hvor høj grad den røde farve blev brugt i indretningen i Manchester, og tog mig selv i at stene over, der ingen fællestræk var ved de lejligheder, der havde valgt samme slags lamper i Madrid. Det her er et must for folk med hang til boligindretning og en æstetisk perle til alle os andre. Jeg vender nok tilbage - om ikke andet, så for også at få set den anden udstilling.
The Room Projekt har en ret sjov hjemmeside der ligger op til leg!