Når nu DSB Wildcard er så venlige at give mig rabat på en ny danseforestilling i Århus, skulle man være et skarn for ikke lige at besøge den. 

Forestillingen hed Raum og dansegruppen Mancopy. En ret prof gruppe, der virkelig kan noget særligt. Forstillingens tema var arkitektur og rummets muligheder og begrænsninger for mennesket i det.

Generelt er mine erfaringer med moderne danseforestillinger ret begrænsede, og antallet jeg før har set, kan vidst stadig tælles på én hånd. Trods det er jeg slet ikke i tvivl om kvaliteten af denne forestilling.

Selvom temaet kan være lidt svært at se for det utrænede øje, synes jeg virkelig danserne skabte et helt fantastisk organisk billede, der fint beskrev den konstruerede verden, arkitektur normalt holder sig inde for. Kun en enkelt del i midten af de 60 minutter mistede jeg fuldstændig den røde tråd til temaet, og det ville nok ikke have gjort noget, hvis denne del ikke havde været der.

Ligesom de foregående danseforestillinger jeg har set, var scenografi, så vel som kostumer utroligt minimalistisk. At det er nødvendigt, for ikke at forstyrre indtrykket af dansen, er jeg stadig i tvivl om, men der var da levnet lidt plads til individet. Der var detaljemæssige forskelle på de kvindlige danseres dragter, og mange af scenerne var en sværm af solodanse, med alle danserne på scenen. Scenografien, som bestod af et hvidt lærred på en transformable ramme, kunne godt være udnyttet bedre. Kun i begyndelsen og afslutningen kom den rigtig til sin ret.

Alle disse men’er til trods er jeg meget begejstret og overvejer sågar at se den igen, for at få flere detaljer med. Danserne var virkelig dygtige og koreografien helt fantastisk fantasifuld. Dansen havde helt sikkert sit eget - næsten fortællende - sprog. Men også kun næsten, for egentlig handling kan der ikke blive tale om her. Ingen eventyr - bare fri fantasi. 

Det er sjovt som temaer er gennemgående for de skulpturer man vælger at placere i bybilledet. Især dem der får lov at stå permanent fortæller noget om folkesjælen i Byen. Det bedste og mest rammende eksempel er vel de “Mennesker ved Havet” i Esbjerg af Svend Wiig Hansen, som præcist fanger hvad det både nu, i gamle dage og for altid vil sige at bo i en by der lever af havet.

Odense bærer selvfølgelig præ af ham der landsbydigteren. Flere af byens pladser har små skulpturer af kendte eventyrfigurer, så byen kommer til at virke som en hel lille børnebog. Præcist så uskyldigt, som Den Fynske Hovedstad - der er meget stolt af initiativer på cykelområdet(!)- bør være. Selv den modernistiske kunst, der er sat op, er eventyrligt tilsnittet. Her tænker jeg især på ”Moder Jord” foran Odense rådhus (igen af Svend Wiig Hansen)

Københavns essens er lidt sværere at sætte finger på og i forhold til størrelsen, er der også sat skammeligt får permanente skulpturer op. Til gengæld finder man gerne midlertidigt nogle af de mest moderne skulpturer på diverse pladser. Københavnere og andre vil huske både det store bilsammenstød på Kongens Nytorv, Kæmpeedderkoppen på Ny Torv og Botero på Strøget. Det er til gengæld en blandet landhandel, hvad man finder. F.x var alle torvene sidst jeg var i KBH plastret til med kæmpe plastikfigurer, som reklame for “ren-by“. Et meget sjovt projekt, men mere kampagne end kunst (selvom den grænse selvfølgelig også kan være vag). De få permanente skulpturer der er, er abstrakte, mere præcist abstrakt konstruktion, men de er ikke mange. Til eksempel skulpturen, aka klatrestativet på Axel Torv.

Og så er der Århus…
Det er klart at jeg efter at have vadet bymidten tynd i nu snart 5 måneder, også er stødt på de opstillede skulpturer. Og hvad kan de så? Det er ikke overraskende, at den Jydske (med blødt d) Hovedstad beskæftiger sig en del med husdyr. Men det lidt sjove er, at der er endnu en fællesnævner. De savler alle sammen! Okay, måske ikke lige flodhesten (den drikker), men i hvert fald de andre. Helt fantastisk sanselig er Grisen, der virkelig må være indbegrebet af romantisk billede på husdyrhold. Den har da også fået hæderspladsen foran rådhuset. Jeg har ledt efter andre skulpturer end de fire viste, men forgæves. Ville gerne have mere til at underbygge eller modsige mit billede af byen. Det landlige islæt i Danmarks andenstørste by, er vidst meget sigende for den indvandring, som sker på basis af hele Region Syd, Midt og Nords ungdom. Længere væk behøver den fædrene gård jo ikke være.
Lad dette være min sidste salut til byen, der efterhånden har holdt mig ud i et halvt år. På tirsdag trækker jeg øst over for sommeren, hvor både Roskildefestivalen og CPH Jazzfestival venter mig.

Var i weekenden i Berlin. En fantastisk by, som jeg godt og grundigt har forelsket mig i. På mange måder dog også en by, der ikke er særlig æstetisk smuk. Beton og neon er det altoverskyggende udtryk og den eneste akitekturelle linie er alt i alt (undtagen museumsinsel) er bygget efter anden verdenskrig.

Det er dog fascinerende, hvordan byen har haft et kæmpe opgør med kommunismen. Alt er stort set kommersielt. Kæmpe reklamer og logoer præger bybilledet, og det virker ikke som om firmaer, der har lyst til at købe en reklameplads i form af flere neonrør og lystavler, møder anden modstand end selvfølgelig prisen. Det er tydeligt at det er samme generation, som i starten af 80′erne i stille protest gik i levis jeans ulovligt impoteret til DDR, der har formet denne dynaliske by.

Berlin er ikke en by, der som foreksempel København, bærer præg af stærke beboerforeninger, der holder på deres ret til bybilledet som de kender det. Det kan selvfølgelig have rod i at Berlin de første mange år efter murens fald ikke var en særlig atraktiv by, trods den genvunden hovedstadsstatus. Folk gad ikke bo der, når man nu frit kunne flytte til resten af Tyskland, og det har derfor nok været nødvendigt, med ret lempelige regler for erhvervslivet i byen, for trods alt at fastholde udviklingen. Fascinerende er det dog - og befriende.

Så næste gang du frustreres over beboerforeninger i små sko, der ikke vil lade København udvikle sig - tag et smut til Berlin. Det er lige om hjørnet, og her er der urbanisering og udvikling for alle pengene!

For de nysgerrige kan man finde billeder fra turen her.

Man skal være godt tykhudet for ikke at havet opdaget at man kan få dansk øl i næsten lige så mange lande, som sælger Amerikansk sodavand. Carlsberg er et internationalt mærke og hurra for det.

Derfor var det netop fantastisk, da jeg en dag på arbejde slog et smut forbi Carlsbergbryggerigerne på Ny Carlsbergvej. Først og fremmest bød afstikkeren på et flashback til min barndoms utallige ture til københavnske seværdigheder, med såvel familie som skole. Dengang var det bygningens varemærke, de imponerende elefanter, der fik al opmærksomheden. I dag kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, man har valgt indiske elefanter, frem for afrikanske, det på alle måder er mere imponerende i staturen.

Dernæst opdagede jeg den guldfrise der er på indersiden af portalen. Den forstiller alle de der var med til at grundlægge bryggerriget og spillede en væsentlig rolle. Frisen er temmelig kikset og minder mest af alt om en blanding mellem sorthvidfotografier og helgenafbilledeninger, som man ser dem på ikonerne i Osmanniske kirker. Alle de der var med til at skabe værket - Ny Carlsberg posere fint i deres stiveste pus og er udødeliggjort med en lille navneplatte nedenunder.

Undtagen én.
Bryggerrigarbejderen. Dette stereotype billede på en hel gruppe, der uden tvivl bliver hædret med denne plads, helt ude til højre side, ville ikke være acceptabelt i et samfund, hvor individualitet og selvrealisering er fast pensum for et vellykket liv. Det ville være en hån. Men i den rette tidsånd er det dejligt at se en lille anerkendelse af “manden på gulvet”s indflydelse og vigtighed for fabrikken.

Dengang socialisme handlede om homogene grupper, med ens ønsker og behov og ikke om asociale fristæder, petitesseøkologi og gøgleraktivisme.

Nu nærmer vinteren sig, og den første forkølelse har lagt sig igen. Dette medfører en stor stigning af tedrikkeri for mit vedkommende. Selvom koppen, og især kaffekoppen er blevet umoderne til fordel for glas, er jeg nu mere til gode gammeldags tekopper. Koppen er en del af hyggen og for mig, er den ideelle kop te det samme som flydende hygge.

Sidste vinter fik jeg denne kop i julegave af min søster. Ind til dette års forkølelsessæson startede, havde jeg ikke rigtig taget den i brug. Den manglende hank gjorde mig skeptisk. Det virkede forkert og en anelse for cafelatte-smart til mit te-ritual. Og da jeg så fandt den frem i år måtte jeg da også lige brænde fingrene et par gange på den, før det gik op for mig, at den er uhyre smart lavet.

Utålmodig som jeg er, plejer jeg nemlig gerne at brænde tungen på den første kop te. Noget der ofte kan mærkes et par dage efter, forringer smagssansen og derfor godt kunne undværes. Men med denne hankeløse udgave kan man ikke løfte teen, før den har nået en fornuftig temperatur. Den forhindrer simpelthen tungeskoldning. Samtidig holder porcelænet fint på varmen, så man undgår lunken og kedelig te. Dertil kommer hyggeværdien i at holde om koppen og få varmet håndfladerne.

Alt i alt har denne kop overrasket mig positivt. Jeg troede måske den skulle nøjes med at være pyntekop, men nu bruger jeg den dagligt og tager kun de andre frem, hvis jeg har mere end én gæst.

I det hele taget er området fantastisk. Kunst, arkitektur, uddannelse og industri i en pærevælling. Det er fedt!

Den sidste ting (der var også meget andet!) jeg vil fremhæve er Den Geometriske have. disse høje “hækkerum” skaber en kort illusion om labyrinter og skjulte hemmeligheder. Man mister hurtigt fornemmelsen af facon når man går i dem, samtidig med at man tydeligt fornemmer det geometriske figurer, som havens indhegninger er formet i. Dertil kommer, at det er et dejligt sted at hvile hovedet efter 2 gange museum, rundvisning, særudstilling og skulpturhave i øvrigt.

Dommen er klar! Herning Kunstmuseum (og område) er klart en dag ud af kalenderen værd! Hvis turen til denne afkrog af Jylland kræver flere dage er det stadig en investering i tid, der kan betale sig.

I Weekenden kom jeg så endelig til at se Herning Kunstmuseum (HeKu). Museet er bygget i en nedlagt skjorte fabrik, der blev opført af Aage Damgaard, der i sand fluxus-ånd sørgede for kunst på arbejdspladsen - også i Kantinen. I dag indeholder skjortefabrikken både Herning kunstmuseum og Teko, som er en del af designskolen i Herning.

Heldige som vi var, bød dagens rundvisning også på en rundvisning gennem Tekos afdeling. Endnu mere heldige er dog de tekstildesignstuderende, der har deres daglige gang på Teko. Man har valgt at beholde den helt unikke indretning og på den måde er hele skolen nærmest én installation. Det må være virkelig inspirerende at arbejde et sted, hvor alting omkring én lægger op til netop den kreative proces, der er grundlaget for tekstildesign.

Det er nemlig ikke nok at have en fed inspirationskilde, eller en god idé. Tekstil virker (for det meste) kun todimensionelt og derfor kræver det et bestemt syn at lave mønstre, der både er grafisk velfungerende og tankevækkende. Det mener jeg klart er meget mere muligt i et miljø, hvor man har sat Poul Gernes til at udføre hans figur/baggrund - eksperimenter på vægge, lamper og stole. Det kan kun fordre den rigtige tankegang, der er en betingelse for ethvert grafisk udtryks beskaffenhed.

Mangen engang har jeg gået forbi 3f’s bygning i Kampmanns Gade, og fornøjet mig ved synes af den sjove skulptur, der står nede foran højre hjørne af bygningen. Det slog mig dog først, da jeg kom hjem fra min sommerferie i Kaliningrad, hvor mange lighedspunkter arkitekturen har med den beton enhver æstetikker frygter og enhver socialistisk diktator, har som en fast del af pensum på ungdomslederkursus.

Sammenligningen faldt mig først ind da jeg hjemvendt fra Kaliningrad, havde set kosmonautmonumentet.

(Jeg beklager turisterne, men det er, hvad vi var)
De to skulpturer minder så meget om hinanden i formsprog, og tør man antyde hensigt (?), at man skulle tro, det var den samme kunstner, der havde udført dem. Jeg skal ikke udelukke muligheden, men blot påpege, at det er påfaldende så meget disse to skulpturer har til fælles.
De er begge lavet i et naivistisk formsprog, der er med til at mane et billede af en idealverden. De bygger begge på den mest harmoniske af alle geometriske figurer, og de skildre begge mennesket i en form, der er fuldstændig blottet for individualitet. Man kan fristes til at forestille sig, at det de 3 arbejdsmænd er ved at bygger, er kosmonautens himmelrum.

Resten af bygningen underbygger bare idéen om en sovjet-kunstner/arkitekts indflydelse. Nogen vil nok mene, at der her er tale om et styks vaske ægte øjebæ (Tak for udtrykket Martin!), men jeg må indrømme, at jeg faktisk ind til nu kun har kommet i bedre humør af at passere denne skulptur. Det lidt simple verdensbillede, får en til at tro på samarbejde, fælleskamp og andet godt fra det røde hav. Bygningens råhed har sin egen forfalds-æstetik, men én ting er dog dybt utilfredsstillende:

Midt i denne harmoni af mekanisk tænkning og rå betonimperialisme, har arkitekten valgt at lave en organisk inspireret frise i bygningens top. Jeg formoder at inspirationen er hentet i plantedele, men det sørgelige resultat er i højere grad sprøjtende hundelorte. I Kaliningrad havde de i det mindste forstået at beton er beton. Det giver ikke mening at forklæde det som natur. Det kan det kun blive mere gyseligt af!

Alt dette har dog resulteret i at min begejstring for dette lille stykke socialistkunst, er blevet endnu større. Det er ikke hver dag man støder ind i så rendyrket beton, hvor der tydeligvis også er lagt tanke bag “værkets” udseende.

Hvor er det dejligt at konstatere at politisk korrekthed er kommet på mode igen - bogstaveligt talt. Første gang jeg hørte at nogen fra haute coture-verdenen tog deres opgave som rollemodeller alvorligt var for en måneds tid siden på CNN. Modeugen i madrid valgte arrangørerne at tjekke at alle modeller i showet havde en BMI inden for normalgrænseværdierne. Det skal dog nævne at meget høje piger nemmere får en høj BMI og derfor burde de fleste nok have en BMI over 20. I denne sammenhæng er det dog statementet der er det vigtigeste

Derudover har modehuset Noir Skabt deres eget Fair trade projekt, IlluminatiII,som producere deres bomuld. Om det og andre kan læses meget mere i denne artikkel fra Information.

Ud over disse to skal regnes et hav af marketingsstrategier fra mindre eksklusive mærker. I flæng kan nævne Doves reklamer og projekter med at inddrage “almindelige” kvinder, deres sammarbejde med landsforeningen mod spiseforstyrrelser, Smykkeproducenten Pilgrims samarbejde med læger uden grænser og sidst men bestemt størst alle kræftforkæmperne.

For der er tilsyneladende mange penge i at “støtte brysterne”. Hvorfor skulle ellers både Gosh, H&M og Hunkemøller bruge så mange reklamepenge på reklame for kræftforskning? Man kan nærmest indrette hele sit liv med produkter solgt med støtte til Kræftens Bekæmpelse.

Og det er ikke kun livsstilsprodukter der er ramt af den politiske korrekthed. Med BG-banks pluskonto får man en fantastisk mulighed for at støtte WWF hvis man opretter et Mastercard

Men hvad skal vi så bruge det til? Er det ikke bare nogle grumme finansfolk der forsøger at tjene penge og goodwill på andres ulykke? Er det ikke bare fordi vi bor i et samfund, hvor vi ikke kan betale bod i kirken og derfor må betale os ud af vores synder på anden vis? Jo - givet vis.

Men det positive ved alt dette ståhej er at den politiske korrekthed er ved at komme på mod. Ikke kun blandt den akademiske venstrefløj, men hos helt almindelige mennesker, der ikke altid lader sig forføre af højintellektuelle betragtninger og langhårede analyser om klimaforandringer og toldbarrierernes betydning for afrikanske bønner. For selvom motivet fra producenternes side højst sandsynligt ikke er anderledes end det altid har været, så er det symptom på at det nu igen er okay at være politisk korrekt - at det lige frem sælger. Og hvis det sælger godt, kan det være denne tendens breder sig til de dele af befolkningen, som dybest set er ligeglade.

Jeg er overbevist om at det gør en forskel, at det pludselig er blevet in at have socialt, globalt og økologisk engagement. Vi har de sidste 6 år oplevet et forfærdeligt opgør med den politiske korrekthed, som kun kan lede værdier i fordærv. Så skidt med at firmaerne kun gør det for pengenes skyld - hvad havde du forventet?

For mere inspiration til dit nye socialøkologiske liv start her.