DR2s dokumentar “sport med Hitler” er netop slut.

Min kritik af temaet i Flammen og Citronen gælder slet ikke her. Sjældent har jeg set så veltimet en dokumentarfilm som denne. Netop i en tid hvor sportsverdenen hellere vil stoppe traditionen med at løbe med flammen i forskellige lande end at indse at man måske har valgt en så tvivlsom nation som OL-vært at protest er uundgåeligt. Det er ikke traditionen der er noget galt med. Det er Kina.

Jeg synes slet ikke Danmark skulle deltage og slet ikke uden at bruge lejligheden til at stille sig i råbekoret, der kræver fokus og handling på menneskerettighedsområdet. Dokumentaren i aften gør det så meget tydeligere hvorfor. Kina skal ikke have lov til at bruge OL som en legimitation af deres måde at drive stat på. Kina er for mig at se ikke meget bedre end det tredie rige. Ikke nok med at de også undertrykker det tibetanske folk, de undertrykker også deres egne. Det kinesiske styre er styret af magtstrukturer frem for ideologi under nogen form.

Det fine ved denne her dokumentar er at den gør det forståeligt, både hvordan sportssammarbejdet kunne udnyttes politisk, og hvordan det var så tiltalende og nemt for de danske idrætsfolk at deltage i al deres ariskhed. Det er rigtig fedt at de gamle sportsfolk fra den tid der deltager i programmet starter med at fortælle om deres skarpeste finte. Det skaber plads til deres professionelle stolthed som sportsudøvere og giver et glimt af den passion, som har været identitetsdannende for dem.

Det fortæller også at vi ikke kan forvente af sportsheltene, at det er dem, der skal tage beslutningen. Det er idrættens og folkets politikkere. Det er kulturministeriet, statsministeriet og Team Danmark. Ikke alle idrætsfolk deltager dog ukritisk.

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi handler De unge år om Lars von Trier som ung, i form af filmskoleeleven Erik, der i halvfjerdserne bliver optaget på filmskolen ved et liderligt tilfælde. Erik skal så meget grueligt galt igennem, før han til sidst bliver et ægte usympatisk geni. Et rigtigt røvhul. Som Lars von Trier selv speaker ind over filmen: “Egentlig var Erik en ganske flink og sympatisk dreng. Han lærte bare at vende denne del af sig indad´´. Hvorefter han ved at lyve, får sendt en mand med højdeskræk op i en 35 meters kran, for at få den mest autentiske reaktion.

Filmen er klart kræs for filmnørder. Både på grund af hovedpersonen, men i lige så høj grad fordi man kan læne sig tilbage og se en mangfoldighed af simple filmtricks blive brugt lækkert.

Derudover er der ikke noget specielt at fremhæve filmen for. Jeg kedede mig flere gange. Manuskript, handling, tema var alt for tyndt, kedeligt og selvsmagende, -ynkende, -undskyldende. Det kunne man måske have forudset ville nogle mene, men jeg gik faktisk ikke ind med høje forventninger. Jeg forventede let komik med en knivspids falden-på-hale. Det var det jeg synes traileren lagde op til. Der var da lidt, men slet ikke nok til at bære en film og slet ikke nok til at underholde mig.

Lad være at se den. Den er hverken penge eller tid værd.

Festugen i Århus’s hjemmeside er en noget rodet affære. Det var derfor heller ikke nemt at finde ud af, hvor det gode sted at fordrive fredag aften i var. Jeg endte med at trave byen tyndt og sætter mig forskellige steder, for at lodde stemningen. 

Festugen er meget bred. Jeg er generelt fan af miljøer, arrangementer og stemninger der har plads til mange og appel til mere end en lille gruppe cafelattedrikkere og kulturradikale. Og selvom der var plads til alle aldre, henvendte stemningen sig hovedsageligt til folk der har opvokset og trivedes i en provinsiel halbal-atmosfære. 

PS12 er sikkert et meget fint band i deres genre, men at gøre dem til hovednavn på den største openair-scene fredag aften er ren og skær synd. Det er nærmest provokerende bredt og ligegyldigt.

Heldigvis fandt jeg efter en del traven til diverse scener og telte et fint lille band, med en humoristisk dukkelignende forsangerinde, som charmerede alle. Den røde scene på Kloster Torv har i det hele taget været et hyggeligt afslappet sted, hvor jeg sjældent er gået forbi uden at konstatere mindst 20-25 mennesker der sad og hyggede. 

Jeg er sikker på at festugen byder på mange mere udfordrende eller bare interessante ting, og havde også flere punkter jeg egentlig gerne ville have set. Men hele den spontant tilgængelige del, synes jeg  godt kunne have haft et mere varieret fokus, der kunne have sat spørgsmålstegn ved den provinsielle stemning.

Fredag tog jeg på Musikcaféen i Huset for at se soul/funk (Band of the Universe), men fandt ud af de var blevet erstattet med et andet band, nemlig Mette Damms Musica. Blev og så det for beskrivelsen i folderen på stedet lød interessant.

Bandet var sådan set dygtigt nok og Mette Damm på vocal var også ganske imponerende, men hun passede ikke ind. Ikke til bandet (som igen var meget dygtige ud i jazz’en), ikke til genren, ikke til rollen.

Hun ville være perfekt til musikals. Stor stemme og meget teatralsk. Der er bare en grund til at der kun er én stor ballade i musicals. Da hun så i midten af sjov valgte kun at optræde med hende og pianoet føltes det som om jeg havde Memory fra Cats på repeat i stedet for liveband.

Hun er ellers ganske interessant at opleve, som person. Med en positur som 90′er-Alanis Morrisete, en mimik som en operasanger, iklædt sort balarinadragt med dobbelt lag gennemsigtigt strittende skørt og en fanasi som en 8 årigs bliver man også ret glad af hendes optræden. Jeg savner dog fortsat en fornemmelse af virkelighed i hendes univers. Den jazz der kom fra instrumenterne fortalte ikke samme eventurer som hende tekster og fortolkninger.

I denne weekend flyttede jeg til Århus. Det er en god og fin by, med et varieret cafémiljø og et natteliv jeg stadig mangler at udforske.

Men hvad sker der for de store ryger-afdelinger? En måned før Danmark endelig får fornuftige regler om rygning på arbejdspladser og offentlige steder, og dermed kommer med i front blandt EU-lande, der gør en profylaktisk indsats for sundheden, har de fleste Århusianske restauranter og caféer langt større ryger-afdelinger end ikke-ryger. Vi snakker ikke bare på kvadratcentimeteren, vi snakker forhold ala 1:3-4 Og det på trods af at retningen inden for restaurationsbranchen i København de sidste mange år har gået mod flere og flere begrænsninger for rygerne.

Århus må da få et chok 1. marts, når den vågner op til den friske morgenluft og de nye tider.

Rygning er so last millennium!

Var sidste torsdag på nationalmuseet for at se Tycho Brahes Verden. Udstilling er meget fin og pædagogisk bygget op, men jeg kan altså godt blive lidt træt af alle de børnevenlige tiltag.

Jeg er ellers en stor fan af at gøre museumsbesøg mere børnevenlige og tror generelt mange vil få meget ud af tidligt i livet at stifte bekendtskab med den side af samfundet. Af gode kan nævnes den føromtalte udstilling af Carl Quist Møller og mange af især Arkens børneprojekter virker fornuftige. De er kendetegnet ved at være let tilgængelige, aktiverende og et tilvalg. Hvis kommer som ikke-børnefamilie dér, kan man sagtens undgå at blive involveret.

Egentlig ser det meste af udstillingen på Nationalmuseet fornuftig ud. Den er flot opsat, har forklarende skilte der fortæller om tiden og et mere dybtegående katalog, for de voksne - ikke meget videnstung, men meget flot lavet. For så at få de mindste der ikke kan læse med, har de til anledningen opfundet en lille dværgedukke, der mildest talt er irriterende. Forskellig steder i loftet hænger der monitorer, der registrerer om du står ved de montre, dværgen er i. Dette udløser den mest irriterende stemme, der i bedste pixibogsstil fortæller om udstillingen. Sikkert utrolig sjovt når man er 4-8år - enormt irriterende for alle andre.

Det endte med at jeg gik og kiggede mig over skulderen hele besøget igennem for at være sikker på at undgå dværgen. Det er ikke menningen med museumsbesøg. Børnevenlige tiltag er godt, men det ville være rart hvis man en anden gang, lod være at stresse resten af publikum i form af en dværgedukke, der “springer på” én i et hvert uopmærksomt øjeblik.

Jeg er alt for gal til selv at kommentere. Blot vil jeg linke til 2 der gør, og nyheden.

Kulturens penge

Brian Mikkelsen utilfreds med revisionsfirma

Da jeg er den heldige ejer af et Tivoli årskort føler jeg det nærmest er min pligt, som tidligere nævnt at nå at opleve alle deres ny koncepter. Denne gang indbefattede det at bruge en aften på at gå en tur gennem Tivolis nye Halloween-koncept.
Der var ikke nær så mange mennesker, som på julemarkedet, hvilket klart var et plus. Der var spredt halm, for at skabe stemning, går jeg ud fra, og der var græskar over det hele. De små boder solgte alskens godter og børnene var generelt glade.

Selvom græskarudsmykningen selvfølgelig havde sin berettigelse i den ikke særlig danske tradition, Halloween, var den altså usigelig grim og ikke nær så hyggelig som julelys. Da det nu er kartoffelferie, kunne det jo være sjovt at se hvad Tivoli ville få ud af dette emne. For selvom PumpkinJack var allesteds, så var temaet ikke særlig gennemført. Selvom både Barbieudstillingen og playstationland sikkert var et hit blandt de mindste (jeg kender ingen “små” jeg kan tage med som undskyldning), havde det ikke meget med temaet at gøre.

Men det er jo hvad det er. Tivoli skal underholde og tjene penge - længere er den ikke. Men det mest absurde oplevede vi (jeg havde slæbt min søster med), da vi besluttede os for en kop kakao. Papkruset havde 5 kr. pant. (lidt bureaukratisk, men sikkert godt for parkens renovationsassistenter) og skulle efterfølgende ikke afleveres, hvor man havde købt dem, men i en virkelig langsom maskine. Én ad gangen!!!

Ét er at man i Tivoli skal stå i kø til forlystelser og nogen gange risikere at spilde tiden i en kø på vej til fredagsrock, men at Tivolis køkultur nu også ombefatter pantautomater, der lystigt spytter 5 kroner ud… Én ad gangen. Det er mit liv simpelthen for kort til.

Næste år måtte pynt og tema gerne være lidt mere opfindsomt og så forslår jeg at man lader Carlsberg stå for pantkrusene. Panten er her 1,- pr- bæger og deres personale kan godt finde ud af at tage imod mere end én kop ad gangen.

Vil egentlig ikke spilde særlig meget af hverken jeres eller min tid på denne film. Blot advarer om at Den Grimme Ælling og Mig ikke er en særlig god film.

Det virker mest af alt som om de har skrevet den mens de lavede den uden helt at være klar over hvordan det skulle slutte eller hvad pointen skulle være. Jeg kan ikke helt beslutte mig for om der er tale om plot uden handling eller handling uden plot.

Den er ikke engang charmerende på en barnlig måde, som mange andre danske tegnefilm har været det. Eksempelvis “hjælp jeg er en fisk” og “Jungledyret Hugo“, på trods af vandede efterfølgere.

Efter min ansættelse i handicaphjemmehjælpen i Valdemarsgade, må jeg igen undre mig over en meget mærkelig virksomhedskultur, der dyrkes inden for social- og sundhedsbranchen.

Det er min fjerde ansættelse i hjemmeplejen, og igen mødte jeg dem - plakaterne. Håndskrevne og i reglen med omkring 7-15 punkter for god opførsel. De er på et hvert personalerum, og indeholder gerne råd så som - vi giver hinanden plads til at have en dårlig dag - og - vi arbejder bedst som én helhed i stedet for små klikker.

Første gang jeg stødte på disse plakater, som lugter langt væk af klassens time i folkeskolen og teenagere med adfærdsproblemer, var da jeg i 8. klasse var på 3-dages besøg på den lokale social- og sundhedsskole. Min umiddelbare reaktion, da jeg så dem i et af klasseværelserne, var at det måtte være en klasse med problemer, siden det havde været nødvendigt at skrive disse selvfølgeligheder op. Siden har jeg erfaret at det er almindelig praksis, at alle hjemmeplejegrupper på et tidspunkt har haft et personalemøde, med skemalagt “plakatmagerrig” på dagsordenen.

Men hjælper de så?
Jeg ved det ikke med sikkerhed, men for mig gemmer disse plakater, med almindelige normer for almindelig høflig opførsels nødvendighed på væggene, en konstant latent trussel om, at dine kollegaer ikke vil dig noget godt, og at alle kører deres eget løb. Jeg tror vi her har at gøre med utilsigtet omvendt pædagogik.

Det er helt sikkert velment, men i sidste ende fører det kun til større mistænkeliggørelse af offentligt ansatte, end de allerede er udsat for - også imellem dem. Det kan umuligt skabe et bedre klima i en i forvejen presset arbejdstid, at der hænger konstante anklager om dårlig opførsel på væggene. Hvis ikke det var en anklage om mangel på almindelig menneskelig anstændighed – hvorfor skulle de så være nødvendige? Er offentligt ansatte ikke som udgangspunkt lige så gode mennesker som alle andre? skal de opdrages som en uansvarlig 7. klasse.

Jeg synes ikke det er en ordenlig måde at behandle voksne mennesker.