Det går lige op for mig at jeg i min sommerkådhed har glemt at skrive at jeg er gået på sommerferie.

Som undskyldning får I her 2 korte klip fra L.O.C i TIVOLI i fredags.

… Og jo - det er os der synger med på na na na na na.

Og så lidt senere med en ekstra Sommersby under vesten…

Jeg håber alle har en god sommer, trods vejret. Selv er jeg gået i gang med at eksperimentere med frysselv ispinde for at få bare lidt af barndommens sommerstemning.

Vi ses når august lakker mod enden.

DR2s dokumentar “sport med Hitler” er netop slut.

Min kritik af temaet i Flammen og Citronen gælder slet ikke her. Sjældent har jeg set så veltimet en dokumentarfilm som denne. Netop i en tid hvor sportsverdenen hellere vil stoppe traditionen med at løbe med flammen i forskellige lande end at indse at man måske har valgt en så tvivlsom nation som OL-vært at protest er uundgåeligt. Det er ikke traditionen der er noget galt med. Det er Kina.

Jeg synes slet ikke Danmark skulle deltage og slet ikke uden at bruge lejligheden til at stille sig i råbekoret, der kræver fokus og handling på menneskerettighedsområdet. Dokumentaren i aften gør det så meget tydeligere hvorfor. Kina skal ikke have lov til at bruge OL som en legimitation af deres måde at drive stat på. Kina er for mig at se ikke meget bedre end det tredie rige. Ikke nok med at de også undertrykker det tibetanske folk, de undertrykker også deres egne. Det kinesiske styre er styret af magtstrukturer frem for ideologi under nogen form.

Det fine ved denne her dokumentar er at den gør det forståeligt, både hvordan sportssammarbejdet kunne udnyttes politisk, og hvordan det var så tiltalende og nemt for de danske idrætsfolk at deltage i al deres ariskhed. Det er rigtig fedt at de gamle sportsfolk fra den tid der deltager i programmet starter med at fortælle om deres skarpeste finte. Det skaber plads til deres professionelle stolthed som sportsudøvere og giver et glimt af den passion, som har været identitetsdannende for dem.

Det fortæller også at vi ikke kan forvente af sportsheltene, at det er dem, der skal tage beslutningen. Det er idrættens og folkets politikkere. Det er kulturministeriet, statsministeriet og Team Danmark. Ikke alle idrætsfolk deltager dog ukritisk.

Jeg var i løbet af ugen til julekoncert i Elias Kirke på Vesterbro Torv. En fin lille seance, hvor vi kom rundt om bårde Danske, Engelske og Tyske juleklassikkere. Organisten var virtuøs, trods han endnu ikke færdiggjorte koncervatorieuddannelsen og koret sang så smukt at min ledsagerske fik våde øjne af al den skønhed.

I det hele taget er det en rigtig god og billig måde at få lidt mere “ægte” julestemning, hvis man for eksempel er træt af TIVOLIs nisselandskab, eller i det hele taget har svært ved at finde juleglæden. Selv gør jeg det nok til en tradition at nå en enkelt pr. jul.

I kan selvfølelig ikke nå den jeg var til, men jeg har fundet en række julekoncerter i priskategorien gratis over de næste par dage:

København

Lillejuleaften i Fillipakirken, d. 23. kl.19

Juleblues med Jacob Green på Mojos Bluesbar, d. 23. kl. 21.30

Hjemløses jul i Den Grå Hal på Christiania, 24. og 25. kl. 24

Jule Kantater af J. S. Bach i Kildevældkirken, d. 26. kl. 15

Trinitatis Kirkes “Musik i Gågaden” d. 28. kl. 16:30

Århus

Orgelkoncert med Helge Gramstrup i Sankt Marcus Kirke d. 27. kl. 16

Fra Kirken til Kroen i Katolsk Vor Frue Kirke, d. 5. kl. 15

Aalborg

julekoncert i Vor frue Kirke d. 29. kl. 11

Odense kunne jeg ikke finde nogle koncerter, der inkluderede indendørs, gratis og behagelig julestemning.

En årlig tradition for mig er helt sikkert Bogforum i Forum. Altid om søndagen, fordi det er lade-sig-gøreligt.

Styrken ved Bogforum er at det er så bredt og stort at alle kan finde én eller flere i programmet, som vil interessere dem. Her findes alt fra idialistiske forfattere, nørdede videnskabsmænd og jounalister i den gode sags tjeneste til barnelige tv-værter og alvorlige politikkere. Det gælder dog om at holde tungen lige i munden.

Først og fremmest skal der lægges en plan. Hvem SKAL man se? Hvem er man villig til at undvære? Hvornår skal man bruge tid på at finde mad? Og hvor skal den time, hvor man bare shopper rundt ligge? Hvis ikke man fastlægger alt dette - mere eller mindre bevidst - vil man i stedet for en berigelse tage hjem med en forvirrende oplevelse af at Danmark har alt for mange forlag, der tilsynesladende er unødvendige i deres detaljegrad.

Det er utroligt fedt at opleve hvor bredt det danske bogmarkede egentligt er. At gå lige fra Egmont, der kun udgiver tegneserier og børnebøger til Gyldendahl til forlage der tilbydder gud og hver mand at få trygt deres egen bog. Hvor ellers falder man over hele stande med bøger om dansk fauna eller geografiske optegnelser.

Jeg valgte i dag at fokusere på at nå ind på den store sene, da Peter Øvig Knudsen, som netop har udgivet toeren til Blekkingegadebanden. Noget der kræver overskud til at stille sig i kø en halv time i forvejen. Den store scene er aldrig nem at komme til. Interwiuvet var utroligt spændende. Peter Øvig Knudsen kom vidt og bredt og fik under vejs både fortalt om hans eget forholdt politiet, hans fortid i den venstreorienterede presse, venstrefløjens berøringsangst og fornægtelse af begivenhederne, samt trekantforholdet mellem Mussat, PFLP-sympatisørene og PET.

Jeg blev efterladt med et indtryk af at han havde en meget nuanceret holdning til diverse aktørere, hvilket er meget naturligt, hans store arbejde med sagen, taget i betragtning. Men ingen tvivl om at han stadig hører til på venstrefløjen. Hans blik er nok mere nuanceret, end man er i stand til, hvis man ideologisk befinder sig langt fra kommunisterne.

Tidligere har Poetryslam stået højt på min prioriteringsliste, men i år kunne jeg ikke finde det på søndagens program. Måske er fænomenet blevet for populært, til at have brug for beskyttelsen af den store begivenhed. Måske er det ikke populært nok til at blive lukket ind i det gode selskab.

Vi ses, samme søndag, næste år.

Og så blev det endelig tid til virkelig traditionel Jazz, som selv vores bedsteforældre kunne acceptere det. Og så ved mindeankeret. Solskinsaften, kolde fadøl og gammeldags isvafler til de mere barnlige sjæle i Nyhavn, mens solen begyndte at nærme sig horisonten. Det blev næsten corny.

Efter en del indtryk de sidste par uger var det dog en befriende pause, før showet går videre. Så velkendt, så velkomment.

Theis lyder næsten fuldstændig som Louis Armstrong, og selvom trommeslageren var ny, kunne man sagtens høre at dette band (i følge en af deres mest dedikerede fans til stede) har spillet sammen i 43 år.

Her fik jeg endelig en bid af den fandenivoldskhed jazzfestivalen normalt har. Et enkelt par dansede tilfældigt rundt, folk sad på de mest uortodokse steder i området og trommeslageren skrålede højt med på melodien, når musikken ellers kun var instrumental. Alt i alt altså et par dejlige, afslappede, uhøjtidelige timer i Nyhavn, den aften.

Det er sjovt som temaer er gennemgående for de skulpturer man vælger at placere i bybilledet. Især dem der får lov at stå permanent fortæller noget om folkesjælen i Byen. Det bedste og mest rammende eksempel er vel de “Mennesker ved Havet” i Esbjerg af Svend Wiig Hansen, som præcist fanger hvad det både nu, i gamle dage og for altid vil sige at bo i en by der lever af havet.

Odense bærer selvfølgelig præ af ham der landsbydigteren. Flere af byens pladser har små skulpturer af kendte eventyrfigurer, så byen kommer til at virke som en hel lille børnebog. Præcist så uskyldigt, som Den Fynske Hovedstad - der er meget stolt af initiativer på cykelområdet(!)- bør være. Selv den modernistiske kunst, der er sat op, er eventyrligt tilsnittet. Her tænker jeg især på ”Moder Jord” foran Odense rådhus (igen af Svend Wiig Hansen)

Københavns essens er lidt sværere at sætte finger på og i forhold til størrelsen, er der også sat skammeligt får permanente skulpturer op. Til gengæld finder man gerne midlertidigt nogle af de mest moderne skulpturer på diverse pladser. Københavnere og andre vil huske både det store bilsammenstød på Kongens Nytorv, Kæmpeedderkoppen på Ny Torv og Botero på Strøget. Det er til gengæld en blandet landhandel, hvad man finder. F.x var alle torvene sidst jeg var i KBH plastret til med kæmpe plastikfigurer, som reklame for “ren-by“. Et meget sjovt projekt, men mere kampagne end kunst (selvom den grænse selvfølgelig også kan være vag). De få permanente skulpturer der er, er abstrakte, mere præcist abstrakt konstruktion, men de er ikke mange. Til eksempel skulpturen, aka klatrestativet på Axel Torv.

Og så er der Århus…
Det er klart at jeg efter at have vadet bymidten tynd i nu snart 5 måneder, også er stødt på de opstillede skulpturer. Og hvad kan de så? Det er ikke overraskende, at den Jydske (med blødt d) Hovedstad beskæftiger sig en del med husdyr. Men det lidt sjove er, at der er endnu en fællesnævner. De savler alle sammen! Okay, måske ikke lige flodhesten (den drikker), men i hvert fald de andre. Helt fantastisk sanselig er Grisen, der virkelig må være indbegrebet af romantisk billede på husdyrhold. Den har da også fået hæderspladsen foran rådhuset. Jeg har ledt efter andre skulpturer end de fire viste, men forgæves. Ville gerne have mere til at underbygge eller modsige mit billede af byen. Det landlige islæt i Danmarks andenstørste by, er vidst meget sigende for den indvandring, som sker på basis af hele Region Syd, Midt og Nords ungdom. Længere væk behøver den fædrene gård jo ikke være.
Lad dette være min sidste salut til byen, der efterhånden har holdt mig ud i et halvt år. På tirsdag trækker jeg øst over for sommeren, hvor både Roskildefestivalen og CPH Jazzfestival venter mig.

Eller i hvert fald så godt som…

I weekenden var jeg alt for tidligt oppe lørdag morgen for at tage til vaske ægte loppemarked i DRs lagre i tv-byen. Og man skulle godt nok tidligt op for at følge med. Det er åbenbart noget Danskerne kan finde ud af. Kl. 9, da vi ankom, var der allerede sort af mennesker. De fleste virkede mest som turister, der bare kom for at se alle kulisserne og kostumerne.

Når man kom tættere på mødte man dog de rigtige loppegængere. Folk der med nysgerrigheden siddende yderst på næsen gennemgik enhver kasse med alt fra ubrugelige DR-kabler til bøger fra og om forrige århundrede.

Selv var jeg ikke meget bedre. Selvom jeg ihærdigt forsøgte at undgå at samle et lad fuld kunne jeg efter en times standhaftighed ikke holde mig fra en lille printer, hvor strømkablet var blevet væk (med andre ord så godt som ubrugelig)og en rejseskrivemaskine, der skreg ung Lise Nørgaard (var der nogen der sagde ubrugelig). Ud over den latterligt lave pris, for noget der i øjeblikket syntes verdens ottende vidundere følte jeg mig faktisk heldig og gør det stadig.

Det er ret fjollet og overhovedet ikke fornuftigt, men jeg tror de fleste endte dagen på den måde. Med ragelse, der for en stund fik dem til at føle sig som lykkens pamfiliuser. Der blev i hvert fald slæbt derfra, så lidt indtjening må der jo havet været til at fylde hullet.

Dette var ugen hvor Carl-Hennig Pedersen døde, hvilket sendte mig i ringhjørnet til en eftertænker.

Danmark har helt sikkert mistet en stor maler, men min tribut til ham skal ikke handle om hans forcer eller om hans historie i vesteuropæiske kunsthistorie. Det kan man slå op eller læse om på tidligere blogindlæg.

Jeg vil meget hellere i den forbindelse beskæftige mig med alderdommen i vores egen kultur, for jeg synes CHP blev gammel på en smuk måde. Den 10 år gamle dokumentar om en 80årig CHP mindede mig om, hvorfor man eksperimenterer som ung. Som ung var Carl-Henning Pedersen nemlig ganske nyskabende og kontroversiel. I dag er hans kunst omtrent lige så kontroversiel som Monets åkander.

Men sikke en intensitet og arbejdsproces. Han vidst på sine gamle dage præcis hvordan han var bedst. Ikke noget med at redefinere sig selv, ingen eksperimenter, ingen nytænkning – kun ekspertisen. Og det er vel det, der retfærdiggør al den udsvæven, de heldige oplever som ung. Alle eksperimenterne får på et tidspunkt et resultat, som hvis man er heldig og mærker efter forhåbentlig fører til en smuk alderdom. En alderdom, hvor man ikke behøver undre sig og være i tvivl, om der skulle være et bedre sted at befinde. Hvor man kan være afklaret, tilfreds og fordybe sig i de ting man har erfaret man kan lide.

Jeg kan derfor godt blive lidt ærgerlig når folk nægter at tro, at de på et tidspunkt går i stå. Når jeg møder mennesker der fast tror de skal kunne være i stand til at udvikle sig i enhver vilkårlig retning resten af livet. Og især når man kan mærke at de mener dette er ønskværdigt.
Jovist – man skal udvikle sig hele livet. Men udviklingen skulle meget gerne på et tidspunkt få karakter af efterforskning, uddybning og forfinelse i stedet for rastløse eksperimenter.

Denne tilstand af ”ophøjet visdom” er ikke noget der kommer automatisk, fordi man bliver gammel. Ligesom man ikke nødvendigvis automatisk er kreativ, innovativ og omstillingsparat som ung. Den er kun forundt de heldige, men det er overskuddet til reelt at eksperimentere i ungdommen også. De fleste klarer sig bare så godt de kan.

Jeg tror man spænder ben for sig selv, hvis man nægter at forlige sig med den dag, man ikke længere har energi til at starte forfra – nulstille sit liv. Hvorfor denne trang til at nulstille. Hvad med alle de værdier man har fundet og bygget op? Hvorfor ikke bygge videre o se om man skulle være én af de få, der rammer himlen?

Gør som CHP – eksperimenter, forarg, agér! - i ungdommen, men lad din alderdommen være alderdom. Du bliver ikke lykkelig af at starte på en frisk, dit hele liv – bare træt.

Valentines er over os igen. Vi har efterhånden taget den til os.

Man kan tydeligt mærke generationsforskellene og at generationerne er blevet kortere. Man snakker om kun 7 år, før der kulturelt er skiftet en generation. Valentines er ét af de områder, hvor jeg tydeligt mærker de kortere generationer. Jeg tror ikke jeg kender nogen, der er ældre end mig, som ikke stadig ser det som en udelukkende amerikansk tradition, nogle så vælger at kopiere, mens dem der er 7 år(eller mindre) yngre end mig har accepteret den. I dag fortæller P3 nyhederne blandt andet om en stigende tendens til, at unge mennesker planlægger at bruge denne dag til at springe ud i sexlivets glæder.

Det synes jeg egentlig viser meget godt, at vi har et hul i vores danske riter. Før i tiden fungerede brylluppet som overgangsrite i denne særlige situation. I dag er brylluppet skudt så langt op i aldersrækkerne at ingen sunde og normalt fungerende mennesker, forventes at vente så længe. Brylluppet handler i dag hovedsageligt om at cementere ens tilværelses form - partneren er for længst fundet - den faste indkomst også gerne - og det første barn gerne sat i verdenen.

Desuden har overgangen til seksuelt aktivt individ og børn ikke længere nogen sammenhæng. Derfor er den seksuelle debut i sig selv blevet en overgang. De andre overgange, har vi riter for, men ikke denne og derfor er vi modtagelige som samfund for denne tradition, der i manges øjne kun handler om rige blomsterhandlere og chokoladefabrikanter. De fleste af vores riter opstår i samspil med andre lande, så det at vi låner lidt fra USA, kan ikke være et problem. Det er kun naturligt. Da vi manglede traditioner at knytte til den borgerlige jul, i starten af det 19. århundrede kiggede vi til Tyskland, som nærmeste stormagt og adopterede blandt andet juletræet.

Lad de unge endelig få nogle traditioner, at gøre den til tider meget skræmmende oplevelse, debuten i seksuallivet og kærlighedslivet i almindelighed, lidt nemmere.

Vi lever i dag i et samfund, der trods kunstens almindelige krumspring er domineret af det matematiske centralperspektiv. Selvom især ekspressionisterne har gjort oprør mod den fotografiske afbildning af virkeligheden, som det nødvendigvis mest præcise udtryk, er vi stadig en kultur, hvor det matematiske centralperspektiv, (hvor ting bliver afbilledet alt efter hvor tæt på beskueren det befinder sig) er den bredest accepterede afbildningsform. Sådan har det ikke altid været.

Før man opdagede eller rettere udforskede det matematiske centralperspektiv, blev afbildningernes størrelse afgjort af den størrelse tingene indbyrdes havde i virkeligheden. Som eksempel kan man kigge på kalkmalerier. Drengen er mindre end den voksne og hunden er igen mindre end drengen.

I de katolske lande blev billedforbudet i biblen taget så seriøst, at alt ikonmaleri skulle males på en bestemt måde, efter særlige “skævvridende” principper, så guden ikke var i tvivl om, at man som menneske godt vidste, at man ikke ejede skaberens perfektion. Derfor var der vældig debat i Italien, da man begyndte at udforske centralperspektivet. Det var simpelthen for virkeligt. Ligesom Platon mente man, at det var korrumperende at efterligne virkeligheden i en sådan grad.

Forskellige mindre civile samfund afbilleder efter det man kunne kalde et behovsperspektiv. Med det mener jeg, at de simpelthen afgør størrelsen på figurerne efter hvor stort et område, der er behov for at dekorere, med horror vacui i den geometriske periode i forhistorisk Grækenland og hulemalerier i Europa samt redskabsdekorration til eksempel.

I det gamle Ægypten opererede man med betydningsperspektiv. Pyramidernes indersider er fyldt med bittesmå slaver, kæmpe faraoer og lidt lavere dronninger. Skidt med hvor figurerne er i forhold til hinanden og hvilken fysisk størrelse de har!

Og i dag gik det så op for mig, midt i en forelæsning om biokemi - Kemien bruger også betydningsperspektivet i deres grafiske afbildninger af molekyler. Endeløse kulhydratkæder bliver forsimplet til små streger, og små radikaler for uforholdsmæssigt meget plads, på trods af deres meget færre antal bindinger. Alene fordi det er radikalet, der har betydning for, hvordan resten opfører sig og hvilke reaktioner/funktioner molekylet har. Midt i logikkens hjerte har man valgt at gøre op med det matematiske centralperspektivs dominans og trangen til at efterligne den visuelle virkelighed.