DR2s dokumentar “sport med Hitler” er netop slut.
Min kritik af temaet i Flammen og Citronen gælder slet ikke her. Sjældent har jeg set så veltimet en dokumentarfilm som denne. Netop i en tid hvor sportsverdenen hellere vil stoppe traditionen med at løbe med flammen i forskellige lande end at indse at man måske har valgt en så tvivlsom nation som OL-vært at protest er uundgåeligt. Det er ikke traditionen der er noget galt med. Det er Kina.
Jeg synes slet ikke Danmark skulle deltage og slet ikke uden at bruge lejligheden til at stille sig i råbekoret, der kræver fokus og handling på menneskerettighedsområdet. Dokumentaren i aften gør det så meget tydeligere hvorfor. Kina skal ikke have lov til at bruge OL som en legimitation af deres måde at drive stat på. Kina er for mig at se ikke meget bedre end det tredie rige. Ikke nok med at de også undertrykker det tibetanske folk, de undertrykker også deres egne. Det kinesiske styre er styret af magtstrukturer frem for ideologi under nogen form.
Det fine ved denne her dokumentar er at den gør det forståeligt, både hvordan sportssammarbejdet kunne udnyttes politisk, og hvordan det var så tiltalende og nemt for de danske idrætsfolk at deltage i al deres ariskhed. Det er rigtig fedt at de gamle sportsfolk fra den tid der deltager i programmet starter med at fortælle om deres skarpeste finte. Det skaber plads til deres professionelle stolthed som sportsudøvere og giver et glimt af den passion, som har været identitetsdannende for dem.
Det fortæller også at vi ikke kan forvente af sportsheltene, at det er dem, der skal tage beslutningen. Det er idrættens og folkets politikkere. Det er kulturministeriet, statsministeriet og Team Danmark. Ikke alle idrætsfolk deltager dog ukritisk.
Jeg glæder mig til pensionisttilværelsen om ca. 45 år. Til den tid vil der blive rigelig tid til at rende til små festivaler, så snart lysten rammer én. CPH:DOX er en af de festivaler, hvor jeg som regel går glip af det mest og må undvære resten. I år nåede jeg dog en smule.
Hin mandag var jeg i Empire for at se en lille dokumentar om et folk på flugt på grænsen til Thailand fra Burma. En kedelig lille fætter, med et alt for snævert fokus på to skæbner, der ikke engang var særligt hjerteskærende. Blottet for politisk perspektiv og uden nogen rigtig følelsesporno, til at det virkede aktuelt at vide mere om.
Til gengæld havde jeg en super god oplevelse i dag. En lille, utrolig nørdet film om magtovertagelse af folkeskoleeleverne organisation i midtfirserne. Kommunister mod socialdemokrater. Således er DeSmåskrig en klassisk strid om de samme grupper af unge, som ungdomspolitik stadig kæmper med. Filmen var utrolig underholdende og de unges dedikation var både rørende og absurd. Den var meget skarpt vinklet, hvilket klart var en styrke i forhold til burma-filmen.
Et nærmere kig i programmet viste, at der var masser af film i programmet, med meget små emner, som tilfældigvis ramte mine forskellige særinteresser. Ikke fordi der ikke var masser af crap, bestemt, men der var så mange små nørdede nichefilm at enhver, der interessere sig passioneret for et eller andet, nok skal finde en film, som taler til dem.
En årlig tradition for mig er helt sikkert Bogforum i Forum. Altid om søndagen, fordi det er lade-sig-gøreligt.
Styrken ved Bogforum er at det er så bredt og stort at alle kan finde én eller flere i programmet, som vil interessere dem. Her findes alt fra idialistiske forfattere, nørdede videnskabsmænd og jounalister i den gode sags tjeneste til barnelige tv-værter og alvorlige politikkere. Det gælder dog om at holde tungen lige i munden.
Først og fremmest skal der lægges en plan. Hvem SKAL man se? Hvem er man villig til at undvære? Hvornår skal man bruge tid på at finde mad? Og hvor skal den time, hvor man bare shopper rundt ligge? Hvis ikke man fastlægger alt dette - mere eller mindre bevidst - vil man i stedet for en berigelse tage hjem med en forvirrende oplevelse af at Danmark har alt for mange forlag, der tilsynesladende er unødvendige i deres detaljegrad.
Det er utroligt fedt at opleve hvor bredt det danske bogmarkede egentligt er. At gå lige fra Egmont, der kun udgiver tegneserier og børnebøger til Gyldendahl til forlage der tilbydder gud og hver mand at få trygt deres egen bog. Hvor ellers falder man over hele stande med bøger om dansk fauna eller geografiske optegnelser.
Jeg valgte i dag at fokusere på at nå ind på den store sene, da Peter Øvig Knudsen, som netop har udgivet toeren til Blekkingegadebanden. Noget der kræver overskud til at stille sig i kø en halv time i forvejen. Den store scene er aldrig nem at komme til. Interwiuvet var utroligt spændende. Peter Øvig Knudsen kom vidt og bredt og fik under vejs både fortalt om hans eget forholdt politiet, hans fortid i den venstreorienterede presse, venstrefløjens berøringsangst og fornægtelse af begivenhederne, samt trekantforholdet mellem Mussat, PFLP-sympatisørene og PET.
Jeg blev efterladt med et indtryk af at han havde en meget nuanceret holdning til diverse aktørere, hvilket er meget naturligt, hans store arbejde med sagen, taget i betragtning. Men ingen tvivl om at han stadig hører til på venstrefløjen. Hans blik er nok mere nuanceret, end man er i stand til, hvis man ideologisk befinder sig langt fra kommunisterne.
Tidligere har Poetryslam stået højt på min prioriteringsliste, men i år kunne jeg ikke finde det på søndagens program. Måske er fænomenet blevet for populært, til at have brug for beskyttelsen af den store begivenhed. Måske er det ikke populært nok til at blive lukket ind i det gode selskab.
Vi ses, samme søndag, næste år.
Det er sjovt som temaer er gennemgående for de skulpturer man vælger at placere i bybilledet. Især dem der får lov at stå permanent fortæller noget om folkesjælen i Byen. Det bedste og mest rammende eksempel er vel de “Mennesker ved Havet” i Esbjerg af Svend Wiig Hansen, som præcist fanger hvad det både nu, i gamle dage og for altid vil sige at bo i en by der lever af havet.
Odense bærer selvfølgelig præ af ham der landsbydigteren. Flere af byens pladser har små skulpturer af kendte eventyrfigurer, så byen kommer til at virke som en hel lille børnebog. Præcist så uskyldigt, som Den Fynske Hovedstad - der er meget stolt af initiativer på cykelområdet(!)- bør være. Selv den modernistiske kunst, der er sat op, er eventyrligt tilsnittet. Her tænker jeg især på ”Moder Jord” foran Odense rådhus (igen af Svend Wiig Hansen)
Københavns essens er lidt sværere at sætte finger på og i forhold til størrelsen, er der også sat skammeligt får permanente skulpturer op. Til gengæld finder man gerne midlertidigt nogle af de mest moderne skulpturer på diverse pladser. Københavnere og andre vil huske både det store bilsammenstød på Kongens Nytorv, Kæmpeedderkoppen på Ny Torv og Botero på Strøget. Det er til gengæld en blandet landhandel, hvad man finder. F.x var alle torvene sidst jeg var i KBH plastret til med kæmpe plastikfigurer, som reklame for “ren-by“. Et meget sjovt projekt, men mere kampagne end kunst (selvom den grænse selvfølgelig også kan være vag). De få permanente skulpturer der er, er abstrakte, mere præcist abstrakt konstruktion, men de er ikke mange. Til eksempel skulpturen, aka klatrestativet på Axel Torv.
Og så er der Århus… 
Det er klart at jeg efter at have vadet bymidten tynd i nu snart 5 måneder, også er stødt på de opstillede skulpturer. Og hvad kan de så? Det er ikke overraskende, at den Jydske (med blødt d) Hovedstad beskæftiger sig en del med husdyr. 
Men det lidt sjove er, at der er endnu en fællesnævner. De savler alle sammen! Okay, måske ikke lige flodhesten (den drikker), men i hvert fald de andre. Helt fantastisk sanselig er Grisen, der virkelig må være indbegrebet af romantisk billede på husdyrhold. Den har da også fået hæderspladsen foran rådhuset. 
Jeg har ledt efter andre skulpturer end de fire viste, men forgæves. Ville gerne have mere til at underbygge eller modsige mit billede af byen. Det landlige islæt i Danmarks andenstørste by, er vidst meget sigende for den indvandring, som sker på basis af hele Region Syd, Midt og Nords ungdom. Længere væk behøver den fædrene gård jo ikke være.
Lad dette være min sidste salut til byen, der efterhånden har holdt mig ud i et halvt år. På tirsdag trækker jeg øst over for sommeren, hvor både Roskildefestivalen og CPH Jazzfestival venter mig.
Var i weekenden i Berlin. En fantastisk by, som jeg godt og grundigt har forelsket mig i. På mange måder dog også en by, der ikke er særlig æstetisk smuk. Beton og neon er det altoverskyggende udtryk og den eneste akitekturelle linie er alt i alt (undtagen museumsinsel) er bygget efter anden verdenskrig.
Det er dog fascinerende, hvordan byen har haft et kæmpe opgør med kommunismen. Alt er stort set kommersielt. Kæmpe reklamer og logoer præger bybilledet, og det virker ikke som om firmaer, der har lyst til at købe en reklameplads i form af flere neonrør og lystavler, møder anden modstand end selvfølgelig prisen. Det er tydeligt at det er samme generation, som i starten af 80′erne i stille protest gik i levis jeans ulovligt impoteret til DDR, der har formet denne dynaliske by.
Berlin er ikke en by, der som foreksempel København, bærer præg af stærke beboerforeninger, der holder på deres ret til bybilledet som de kender det. Det kan selvfølgelig have rod i at Berlin de første mange år efter murens fald ikke var en særlig atraktiv by, trods den genvunden hovedstadsstatus. Folk gad ikke bo der, når man nu frit kunne flytte til resten af Tyskland, og det har derfor nok været nødvendigt, med ret lempelige regler for erhvervslivet i byen, for trods alt at fastholde udviklingen. Fascinerende er det dog - og befriende.
Så næste gang du frustreres over beboerforeninger i små sko, der ikke vil lade København udvikle sig - tag et smut til Berlin. Det er lige om hjørnet, og her er der urbanisering og udvikling for alle pengene! 
For de nysgerrige kan man finde billeder fra turen her.
Mangen gang har jeg siddet i forsamlinger, hvor alle – inklusiv mig selv – kunne blive enige om, hvor stort et demokratisk problem, det var for EU’s fortsatte udvikling, at befolkningerne i mellem ikke udgjorde en fælles offentlighed. En offentlighed, der på en eller anden måde havde fælles interesseområder og udgangspunkt. Problemet er blandt andet at befolkningerne i forholdet til EU, er mere interesseret i, hvilken effekt reglerne har på deres eget land og ikke gider deltage i en fælles offentlig debat, der går på tværs af grænser.
Nu viser det sig så, fra uventet front, at næste generation er lidt bedre. Meget kan, vil blive og er sagt om ungdomshuset, men hvis der er noget der imponerer mig, er det at vi i Danmark har (haft) en kulturinstitution/fænomen, hvis nedlæggelse kan sætte sindene syd for Dannevirke i kog. En politisk beslutning i Danmark, der fører til mere eller mindre demokratiske reaktioner i resten af Europa - det er en start!
At det skyldes at den psykologisk barriere mellem landene er mindre for min generation, en de tidligere, kan ingen være i tvivl om. Vi er vokset op i et samfund, hvor forældre nærmest kunne beskyldes for at vanrøgte deres børn, hvis der ikke var mindst 3-4 udlandsrejser i løbet af barndommen. Europa er klart mindre, når man fra barnsben har lært at der ikke skal mere end et par uger til at have tid til at kede sig i Italien. Det er nærmest en del af fast pensum på videregående uddannelser, at man har været i udlandet, og prøvet at klare sig ”rigtigt” på egen hånd. Der er jo så trygt i Danmark, det nærmest ikke er muligt at flytte rigtig(!) hjemmefra inden for grænserne.
Selvom de fleste autonome og venstrefløjsaktivister ville nægte at støtte EU og kræve at blive anset for modstandere, er de i disse dage faktisk en hjælp. De er første skridt mod at landendes befolkninger bekymrer sig for forholdene i andre lande og dermed giver grobund for en god fælles offentlig og demokratisk debat.
Jeg er alt for gal til selv at kommentere. Blot vil jeg linke til 2 der gør, og nyheden.
I fredags var der fernisering i Kunstforeningen Gl. Strand. Temaet var kvindelige kunstnere under modernismen. Nærmere bestemt 1910-30. Jeg formoder at udstillingen er en slags fortsættelse på deres tema om kvindelige kunstnere under impressionismen (som i øvrigt bliver kopieret på Glyptoteket lige for tiden)
Ferniseringen var udmærket. Museet havde inviteret Ritt Bjerregård til at holde åbningstalen, og selvom det var tydeligt, at hun ikke havde den store forståelse for, hvor den kunstneriske værdi i udstillingen lå, leverede hun en udemærket og bestemt feministisk tale.
Hovedforskellen mellem de kvindelige malere i sidste halvdel af det 19. århundrede og de modernistiske kvinder er meget klar. Det er tydeligt at se, at kvinderne på dette tidspunkt er blevet lukket ud af hjemmet, og har fået adgang til gaden. Motivmæssigt ligger de i højere grad end impressionismens kvinder op ad mændene, hvilket også må tilskrives, at kvinder på dette tidspunkt kunne optages på kunstakademier, rundtomkring i Europa.
Dog vil jeg mene, at der stadig kunne spores en forskel i det mod, hvormed kunstnerne nedbryder rummet i billedet, især hos kubisterne. Mens de samtidige mandlige kubister nærmest fjerner enhver rumfornemmelse, bruger de kvindelige kunstnere hovedsageligt kubismen som et særligt formsprog, men holder sig ellers til klassiske rumopbygninger, med motiv, forgrund og baggrund. Det gjorde udstillingen mindre spændende i et kunstnerisk perspektiv. Politisk ødelægger det dog intet, men kan derimod være med til at understrege pointen.
En af pointerne i Ritts tale var, at det forhåbentlig ikke var nødvendigt om hundrede år at lave en lignende udstilling om vores tid. Det tror jeg nu ikke, men når jeg ser på samtidskunsten, kan jeg godt blive lidt træt af den kvindelige trang til oftest at behandle kvindekønnet og -rollen, i stedet for alt muligt andet interessant. Til eksempel kan jeg nævne Kathrine Ærtebjerg, der også er udstillet på kunstforeningen for tiden. Hendes billeder stiller mange sørgsmål til de traditionelle såvel som de nye kvinderoller, men svinger sig på ingen måde op til at være almen. Kvinder udgør trods alt kun halvdelen af befolkningen. Det skal dog lige nævnes til Kathrine Ærtebjergs forsvar at de ting hun har haft hængende på Arken, er af langt højere standart.
Min frygt går ikke på at min samtids kvindelige kunstnere skal blive overset. Snarere at de retroperspektive udstillinger om dem kommer til at konkludere at kvinderne i min tid dyrkede selvoptagetheden som disciplin. For selvom billedkunst stadig er et mandefag retfærdiggør det ikke at kvinderne ikke tager emner op der interesserer andre end dem selv og deres medsøstre. På den måde får man jo aldrig de to køns kunst til at konkurrerer på lige vilkår.
I Weekenden kom jeg så endelig til at se Herning Kunstmuseum (HeKu). Museet er bygget i en nedlagt skjorte fabrik, der blev opført af Aage Damgaard, der i sand fluxus-ånd sørgede for kunst på arbejdspladsen - også i Kantinen. I dag indeholder skjortefabrikken både Herning kunstmuseum og Teko, som er en del af designskolen i Herning.
Heldige som vi var, bød dagens rundvisning også på en rundvisning gennem Tekos afdeling. Endnu mere heldige er dog de tekstildesignstuderende, der har deres daglige gang på Teko. Man har valgt at beholde den helt unikke indretning og på den måde er hele skolen nærmest én installation. Det må være virkelig inspirerende at arbejde et sted, hvor alting omkring én lægger op til netop den kreative proces, der er grundlaget for tekstildesign.
Det er nemlig ikke nok at have en fed inspirationskilde, eller en god idé. Tekstil virker (for det meste) kun todimensionelt og derfor kræver det et bestemt syn at lave mønstre, der både er grafisk velfungerende og tankevækkende. Det mener jeg klart er meget mere muligt i et miljø, hvor man har sat Poul Gernes til at udføre hans figur/baggrund - eksperimenter på vægge, lamper og stole. Det kan kun fordre den rigtige tankegang, der er en betingelse for ethvert grafisk udtryks beskaffenhed.
Efter min ansættelse i handicaphjemmehjælpen i Valdemarsgade, må jeg igen undre mig over en meget mærkelig virksomhedskultur, der dyrkes inden for social- og sundhedsbranchen.
Det er min fjerde ansættelse i hjemmeplejen, og igen mødte jeg dem - plakaterne. Håndskrevne og i reglen med omkring 7-15 punkter for god opførsel. De er på et hvert personalerum, og indeholder gerne råd så som - vi giver hinanden plads til at have en dårlig dag - og - vi arbejder bedst som én helhed i stedet for små klikker.
Første gang jeg stødte på disse plakater, som lugter langt væk af klassens time i folkeskolen og teenagere med adfærdsproblemer, var da jeg i 8. klasse var på 3-dages besøg på den lokale social- og sundhedsskole. Min umiddelbare reaktion, da jeg så dem i et af klasseværelserne, var at det måtte være en klasse med problemer, siden det havde været nødvendigt at skrive disse selvfølgeligheder op. Siden har jeg erfaret at det er almindelig praksis, at alle hjemmeplejegrupper på et tidspunkt har haft et personalemøde, med skemalagt “plakatmagerrig” på dagsordenen.
Men hjælper de så?
Jeg ved det ikke med sikkerhed, men for mig gemmer disse plakater, med almindelige normer for almindelig høflig opførsels nødvendighed på væggene, en konstant latent trussel om, at dine kollegaer ikke vil dig noget godt, og at alle kører deres eget løb. Jeg tror vi her har at gøre med utilsigtet omvendt pædagogik.
Det er helt sikkert velment, men i sidste ende fører det kun til større mistænkeliggørelse af offentligt ansatte, end de allerede er udsat for - også imellem dem. Det kan umuligt skabe et bedre klima i en i forvejen presset arbejdstid, at der hænger konstante anklager om dårlig opførsel på væggene. Hvis ikke det var en anklage om mangel på almindelig menneskelig anstændighed – hvorfor skulle de så være nødvendige? Er offentligt ansatte ikke som udgangspunkt lige så gode mennesker som alle andre? skal de opdrages som en uansvarlig 7. klasse.
Jeg synes ikke det er en ordenlig måde at behandle voksne mennesker.