En smuttur til Århus i weekenden, kaldte på et besøg på Aros, egentlig for at se den meget omtalte “Censur”udstilling, men det var slet ikke her jeg fandt det mest imponerende. Faktisk er censurudstillingen et kasse eksempel på kunstnere med samfundslede, der finder på ét koncept og så masseproducere det, uden at overveje om de så ikke slev også er med til at skabe selv samme overmætning i samfundet de kritiserer. For mig virker det som en meget overfladisk, nærmest pubertær samfundsanalyse, som du ellers kun møder hos kitty-punkere og efterskolelever.
Til gengæld var udstilling Music to see utrolig sej og mangefacetteret. Aros har samlet de bedste musikvideoer fra 7 af de mest kunstnerisk musikvideoindstruktører. Jeg synes det er rigtig fedt når store statsstøttede institutioner som Aros, tager popkultur alvorligt og på den måde udfordrer kunstbegrebet, men at det var det kunstneriske der var lagt mest vægt på er der ingen tvivl om. Nogle af videoerne var helt ærligt temmelig tunge og ikke særlig publikumsvenlige.
Jeg kan i den forbindelse anbefale at springe Chris Cunningham over, hvis man alligevel ikke har tid til at se samtlige 20 videoer. Til gengæld bør man prioritere Michel Gondry og Anton Corbijn, som begge laver meget finurlige musikvideoer. Anton Corbijn med sine spøjse verdener og tvistede historier og Michel Gondry med hans helt gakkede videoer, som simpelthen bare er en fest.
Mest repræsenteret på musikersiden var selvfølgelig Björk. Den islandske sangfugl har samarbejdet med størstedelen af de repræsenterede instruktører, med meget forskellige resultater til følge. Selv er jeg ingen stor fan, men jeg tager gerne hatten af for hendes evner til at inspirere til lækre, sjove og originale musikvideoer.
I torsdags blev jeg af en veninde hevet med til hendes venindes fernisering, på den første “rigtige” udstilling. Jeg fik i opfordringen til at tage med et link, som jeg kort tjekkede før jeg tog afsted. Jeg var ikke imponeret af de billeder af billederne der lå derinde.
Jeg blev meget positivt overrasket. Marie Bancks beviser med sine værker at kunst stadig kan være et håndværk, der handler om evne, talent og hårdt arbejde. Billederne har i virkeligheden, når man står foran dem en magisk, dragende effeckt, der gør man bliver stående. Hun formår med sit hint af mystik at gøre det nært og hemmeligt. Hendes erindringer bliver til ens egne, og jeg bliver især påmindet den hemmelige dimension i erindringen. Ét er at de aldrig er kronologiske eller logiske, men at de ud over det, er super private.
Hendes inspiration er tydelig Kvium, som hun også har stået i lære hos, men hun er mindre grotesk og mere farvefuld. Hendes skrildring af barndom giver netop den realistiske gengivelse, der gør det hele lidt truende, men aldrig udelukkende negativ. Vi befinder os inden for en tryg ramme, men hele tiden på grænsen til ulykke, som ligger i en hver barndom. Barnet er som udgangspunkt utrykt og verden er fremmed ind til man lære den at kende.
Glyptoteket er generelt blevet bedre til at få unge kunstnere og nutidskunst blandet ind i deres ellers meget mastodontiske samling. De har fra starten formået at få deres midlertidige udstillinger til at spille op af resten af museet. Sidst jeg var der, var det Sofia Kalkau, som faldt naturligt ind i glyptotekets gipssamling med hendes hvide, minimalistiske figurer. Denne gang har de være mere modige og fået den franske streetart-kunstner Zues til at udstille.
Zeus gøre nogle meget simple ting. Han sprayer med maling, han klipper i billboards og så skaber han opmærksomhed. At putte ham i et museum er svært, for han skal helst opleves som nattens spor i gadebilledet. Det lykkes dog meget godt, og hans værker er at finde flettet ind i de gamle samlinger. Selvfølgelig har han fået det lille rum i toppen til særudstillinger for ham selv, men det er fedt at han ikke kun er der. Han dukker op over det hele og på den måde har Glyptoteket næsten formået at genskabe fornemmelsen af kunst der dukker op i bybilledet.
Samfundskritik er en helt grundlæggende ting i Zeus værker og storkapitalen er de onde. Han har hentet så meget inspiration fra 80erne at man kunne mistænke ham for at have sprunget de sidste 20 år over udviklingsmæssigt. Jeg synes måske det synspunkt han udtrykker, er for firkantet. Det hele er lidt betonpunket, men han gør det med humor hele vejen, hvilket udfordrer den pessimisme, han ellers lader skinne igennem.
Det klart sjoveste ved udstillingen er kunstdokumentaren “Visual Kidnapping”, hvor kunstneren selv beskriver hvordan han kidnapper en fotomodel fra et billboard på Alexander Platz i Berlin og kræver en løsesum på 500.000 Euro. Et beløb firmaet ender med at betale efter lang tids mediebevågenhed.
Zeus’s konstante kritik af samfundet og kapitalens overfladiskhed kommer dog til at virke noget tom i skæret af, hvor god en spindoktor han tydeligvis selv er.
Når punk nu skal være en del af modebilledet igen, når punkbevægelsen holder demo hver torsdag og når vi igen hylder geniet, så er det kun godt, at der også kommer en kunstnerisk dimension. Punk har aldrig været for bredten, og kunstnere som Zeus opfylder at punken er nødt til at have en alternativ elite til resten af samfundet. Denne udstilling er langt fra utvetydig og derfor er den spændende.
Nikolaj Kunsthal er klart et af mine yndlingssteder i København. Lige for tiden er fokusset på mennesker og kultur. Udstillingen i stuen er meget jævn, men udstillingen på øverste etage er virkeligskarp og vittig.
Charlotte Haslund-Christensen beskriver danskerne ud fra samme arbejdsmetode, som hendes farfar brugte da han i 1920erne undersøgte de indfødtes kultur i Det ydre Mongoliet. Alle er opstillet i familieenheder, uden navn, men blot med et tal, som henviser til et opslag hvor man kan se at nummer IV er “Indfødte fra Horsens”. Derudover er der udstillet en række artefakter, som kan findes i danske hjem, alle udstyret med en lille beskrivelse. “Toiletrulleskjuler - bruges til pynt på badeværelset”, “Panodil - smertestillende, udbredt brug i Danmark” osv.
Visuelt virker de store tavler med billeder af “de indfødte” fotograferet forfra og bagfra rigtig godt og det skaber en sjov fornemmelse af millitarisering når man går ned gennem rækkerne fordi de alle sammen kigger samme vej. På den måde får Haslund-Christensen sat fokus på den stærke kategorisering vores samfund i vid grad benytter sig af, samtidig med hun får udstillet det naivt racistiske i de første pioneres fremstilling af resten af verden, ud fra et meget snævert vestligt syn.
Denne her udstilling burde være sjov for alle med bare et hint af etnografiske interesser.
Her har nu været stilhed i godt en måned, og det er selvfølelig ikke meningen. Det er ikke fordi jeg har mistet skriveglæden, jeg har ganske enkelt bare ikke oplevet noget, før denne weekend.
Jeg var en tur på Arken, først og fremmest for at se den nye tilbygning, der har betydet at Arken længe har været på halvt blus. Nu er de så åbnet og har klart fordoblet oplevelsen. De nye bygninger giver lige det ekstra plads, der gør museet til et af de rigtig store, men uden at det bliver uoverskueligt. Man kan stadig nå at se det hele, før man er indtryksmæt.
Deres private samling er blevet væsentligt udvidet, især med mere Tal R og Damien Hirst og det fylder meget. Begge er navne der er fuldt anerkendte, endskønt stadig aktuelle. Dog synes jeg godt man kunne have overvejet at sprede indkøbene til flere især unge kunstnere i stedet på at satse så hårdt på det allerede etablerede. Det er hvad jeg forventer af Arken, der som det første større museum i Danmark havde både Jesper Just og Kathrine Ærtebjerg.
De to særudstillinger, som lå ved siden af hinanden, udgjorde en mindre tidsmaskine. Den ene, som omhandlede Skagensmalerne og deres identitet i forhold til det omgivende samfund, trak selvfølgelig publikum, som en candyfloss tiltrækker hvepse på en varm sommerdag. Det er et stykke dansk historie af betydning for dansk kunst, og udstillingen er ganske veltænkt og fortæller faktisk lidt nyt. Jeg må indrømme, jeg selv efterhånden er mæt. Det er ikke derfor jeg kommer, men det er godt, for Arken var fyldt med alle slags mennesker, der kom for at beundre ”Hip hip hurra!”. Forhåbentlig tager de også et kik på alt det andet skæve og skøre der forgår derude i Ishøj Strandpark.
Den anden særudstilling var en skøn og fascinerende udstilling af Andreas Golder. Udstillingen er meget nutidig og behøver ingen særlig kunsthistorie, for at kunne forstås i sin umiddelbarhed af samtiden. De fleste yngre generationer vil kunne genkende deres verden i hans skæve billeder. Der er en god portion ironi i titlerne, hvor Andreas Golder forholder sig lige så meget til sin egen rolle, som til handlingen i værket. Inspirationen er tydeligt hentet i den nære hverdag, men alligevel fortæller de en del om, at leve i den vestlige verden anno 2008.
Sidst skal lyde en ros til Arkens hjemmeside, der så langt slå både Louisiana og Aros i forhold til tilgængelighed, opbygning og layout.
Når nu DSB Wildcard er så venlige at give mig rabat på en ny danseforestilling i Århus, skulle man være et skarn for ikke lige at besøge den.
Forestillingen hed Raum og dansegruppen Mancopy. En ret prof gruppe, der virkelig kan noget særligt. Forstillingens tema var arkitektur og rummets muligheder og begrænsninger for mennesket i det.
Generelt er mine erfaringer med moderne danseforestillinger ret begrænsede, og antallet jeg før har set, kan vidst stadig tælles på én hånd. Trods det er jeg slet ikke i tvivl om kvaliteten af denne forestilling.
Selvom temaet kan være lidt svært at se for det utrænede øje, synes jeg virkelig danserne skabte et helt fantastisk organisk billede, der fint beskrev den konstruerede verden, arkitektur normalt holder sig inde for. Kun en enkelt del i midten af de 60 minutter mistede jeg fuldstændig den røde tråd til temaet, og det ville nok ikke have gjort noget, hvis denne del ikke havde været der.
Ligesom de foregående danseforestillinger jeg har set, var scenografi, så vel som kostumer utroligt minimalistisk. At det er nødvendigt, for ikke at forstyrre indtrykket af dansen, er jeg stadig i tvivl om, men der var da levnet lidt plads til individet. Der var detaljemæssige forskelle på de kvindlige danseres dragter, og mange af scenerne var en sværm af solodanse, med alle danserne på scenen. Scenografien, som bestod af et hvidt lærred på en transformable ramme, kunne godt være udnyttet bedre. Kun i begyndelsen og afslutningen kom den rigtig til sin ret.
Alle disse men’er til trods er jeg meget begejstret og overvejer sågar at se den igen, for at få flere detaljer med. Danserne var virkelig dygtige og koreografien helt fantastisk fantasifuld. Dansen havde helt sikkert sit eget - næsten fortællende - sprog. Men også kun næsten, for egentlig handling kan der ikke blive tale om her. Ingen eventyr - bare fri fantasi.
Du kender sikkert situationen: Du er strandet mellem 2 møder/arbejde/uddannelse midt i København og mangler nu noget at tage dig til før næste show begynder. Her er de 5 steder jeg foretrækker at brug en ledig stund. De er kendetegnet ved at kunne overståes udbytterigt forholdsvis hurtigt, have skiftende udstillinger og være sikre vindere. Alle har gratis entré ved mindre andet er anført.
Alle bør tage sig tid til at finde sig en yndlingsafdeling her. Personligt er min den etnologiske afdeling, hvor de sidste gang jeg var forbi, havde en flot udstilling af samernes kunsthåndværk, der antageligt har fået en genoplivning inden for de sidste par år.
De faste samlinger er jeg for længst blevet træt af, men de har faktisk ofte på øverste etage til venstre, nogle små, lidt kuriøse særudstillinger, som plejer at være et besøg værd. Lige meget hvad, er udsigten fra tagterrassen ganske behagelig, så hvis museet er imellem særudstillinger, kan man jo slappe af her.
Denne kirke har flere gange været nævnt på bloggen. Den har som regel 2 store særudstillinger og “noget” for børn. Den er dog absolut ikke handicap eller ældrevenlig, da der er mange snørklede trin. Stadig en rigtig god og billig (20,-undtagen onsdag) måde at se samtidskunst.
Her gælder det om at holde tungen lige i munden. Man skal ikke tro man skal se flere særudstillinger, bare fordi de har flere man ikke har set. Museet er blevet utrolig flot, så hvis man alligevel er i nærheden af Nørreport St., er det en god idé at lægge vejen forbi.
Til sidst en enkelt Oase på Frederiksberg, som jeg for nylig har forelsket mig i.
Her er 4 styks sale at se. Det er næsten altid helt nyudklækkede kunstakademielever og de plejer at være godt curateret. Som al ny kunst er træfsikkerheden jo ikke fuldstændig, men det er i hvert fald nemt at forholde sig til, da det ikke kræver den store kunsthistoriske viden at opleve og sætte sig ind i.
Her var mit bud. Jeg vil selvfølgelig gerne høre hvis I har andre steder, der egner sig til små besøg i ny og næ.
God fornøjelse!
Her i Århus er festugen godt i gang. Det giver en super god stemning i byen, og selv helt tidligt om morgenen på hverdagsaftener kan man se par gå med hinanden i hånden hjem. At festugen så også medfører at de panfløjtespillende Indianere fra Amager Torv har taget opstilling, med forstærkere og hele muletjavsen ude foran mit vindue, må jeg så tage med i købet. De går heldig vis i seng kl. otte:)
Det eneste jeg har nået at se i festugen, so far, var Poetryslam på Gyngen i tirsdags. Det er Poetklubben i Århus, der har samarbejdet med Gyngen om denne uge og denne tirsdag aften var der hentet assistance fra København.
Det var nogle skrappe herre de havde fået ind, og et par af dem havde jeg set før. Jeg må dog indrømme at aftenens værter var en smule nølende. Første runde var en gang Blandede bolcher med meget forskellige indgangsvinkler, hvor det var tydeligt at alle gav den hele armen. Her var der alt fra Politiske opråb over intenst hadende kærlighedsdigte til melodiske rytmeraplerier.
Næste runde var mere sikker, og til dels kedelig. En del brugte denne rundte på at resitere noget, der mest af alt lød som indledningen til noveller, hvilket må siges at være jævnt kedeligt når man forventer poetryslam.
Vinderen, Thorkild, havde således også en sådan, jævnt kedelig historie i anden rundte, men lod det være op til publikum om de ville høre mere om John i finalen. Det ville de ikke. “Okay - så er I selv ude om det. Så får I tør poesi´´. Da han var færdig stod næsten samtlige publikummer op på stolene i applaus. Og selvom han ikke havde ført feltet fra start overhovedet, var vinderdigtet så overbevisende at jeg i hvert fald ikke var i tvivl om at det var den rigtig der gik hjem med aftenens hovedpræmie - en flaske lambrusco.
Reglerne for Poetryslam i Århus kan findes på Poetklubbens hjemmeside.
Jeg nåede desværre ikke sidste gang kunstner duoen Hilden/Diaz havde et af deres turné stunts “City on Fire” i Århus. Til gengæld var jeg inde her til aften i forbindelse med Golden Days i København og se den lave videobrand-tricket igen i Vor Frue Kirke.
Et meget stærkt værk, da det både fungerer politisk, æstetisk, etisk og historisk. Værket kommer til at brænde fra 1.-11. september kl. 20-02 i ihukommelse af det præcis 200 år gamle britiske bombardement af København d. 4. september 1807. Slutdatoen behøver man vidst ikke spinde mange ænder over hvad mon kan betyde. I Kirkens eget blad kan man læse en masse om det historiske terrorangreb på København, som var temaet for dette år Golden Days og om hvorfor Kristendommen eller andre religioner aldrig kan bruges til at retfærdiggøre krig.
De spinder mange ender over installationen, men jeg synes det var himmelråbende påfaldende at ild, som symbol på Helligånd ikke er nævnt nogen steder. Netop ild i kirken er jo nærmest en parafrase over pinsefortællingen, og man skulle tro et så åbenlyst billede ville blive pointeret, når nu de alligevel trasker rundt i så mange fortolkninger af et værk, der er stærkt nok til tale for sig selv.
Lige meget hvad er ilden altid dragende. Vi har sikkert alle prøvet at glo ind i et bål og finde det utrolig afslappende. Samtidig bærer den omfattende ild også en ildevarslende stemning. Tag forbi og se det efter maden en aften.
Billeder yder det slet ikke retfærdighed.
Jeg opdagede endnu en ny gratis mulighed for at se moderne kunst i København her i sidste uge. Bedre føste-nye-indlæg-på-den-nye-blog findes næppe.Stedte er Møstings Hus ved den nordlige indgang til Frederiksberg Have og består af 4 udstillingsrum. Det ligger fredeligt og skjult og har som så mange andre gratis glæder besværlige åbningstider.
Den aktuelle udstilling handler om fotokunst efter retuchering. Fotokunst der handler om mere end opstillede kompositioner og grænseoverskridende eksponering af privatlivet - næsten.
De havde kaldt 5 nyklækkede kunstnere til sagen. Egentlig synes jeg kun 2 (måske 3) virkelig havde fat i den lange ende. Især slog Kine Ravns beskedne 2 værker mig som særligt interessante.
Med de stærkt grovkornede pixelerede naturbilleder som bagrund for et print af henholdsvis kronhjort og and rammer hun smukt og ironisk ned i en næsten biedermeiersk verden af nationalromantik og korsstingsbroderi. Anden og Kronhjorten, dom klassiske jagtmotiver står stærkt i kontrast til den meget lidt traditionelle måde at lave fotokunst på.
Den anden, som jeg synes passede godt ind i kuratorens intension var Nan Na Hvass som i en kombination af billede og børnetegning poserer som vildgås i en klassisk ornitologisk observation. Meget humoristisk og med et godt bid. Hendes 3 andre værker er også flotte, men sætter for mig ikke lige så meget i gang.
I det hele taget var der gennemgående en interesse for naturskildring. Kun én beskæftigede sig med bybilledet, nemlig Kuratoren selv - Signe Vad - i nogle lidt underfundige, meget æstetiske grå billeder, der dog ikke provokerede mere end at de sagtens kunne bruges som sofastykke.
Rum 4 er dog ikke uundværligt. Ved mindre det er fordi Johnny Jensen stadig synes, det er interessant at afsøge grænsen mellem porno og kunst (ikke særlig nyskabende) forstår jeg slet ikke det rum. Jo - jeg kan godt se at det er en penis, selvom du har gjort den grovkornet. Giv mig noget nyt!
Alt i alt er det en fin lille udstilling som er grundigt set på 15. minutter og som sagtens tåler gensyn. Jeg var selv tilbage med en veninde 2 dage efter.