Den klassiske pantomime er denne sommer på forsøgsbasis blevet lagt  hænderne på Steen Koerner, manden bag hiphop-udagve en Sylfiden. Sylfiden var ikke meget anmelderrost, men koreografien blev brugt i Nephews video “igen og igen”.

Også denne gang er det et gammelt værk, der skal nyfortolkes gennem hiphoppens sprog. Opgaven er mere oplagt, da pantomimen i forvejen er sprogløs, og derfor nemmere lader sig danse. Et par balletdansere er der også og det er meget fascinerende, at se de to stilarter over for hinadnen. Især de scener, hvor de kopiere hinadnens dansetrin, men i hvert sit “sprog”, giver en god effekt. I det her stykke får hiphoppen virkelig lov til at vise, hvor egnet det er til fortælling.

Danserne gør det virkelig godt og puplikum grinte flere gange, uden at det på noget tidspunkt mindede om falde-på-halen komedie. Den mere skræmmende udgave af Pjerot, som vampyr virker rigtig godt, når han langsomt men sikkert breakdanser hen imod sit offer med tænderne klar.

Desværre har Vampyren Pjerrot spillet for sidste gang i år, men på grund af succesen vil TIVOLI også sætte den op næste år.

————————————————————

Der kommet flere forstillinger, så hele denne weekend vil det også være muligt at se hiphoppantomimen.

Jonatan Spang er, som de flest vil vide flyttet til Nørrebro teater, hvor han kan få lov at gøre hvad han vil - han sidder nemlig i direktørstolen. Og hvis man har fulgt bare lidt med i dansk populærteater inden for de seneste år betyder det, at det er her det sner.

Med sig fra Betty Nansen har han taget SkRaKo-konceptet. Denne gang er han tilbage i en næsten fuldstændig mandedomineret opsætning, men når temaet er Biblen, bliver der bare heller ikke levnet meget plads til kvinder.

En kvinde er det dog blevet til. Linda P. bedre kendt som Christel, giver den fuld gas for vestegnsfemøren. Hendes timing var helt perfekt, og jeg synes virkelig hun styrer publikum godt. Hun er ikke Christel, men det er tæt på nogle gange, og fordi hun mangler den hvide dynejakke og det lyserøde bling, bliver man helt i tvivl om, hvor tæt på virkeligheden de ting hun fortæller er.

Ellers er den eneste anden usædvanlige præstation Jonatan Spang. Som sædvanligt, fristes man til at sige. Hvad forhindrer det af den danske presse udråbte vidunderbarn i at spille Gud og Jesus, når han får sit eget Teater? Han kunne ikke gøre det alene. Vi er nødt til at have Trylletrolden og de to rappere, til at skabe kontrast. Det er ikke fordi de ikke gør det rigtig godt. De er bare ikke Hr. Spang, og det her stykke er simpelthen skrevet til, at han skal stråle. Så nytter det jo ikke at lade de andre fylde for meget.

Til sidst i stykket har Wonderkid en monolog, som for mig får hele stykket til at minde om en 30-års krise. Men sikke en vellykket en. Hvis man skal håndtere alderens snigen, det voksne ansvars uundgåelighed og forfaldet, er det ikke en helt dårlig måde, at gøre sig selv til gud og jesus, og så i øvrigt bestemme over alt og alle.

Det her stykke er alt i alt virkelig vellykket og klart på højde med det første SkRaKo, Gynt. Deres diskussion af kristendommen er meget aktuel og forholder sig meget til den måde, vi tænker religion i dag. Selv den midtjyske syngesangleg kristendom får et par huk med på vejen af den kærlige slags og som folkekirkekristen dansker er det fedt at nogen endelig diskuterer, hvad hele showet handler om.

Den går en lille måned endnu, så det kan stadig nås for dem der ikke har fanget hvad det er ham der Jonatan kan…

I løbet af uge havde jeg en helt fantastisk aftale med nogle damer om at tage ind og se Propaganda på Edison. En lille scene på Betty Nansen, jeg faktisk aldrig har besøgt før.

Jeg var tydeligvis ikke den eneste der var kommet med “nogle damer”. Faktisk var nogenogtres procent af de tilstedeværende hunkøn. Det ved jeg, for det blev undersøgt. Det og så alt fra vores holdning til Irak krigen til vores avisvaner.

I Propaganda behandler skuespillerne det moderne demokrati gennem en diskussion af vores alle sammens vaner og evner til at orientere os i medier og politik, hele tiden understøttet af afstemninger blandt publikum som alle er udstyret med en lille stemmeboks.

De havde mange sjov “hvis-mig-dit-køleskab-og-jeg-skal-fortælle-dig-hvem-du-burde-stemme-på”-pointer. Derudover var jeg helt vild med det lille stykke legetøj vi fik udleveret. Dog var der lige lovlig meget samfundsfag for 3.g over mange af pointerne.

Forestillingens stærkeste kort er selvfølgelig aktualiteten. Der er ikke noget forældet her. Pointer fra formiddagspressen var allerede med samme aften. For folk der blev mere forvirret end forklaret af folketingsvalgkampen ville nyde godt af at gå en tur ind og se forestillingen
.

Jeg var torsdag inde og se Chicago på Det Ny Teater. Et teater der næsten udelukkende gør det i film-musicals, uanset om de startede i den ene eller anden genre. Således har de de sidste par år haft Skønheden og Udyret, Phantom of the Opera og deres næste opsætning er Kongen og mig.

Selv så jeg Phantom of the Opera og synes da den var mægtig flot. Chicago derimod var ikke videre interessant. Den meget nøgne sort-hvide udtryk gjorde overhovedet ikke indtryk, og jeg manglede måske også et tema, jeg kan brænde til for. I en musical hvor alle er onde er det svært at blive passioneret involveret i den lykkelige slutning. Musicalelskere som mig selv er romantikere over en bred kam, og den side henvender denne fortælling sig bare ikke til.

Jeg var ret vild med filmen, fordi den var meget mere glamourøs og romantisk i setup’et. Deres Roxy er mere enfoldig, en Det ny Teaters, hvor hun mere virker som en psykopatisk galning. Det gør personfortællingen ligegyldig, fordi man dybest set bliver ligeglad om hun bliv dømt til hængning eller ej.

De klassiske scener, var dog stadig sjove. Jeg forelskede mig klart mest i Roxys usynlige mand i “cellofan mand”-nummeret. Pressekonferensen, hvor Roxy bliver til en hånddukke og de 6 morderskes sang var også virkelig underholdende scener. Men ellers var der ikke meget kød på den forestilling.

Så løb Kulturnatten af stablen og det som sædvanlig med masser af palaver. Jeg er ret stor fan af idéen om at åbne op for alle institutioner og så holde en kæmpe familiefest for KBH og omegn. Jeg selv havde en mægtig effektiv en af slagsen, hvor jeg både fik set udklædninger på nationalmuseet, transvestitmodeshow på Huset i Magstræde og hørt moderne kompositioner på Libeskinds Jødiske Museum.

Det mest interessante var klart transvestitmodeshowet. Her var liv og glade dage, fuldstændig proppet, en del svenskere og alt fra 7 - 77årige, dog med en pæn overvægt af kvinder repræsenteret. Konferencieren var en meget lun og humoristisk trans, der fokuserede meget på tøjets pris, da det jo er vigtigt at holde sig for øje, når de skal have 2 opdaterede garderober.

Formålet med showet var selvfølgelig oplysning og åbenhed, så tabuerne omkring transvestisme kan blive brudt. Showet var simpelt men levede rigtig godt op til formålet. Her var det helt almindelige mænd i dametøj. Ikke noget med drags, og ikke flere pailletter, end vi andre også kunne finde på at bruge. Det her var hr. Larsen og Hr. Jensen, der også bare har brug for nogle gange at føle sig feminine. Hvor var det dejligt at se dem med hele deres person på scenen, lige så almindelige som alle andre mænd. Både generte og stolte over deres eget mod.

Det var tydeligt at de alle havde en meget fast og forskellig ide, og dermed fortolkning af, hvad der er feminint i alt fra gang til ansigtsmimik. Deres bevægelser i deres hverdagstøj, er formentlig helt anderledes.

Ifølge informationsfolderen kender vi alle mindst 4 transvestitter m/k i vores omgangskreds. Jeg har ikke fundet mine endnu - ved du hvem dine er?

Jeg var i lørdags inde og se en fin lille forestilling på Kaleidoskop. Scenen er med dens kun 13 år på bagen, en af de yngre, og stilen på deres forestillinger er meget ung. De vil hellere lave nutidigt samfundsdiskuterende teater for de mange, end høj kunst, som kun forstås af mennesker med en stor forhåndsviden og teaterverdenen og –historie

Miraklet handler om en katolsk præst på grænsen til forfremmelse, der desværre har en dårlig mirakel-statistik. Han godkender for få til videre behandling i systemet, og det er dårlig marketing for kirken. Som en sidste chance for at vise sit værd, bliver han sendt til sin fødeby i Syditalien for at godkende “en sikker sag”. Landsbyen er dog fuld af fortidens spøgelser og skyld, og præsten kan dårligt holde den ud. Miraklerne er tvivlsomme og landsbyboerne forrablede.

På hans ophold oplever han pludselig selv et vaske ægte mirakel, som selv den lokale læge, som videnskabens repræsentant, har svært ved at bortforklare. Straks bliver hans mirakel genstand for en magtkamp mellem muslimer, katolikker og genindustrien, der alle mener at de har mest ret til miraklet.

Stykket er et studie i teater-specialeffects. Meget inspiration til opbygningen er fundet i biografen og stykket virker fedt visuelt. Der er virkelig leget med medierne. Selve stykket er god på samme måde som en god krimi; spændende og underholdende, men ikke ligefrem horisontudvidende eller dagsorden skabende.

Når nu DSB Wildcard er så venlige at give mig rabat på en ny danseforestilling i Århus, skulle man være et skarn for ikke lige at besøge den. 

Forestillingen hed Raum og dansegruppen Mancopy. En ret prof gruppe, der virkelig kan noget særligt. Forstillingens tema var arkitektur og rummets muligheder og begrænsninger for mennesket i det.

Generelt er mine erfaringer med moderne danseforestillinger ret begrænsede, og antallet jeg før har set, kan vidst stadig tælles på én hånd. Trods det er jeg slet ikke i tvivl om kvaliteten af denne forestilling.

Selvom temaet kan være lidt svært at se for det utrænede øje, synes jeg virkelig danserne skabte et helt fantastisk organisk billede, der fint beskrev den konstruerede verden, arkitektur normalt holder sig inde for. Kun en enkelt del i midten af de 60 minutter mistede jeg fuldstændig den røde tråd til temaet, og det ville nok ikke have gjort noget, hvis denne del ikke havde været der.

Ligesom de foregående danseforestillinger jeg har set, var scenografi, så vel som kostumer utroligt minimalistisk. At det er nødvendigt, for ikke at forstyrre indtrykket af dansen, er jeg stadig i tvivl om, men der var da levnet lidt plads til individet. Der var detaljemæssige forskelle på de kvindlige danseres dragter, og mange af scenerne var en sværm af solodanse, med alle danserne på scenen. Scenografien, som bestod af et hvidt lærred på en transformable ramme, kunne godt være udnyttet bedre. Kun i begyndelsen og afslutningen kom den rigtig til sin ret.

Alle disse men’er til trods er jeg meget begejstret og overvejer sågar at se den igen, for at få flere detaljer med. Danserne var virkelig dygtige og koreografien helt fantastisk fantasifuld. Dansen havde helt sikkert sit eget - næsten fortællende - sprog. Men også kun næsten, for egentlig handling kan der ikke blive tale om her. Ingen eventyr - bare fri fantasi. 

Her i Århus er festugen godt i gang. Det giver en super god stemning i byen, og selv helt tidligt om morgenen på hverdagsaftener kan man se par gå med hinanden i hånden hjem. At festugen så også medfører at de panfløjtespillende Indianere fra Amager Torv har taget opstilling, med forstærkere og hele muletjavsen ude foran mit vindue, må jeg så tage med i købet. De går heldig vis i seng kl. otte:) 

Det eneste jeg har nået at se i festugen, so far, var Poetryslam på Gyngen i tirsdags. Det er Poetklubben i Århus, der har samarbejdet med Gyngen om denne uge og denne tirsdag aften var der hentet assistance fra København.

Det var nogle skrappe herre de havde fået ind, og et par af dem havde jeg set før. Jeg må dog indrømme at aftenens værter var en smule nølende. Første runde var en gang Blandede bolcher med meget forskellige indgangsvinkler, hvor det var tydeligt at alle gav den hele armen. Her var der alt fra Politiske opråb over intenst hadende kærlighedsdigte til melodiske rytmeraplerier.

Næste runde var mere sikker, og til dels kedelig. En del brugte denne rundte på at resitere noget, der mest af alt lød som indledningen til noveller, hvilket må siges at være jævnt kedeligt når man forventer poetryslam.

Vinderen, Thorkild, havde således også en sådan, jævnt kedelig historie i anden rundte, men lod det være op til publikum om de ville høre mere om John i finalen. Det ville de ikke. “Okay - så er I selv ude om det. Så får I tør poesi´´. Da han var færdig stod næsten samtlige publikummer op på stolene i applaus. Og selvom han ikke havde ført feltet fra start overhovedet, var vinderdigtet så overbevisende at jeg i hvert fald ikke var i tvivl om at det var den rigtig der gik hjem med aftenens hovedpræmie - en flaske lambrusco.

Reglerne for Poetryslam i Århus kan findes på Poetklubbens hjemmeside.

Én af mine rigtig gode veninder havde fundet denne lille opsætning på Grønnegårdens Teater. Forestillingen er åbenbart en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor 2. års studerende på skuespilskolen har til opgave at producere en familieopsætning. I år blev det altså Holbergs Den vægelsindede.

Jeg har det sådan med Holberg at jeg skammer mig lidt over ikke at kende mere til hans rolle i dansk litteratur- og dramaturgihistorie. Min dansklære prioriterede ikke at vi skulle have om ham, så det er ikke engang kommet af mindre frivillig vej. Derfor blev jeg også glad da min veninde foreslog netop den vægelsindede.

Forestillingen var en fest. Der var i alt 8 skuespillere (½/½ af de to køn). De havde fået nogle sjove og meget Holbergske dragter, der både i farve og snit var ganske underholdende i sig selv. Selve manuskriptet var peppet op med lidt moderne indslag fra pop og dansktop og stykket gik lystigt hen over timerne.

De 8 var utroligt godt sammenspillede og det var en fryd for øjet at se hvor visuelt hele deres ageren var udtænkt. De brugte deres rum maksimalt, og jeg har svær ved at forestille mig at nogen i publikum skulle have haft anledning til at stirre tomt ud i luften.

Selvom opsætningen og stykket er en smule simpelt, var alting denne dag så charmerende, at man kun kunne gå begejstret derfra. Mange af pointerne må siges at være billige point, og der var ikke meget udfordring til beskueren i stykket, men hold da op hvor blev der underholdt. Jeg tror, jeg vil kigge efter næste års opsætning også.

Pga. Succesen med tryllefløjten i vinters besluttede jeg straks efter at købe flere billetter til Operabio.

Denne gang var det den mindst lige så kendte Barberen i Sevilla. Forestillingen handler om en ung Greve, der har forelsket sig stærkt. Den udkårnes værge går dog selv med planer om giftermål med pigebarnet og derfor må den unge greve søge hjælp hos byens barber og levemand, Figaro.

Det er en ret sjov historie, hvor de 3 parter strides om at snyde hinanden. Der bliver gjort god brug af diverse udklædninger. Sjove hatte, parykker og kunstige skæg hører traditionelt med til denne forestilling.

Denne historie hænger klart bedre sammen end tryllefløjten, men personligt synes jeg tryllefløjten, med dens kringlede forløb og fantastiske kostymer er mere fascinerende. I den sammenhæng svarer Barberen vil snare til en god sitcom (på 3½ time!) Her har man virkelig mulighed for a opleve myten om operasangeren der bruger evigheder på at udtrykke selv de simpleste ting.

Ordet stille (piano) er i hvert fald indlært grundigt, efter en forestilling med så meget langtrukkent luskerig. Den henvender sig klart til folk, der kommer primært for den korte latter og musikkens skyld.