Og så til den store afslutningsfest. Basement Jaxx havde fået æren af at lukke og slukke for Orange scene. Jeg så dem også sidst de besøgte Roskilde og endnu en gang blev der hoppet danset i mudderet. Sidst de var her, var nemlig 2004, hvor det også stod ned i stride strømme en hel uge.

Sidste gang “lånte” de mere end de gjorde denne gang, hvor de stort set kun brugte ejet materiale.

Deres attitude er så frygtelig sej og det er rart at se sangerinder folde sig ud som kraftfulde sexgudinder trods i hvert fald 30kg overvægt! Dertil kom selvfølgelig en yderst veldrejet dame i sort og rødt lak fra top til tå. Alle mine mandlige venner og bekendte var helt væk i hende.

De formåede at holde festen i gang med både ballader og hardcore disko. Hvis man kunne stå stille til denne koncert, havde man enten brækket begge ben eller var helt utroligt snerpet. Basement Jaxx er og bliver en uformel fest, hvor alle er velkomne.

Kenneth Bagers efterfølgende show på Arena var meget interessant og jeg ville have elsket det tidligere på ugen, men han valgte at gemme housen til sidst og det kunne mine stakkels lemmer ikke klare, så måtte tage hjem før han kom rigtig i gang. Ham kan man jo nok også finde andre steder.

Til sidst en kort tak til de mennesker der valgte at hjælpe til at Barfly-lejren var ekstra sej i år. Samme sted, samme tid næste sommer;-)

Denne søndag stod i Rockens tegn.

Mest vellydende, genkendelige og velspillende var helt sikkert Arctic Monkeys, som jeg var ked af at gå glip af sidste års søndag. Mængden af hits de kalibrere er imponerende og det var en utrolig nem koncert, for alle. Dog skal der lyde den kritik at bandet virkede lige vel vanepræget og ikke specielt gode til at feste. Det lyste langt væk at det her show bare skulle lires af. Forsangeren blødte lidt op til sidst, men i forhold til den høje kvalitet, var det forstemmende at se hvor ligegyldigt det hele virkede for de unge stjernestormere.

Efterfølgende kom Muse, som trods det lidt grynede lydbillede og de uklare overgange virkede meget mere betagede af publikum. Forsangeren virkede helt overrasket, grænsende til det skræmte da han første gang vækkede publikumsbrølet med en hilsen til publikum. Alt hvad der manglede i lyd, var der i charme. Sikke en fin fregnet dreng der stod der foran de flere tusinde mennesker og gjorde hvad han bedst kunne lide. Meget ukrukket og som om de ikke havde den fjerneste anelse om præcist hvor populære de er.

Som rosinen i pølseenden spillede danske Dúné på Pavilion. Meget kæk rock, med meget kæk forsanger der indledte koncerten med at takke opvarmningsbandet Muse(!) over på Orange. Derfra gik det ellers heftigt til det var forbi. Ikke så meget pjank - bare ren rock.

Efter en urolig elektrisk start på lørdagen med Band Ane, Camille Jones og Thomas Dybdahl var det en befrielse at nogen valgte at slæbe mig med til dette hiphopbrag.

Clipse var MEGET amerikansk, og hvis der var nogen der var i tvivl om at de var pladeaktuelle efter koncerten må det skyldes de har købt lidt for effektive ørepropper. Det til trods var det en meget levende koncert i et stuvende fuldt telt.

Publikum investerede meget af sig selv i koncerten,og da Clipse bad om at se vores alle sammens “peace-hand” var der ingen inden for synsvide der ikke stak et V i luften. Selv de ældre herre, der stod ved siden af mig kastede håndtegn og var helt med fremme i skoene.

“Keys open doors” - så simpelt, så lækkert. Til tider ufatteligt grimt sprog, men så sanseligt at jeg må tilgive alt og præcist så ærligt som genren kræver det. For en gangs skyld ryger der hiphop på ønskelisten

Lørdagen fortsatte elektronisk. Denne gang med udpræget vokal og firserpræg. Guldgamacher og oversize palliettop - need I say more?

Denne koncert var sex fra ende tl anden. Camille Jones udgyder sex i lange baner. Her er saft og kraft til flere. Kærligheden er snigende, krybende og til tider hævngerrig, men lysten er levende! Soulen lever i elektriciteten.

Trods det tidlige tidspunkt (kl 14) var stemningen som på en natklub. Showet var sjældent professionelt og baggrunden ufattelig flot. Electro med pop nok til alle. Salen gik helt fra hinanden til superhittet “creep” som den sidste salut.

Mere! Højere! Vildere!

Ane Østergaard tager helt sikkert prisen for “peppy”-nes. Hold op hvor hun bobler når hun leger med lyde. Hendes elektroniske univers er let naivt, uden at blive sart, og hendes charmerende udstråling kommer fuldt til udtryk i musikken.

Hun var helt i gult på scenen, hvilket dårligt kunne have været mere passende. En fantsatisk starter på lørdag morgen, som gav lyst til mere.

Afslutningsvis gik hun og de 4 andre på scenen helt amok til 5 minutters house-rave. Meget modig slutning, men publikum var helt med på den, og jeg selv helt ør af nyforelskelse da jeg forlod teltet. Dog skal det nævnes, at de piger jeg fulgtes med, syntes det havde været lige vel elektronisk. Der var ikke specielt meget fortælling at hægte sig på for ikke-electrolyd-fascinerede.

Igen - alt for sej. Fulgtes denne gang blandt andet med en inkarneret housefan, som var meget skeptisk. Last Resort, var lige rolig nok til ham, så jeg måtte forsikre ham om at Anders Trentemøller altså laver fester, når han var live og ikke er nær så lounget, som på albummet. Det endte da også med en tætstuvet hoppe-fest, hvor alle (min houseven inklusive) var ovenud tilfredse.

Det viste sig, da vi efterfølgende kom tilbage til lejren at alle ca 25 mennesker havde set koncerten, dog i grupper af 3-5. Kun roser, ingen torne til “ham der Anders“.

Selvom jeg ikke nåede så meget af denne koncert, fordi min fest hellere ville se Beastie Boys (jævnt kedelig koncert alligevel) skal den alligevel nævnes.

På Scenen var Bjørn Svin (Mere strøm!) sammen med Carion, et meget levende brassband. En interessant konstallation, som virkede helt skørt vissuelt fordi Svin, traditionen tro, lignede noget der var kørt galt i et neonlyskryds og brassbandet var formelt i hvidt. Lydniveauet var i top, til den del jeg hørte og jeg tror kun det blev bedre derfra.

Efter åbningen af Orange Scene luskede 2 gode venner og jeg over til Pavilion får at se superstar-quality fest fra Mali.

Koncerten blev dog udskudt, da der løb en mindre syndflod over halvdelen af teltets gulv, direkte ned i backstageområdet, hvor de stakkels frivillige kæmpede en brav kamp. Der blev hurtigt tilkaldt en rendegraver, hvilket var ganske fascinerende arbejde at se. Manden mod elementerne! Efter 20 minutters intensivt arbejde, var drænet tilforladeligt og musikkerne blev kaldt på scenen.

Og sikke en fest! Hvert år har Roskilde Festivalen Worldmusic på programmet og selv om Ballroom, som tidligere var hovedsæde for genren, er blevet udskiftet, får de afrikanske og sydamerikanske rytmer stadig plads i programmet.

Bassekou er en virtuos på ngoni (afrikansk lut), eller som den ene af mine 2 ledsagere udtrykte det: “Han må være afrikas svar på Jimmy Hendricks´´. Spillet mellem ham og hans kone på vokal var optimalt. Den eneste anden i musikergruppen, der også fik plads til at vise særlige evner, var deres ene slagtøjsspiller, som gav den gas i en vidunderlig levende solo på et instrument, der mest af alt ligner en lerkrukke betrukket med musling. Meget fascinerende.

Lige som i jazzen kom soloerne flydende og med efterfølgende klapsalver over musikken. Da tiden kom til præsentationen af bandmedlemmerne, valgte sangerinden at give en lille dans, hvilket var en kæmpe forløsning. Endelig gjorde nogen med deres krop, som mit mellemgulv havde haft det den sidste time.

En ekstra bonus var at jeg fik brugt lidt af mit skolefransk, selvom han nu ikke sagde noget mere kompliceret end: “næste sang hedder (noget på malisisk) hvilket betyder til kvinderne´´

Det må have været noget af en udfordring for det Tyske band, der skulle følge op på den Malisiske gruppe. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen i publikummerne fra denne livsfest, blev for at se om man kan gøre det lige så godt, lige syd for dannevirke.

Det vådeste år. Den melding kom allerede torsdag omkring kl 15. På det tidspunkt havde det regnet uafbrudt i stride strømme og med lige så strid storm siden kl 11. Hele natten havde det drysset og de forrige dage bød på byger. Nedbøren svarede allerede der til en gennemsnitsmåned i det danske rige og humøret var til hulebyggeri, nedgravning og øldrikning. i løbet af ét døgn faldt 75 ml og i de følgende dage startede al kommunikation med omverdenen med at fortælle at man levede og ditto for regntøj og telt. Bamses regnsang blev sunget som oprør mod elementerne mere end én gang og den første koncert var virkelig svær at motivere sig selv til. Hvorfor forlade den trygge presenning?

Da jeg endelig kom ud af hulen lidt i seks, iført tøj så praktisk, som jeg ikke har båret siden min vinter i hjemmeplejen, blev jeg ramt af forårsføls kådhed. Der er få glæder som den at mærke vandet fra oven og stadig være tør. Mudderet og regnen foranledigede en fandenivoldskhed, som sjældent se udenfor alkoholens tåger.

Volbeat åbnede. Deres blanding af metal og 60er-rock er lækker, men metal er vidst efterhånden en overdrivelse. Måske råberock er mere rammende. Det var dog præcis det mit humør havde brug for og sammen med et par gutter fra lejren fik jeg hoppet rundt i mudderet og danset mig pløret til op over begge regnfrakkeøre. Volbeat bød også på et gensyn med Johan Olsen, der med Magtens Korridorer åbnede sidste års festival.

Programmet i år var godt og varieret, men modsat tidligere år, var der meget få ting jeg bare måtte se. Min prioritering i programmet gik i år efter hvor den største fest var. Ingen dårlig metode, for man undgår at ærgre sig for meget over det man ikke ser. En ting, der ellers ofte sker på en så stor festival som Roskilde.

I de følgende indlæg vil jeg skrive lidt om de mest interessante koncerter. Vi ses næste år på Roskilde Dyrskueplads:)