Det går lige op for mig at jeg i min sommerkådhed har glemt at skrive at jeg er gået på sommerferie.
Som undskyldning får I her 2 korte klip fra L.O.C i TIVOLI i fredags.
… Og jo - det er os der synger med på na na na na na.
Og så lidt senere med en ekstra Sommersby under vesten…
Jeg håber alle har en god sommer, trods vejret. Selv er jeg gået i gang med at eksperimentere med frysselv ispinde for at få bare lidt af barndommens sommerstemning.
Vi ses når august lakker mod enden.
En smuttur til Århus i weekenden, kaldte på et besøg på Aros, egentlig for at se den meget omtalte “Censur”udstilling, men det var slet ikke her jeg fandt det mest imponerende. Faktisk er censurudstillingen et kasse eksempel på kunstnere med samfundslede, der finder på ét koncept og så masseproducere det, uden at overveje om de så ikke slev også er med til at skabe selv samme overmætning i samfundet de kritiserer. For mig virker det som en meget overfladisk, nærmest pubertær samfundsanalyse, som du ellers kun møder hos kitty-punkere og efterskolelever.
Til gengæld var udstilling Music to see utrolig sej og mangefacetteret. Aros har samlet de bedste musikvideoer fra 7 af de mest kunstnerisk musikvideoindstruktører. Jeg synes det er rigtig fedt når store statsstøttede institutioner som Aros, tager popkultur alvorligt og på den måde udfordrer kunstbegrebet, men at det var det kunstneriske der var lagt mest vægt på er der ingen tvivl om. Nogle af videoerne var helt ærligt temmelig tunge og ikke særlig publikumsvenlige.
Jeg kan i den forbindelse anbefale at springe Chris Cunningham over, hvis man alligevel ikke har tid til at se samtlige 20 videoer. Til gengæld bør man prioritere Michel Gondry og Anton Corbijn, som begge laver meget finurlige musikvideoer. Anton Corbijn med sine spøjse verdener og tvistede historier og Michel Gondry med hans helt gakkede videoer, som simpelthen bare er en fest.
Mest repræsenteret på musikersiden var selvfølgelig Björk. Den islandske sangfugl har samarbejdet med størstedelen af de repræsenterede instruktører, med meget forskellige resultater til følge. Selv er jeg ingen stor fan, men jeg tager gerne hatten af for hendes evner til at inspirere til lækre, sjove og originale musikvideoer.
Så oprand den weekend, som mange kvinder har ventet på, med større begejstring end mange en drengerøv afventer EM finalen og Indiana Jones. Weekenden hvor Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda igen skulle give den gas. Jeg valgte at se den lørdag, men det virkede ikke til der var den store forskel om end det ikke var på premiereaftenen.
Overalt vrimlede det med kvinder i skørter og stiletter. Man kunne vel nærmest tale om en Carrie-uniform, hvor de vigtigste to principper er ekstravagant og uformelt på en gang. Selve stemningen i biografen nærmede sig også en fodboldkamps, hvor der blev hujet af seje kvinder, klappet af kvikke bemærkninger og buet af slappe eller dumme mænd.
Der er spundet mange ender over hvorfor Sex and the City er så stor en succes, hvor alt fra opgør med nypuritanisme til individets sejr over fællesskaberne, tosomheden og kernefamilien er taget til indtægt. Selv oplever jeg det som et universal spejl, hvori man kan reflektere den nye feminitet. Hvor kvinden har alle rollerne, som hører kønnet til, bortset fra svagheden.
De 4 kvinder i serien viser meget fint, hvordan man sagtens kan være sårbar og følsom uden nogen sinde at være svag. Den bekræfter kvinder over hele verden i, at det er vigtigt at prioritere andre fællesskaber end arbejde og familie, for det er de fællesskaber der i sidste ende skal samle individet op, når familierne går i stykker og chefen bliver træt af en.
At mange mænd ikke har forståelse for serien skyldes måske, ud over den meget kønnede tematisering, også at de ikke på samme måde har formået at hente styrke i den samme form for netværk. Det er mit indtryk at stærkt maskulint kønnede netværk, hovedsageligt handler om muligheder og karriere, og at der ofte ikke er plads til de fiaskoer, der også skal overleves gennem voksendommen.
Derfor er det også helt håbløst når Ekstrabladet sender en mandlig anmelder, der ikke har fulgt med i serien. For filmens kvalitet ligger klart i det univers som serien har skabt. Det er ikke atomvidenskab, men lige som Simpsons the Movie er denne film lige som at se et meget langt afsnit - underholdende, men ikke revolutionerende.
Nogle har måske lagt mærke til at trods den selvbestaltede hype omkring Pernille Rosendahl og Johan Wohlerts projekt, er de ikke at finde på nogle af sommerens store festivaler. De offentliggjorde simpelthen deres projekt så sent at de ikke havde tid til at bevise deres kvalitet, før planerne for festivalerne var lukkede. Således var de heller ikke på Fredagsrock i TIVOLIs program. Lige ind til Mary J Blige blev syg. Jeg havde egentlig tænkt mig at se MJB, men eftersom jeg havde inviteret en veninde til hovedstaden valgte vi at holde fast i aftalen, for at se hvad alt palaveren var for.
Begge er jo sådan set dygtige musikere og bandet var også meget velspillende, især set i forhold til, hvor forholdsvis ny konstellationen er. Deres Guitarist var helt vild, men det var mest spil. På trods af at det er klokkeklar rock The Storm spiller, sneg det sig aldrig op over at være bedre end en god aften. Ikke så meget magi - bare nogle meget velkomponerede numre som glider lige så nemt og smertefrit ned, som en københavnerstang på en varm sommerdag. Ikke dårligt, nærmest behageligt, men så heller ikke mere oprivende.
Visuelt var det bisness as usual i sort med undtagelse af Pernille Rosendahl, der havde en utrolig flot Harlequindragt på, med hæle så høje at hun lige så godt kunne have gået tågang i et par reele balletsko.
Den klassiske pantomime er denne sommer på forsøgsbasis blevet lagt hænderne på Steen Koerner, manden bag hiphop-udagve en Sylfiden. Sylfiden var ikke meget anmelderrost, men koreografien blev brugt i Nephews video “igen og igen”.
Også denne gang er det et gammelt værk, der skal nyfortolkes gennem hiphoppens sprog. Opgaven er mere oplagt, da pantomimen i forvejen er sprogløs, og derfor nemmere lader sig danse. Et par balletdansere er der også og det er meget fascinerende, at se de to stilarter over for hinadnen. Især de scener, hvor de kopiere hinadnens dansetrin, men i hvert sit “sprog”, giver en god effekt. I det her stykke får hiphoppen virkelig lov til at vise, hvor egnet det er til fortælling.
Danserne gør det virkelig godt og puplikum grinte flere gange, uden at det på noget tidspunkt mindede om falde-på-halen komedie. Den mere skræmmende udgave af Pjerot, som vampyr virker rigtig godt, når han langsomt men sikkert breakdanser hen imod sit offer med tænderne klar.
Desværre har Vampyren Pjerrot spillet for sidste gang i år, men på grund af succesen vil TIVOLI også sætte den op næste år.
————————————————————
Der kommet flere forstillinger, så hele denne weekend vil det også være muligt at se hiphoppantomimen.
Jeg var i fredags taget på Lades Kælder for at se 2007 starfighter-vinder Troels Boberg.
Mit indtryk før jeg dukkede op var at Troels Boberg leverede begavet pop. Numrende “NETTOpigen” og “Dating.dk” roterer på P3, og gjorde mig nysgerrig efter mere.
Det viste sig dog da han gik på at de to numre var de eneste begavede popnumre han havde lavet. Resten af hans materiale var en omgang agresiv rap, med politiske undertoner. Normalt kunne det være interessant, hvis ikke det var fordi det politiske i hans tekster var kedelig og unuanceret statements om alt hvad der er galt med krig og den siddende regering. Jeg synes klart hans to popnumre havde mere på hjerte end hans forsøg på at være politisk. Det var bare ikke imponerende.
I den vurdering ligger også en fordom om at folk bliver dybere med alderen. Det han præsenterede ville være imponerende for en nittenårig, men i en alder af 35 synes jeg godt hans livsholdning kunne være mere nuanceret og velfunderet.
Troels Boberg virker generelt ret proffesionel, hvilket hans hjemmeside også afsløre. Jeg håber han dropper rappen på længere sigt og koncentrerer sig om poppen, hvor jeg klart synes han virker stærkest og mest begavet. Så måtte han for min skyld gerne tage lidt af sit politiske engagement med over i det univers.
I torsdags blev jeg af en veninde hevet med til hendes venindes fernisering, på den første “rigtige” udstilling. Jeg fik i opfordringen til at tage med et link, som jeg kort tjekkede før jeg tog afsted. Jeg var ikke imponeret af de billeder af billederne der lå derinde.
Jeg blev meget positivt overrasket. Marie Bancks beviser med sine værker at kunst stadig kan være et håndværk, der handler om evne, talent og hårdt arbejde. Billederne har i virkeligheden, når man står foran dem en magisk, dragende effeckt, der gør man bliver stående. Hun formår med sit hint af mystik at gøre det nært og hemmeligt. Hendes erindringer bliver til ens egne, og jeg bliver især påmindet den hemmelige dimension i erindringen. Ét er at de aldrig er kronologiske eller logiske, men at de ud over det, er super private.
Hendes inspiration er tydelig Kvium, som hun også har stået i lære hos, men hun er mindre grotesk og mere farvefuld. Hendes skrildring af barndom giver netop den realistiske gengivelse, der gør det hele lidt truende, men aldrig udelukkende negativ. Vi befinder os inden for en tryg ramme, men hele tiden på grænsen til ulykke, som ligger i en hver barndom. Barnet er som udgangspunkt utrykt og verden er fremmed ind til man lære den at kende.
DR2s dokumentar “sport med Hitler” er netop slut.
Min kritik af temaet i Flammen og Citronen gælder slet ikke her. Sjældent har jeg set så veltimet en dokumentarfilm som denne. Netop i en tid hvor sportsverdenen hellere vil stoppe traditionen med at løbe med flammen i forskellige lande end at indse at man måske har valgt en så tvivlsom nation som OL-vært at protest er uundgåeligt. Det er ikke traditionen der er noget galt med. Det er Kina.
Jeg synes slet ikke Danmark skulle deltage og slet ikke uden at bruge lejligheden til at stille sig i råbekoret, der kræver fokus og handling på menneskerettighedsområdet. Dokumentaren i aften gør det så meget tydeligere hvorfor. Kina skal ikke have lov til at bruge OL som en legimitation af deres måde at drive stat på. Kina er for mig at se ikke meget bedre end det tredie rige. Ikke nok med at de også undertrykker det tibetanske folk, de undertrykker også deres egne. Det kinesiske styre er styret af magtstrukturer frem for ideologi under nogen form.
Det fine ved denne her dokumentar er at den gør det forståeligt, både hvordan sportssammarbejdet kunne udnyttes politisk, og hvordan det var så tiltalende og nemt for de danske idrætsfolk at deltage i al deres ariskhed. Det er rigtig fedt at de gamle sportsfolk fra den tid der deltager i programmet starter med at fortælle om deres skarpeste finte. Det skaber plads til deres professionelle stolthed som sportsudøvere og giver et glimt af den passion, som har været identitetsdannende for dem.
Det fortæller også at vi ikke kan forvente af sportsheltene, at det er dem, der skal tage beslutningen. Det er idrættens og folkets politikkere. Det er kulturministeriet, statsministeriet og Team Danmark. Ikke alle idrætsfolk deltager dog ukritisk.
Filmen har været DYR og den har været ventet i et halvt år. Jeg var sidste weekend inde og ses Flammen og Citronen. Det var en voldsom omgang, hvilket betød jeg lige skulle bruge en uge på at tygge den.
Filmens historie er meget stærk og det er den der bær hele oplevelsen. Skuespillerne i filmen gør det hæderligt, men ikke så imponerende, som de hver i sær har gjort det i andre roller. Det gælder nærmest for denne film, at jo mere kendt et ansigt, des mere ligegyldig indsats.
Det hæmmer dog kun filmen en brøkdel. Den er virkelig flot lavet, sat op og skrevet. Handlingen lugter lidt af krimi og den er klart med til at minde os om, at i krig er der nærmest ingen rigtige helte, lige meget hvor meget Hollywood prøver at bilde os det ind. Flammen og Citronen selv bliver heldigvis ikke fremstillet som de rene engle privat, trods at de er de eneste, der handler i god tro gennem hele filmen.
Filmen har nogle helt fantastiske detaljer, som vidner om virkelig godt instruktørarbejde. For eksempel, var jeg ret glad for de cykler, der hele tiden var i vejen, når der rigtig skulle henrettes stikkere. Det giver et meget troværdigt og genkendeligt billede af København, som ud over troværdighed skaber tryghed og bryder lidt af den ukuelige gangsteridentitet, som ellers hersker blandt modstandsfolkene. Det gør dem mere menneskelig.
At man lige nu vælger at producere en stort opslået film om modstandskampens facetter er generelt et godt afbræk fra “Mads-Mikkelsen-er-Paprika-Steen-utro”-komedier, og vi får endelig lov til at se film der forsøger at rokke lidt til vores forestillinger om en tid, der stadig er så stor en del af vores nationalidentitet, men også ved vores opfattelse af godt og ondt, rigtigt og forkert. Bare det at filmen anerkender at der fandtes tyske modstandsfolk er et skridt i den rigtige retning.
Jeg synes dog det kunne være mere interessant at diskutere de ting der skete efter krigen i vores forhold til tyskere generelt, kommunisterne og USA. En kritisk film der gik til den udvikling og identitetsdannelse, der gjorde at vi i min folkeskole instinktivt havde det svært med at vælge tysk i 7. klasse og fuldstændig ukritisk lever i en amerikaniseret hverdag. Modstandsfolkenes rolle og dens virkning på vores nationalidentitet er jeg flasket op med. Mest den positive, men også de senere år den negative side. Hvis man skulle lave en rigtig interessant semidokumentaristisk film om noget i dansk historie ville jeg synes en kritisk film om danskerne i efterkrigstiden ville være meget mere interessant.
Glyptoteket er generelt blevet bedre til at få unge kunstnere og nutidskunst blandet ind i deres ellers meget mastodontiske samling. De har fra starten formået at få deres midlertidige udstillinger til at spille op af resten af museet. Sidst jeg var der, var det Sofia Kalkau, som faldt naturligt ind i glyptotekets gipssamling med hendes hvide, minimalistiske figurer. Denne gang har de være mere modige og fået den franske streetart-kunstner Zues til at udstille.
Zeus gøre nogle meget simple ting. Han sprayer med maling, han klipper i billboards og så skaber han opmærksomhed. At putte ham i et museum er svært, for han skal helst opleves som nattens spor i gadebilledet. Det lykkes dog meget godt, og hans værker er at finde flettet ind i de gamle samlinger. Selvfølgelig har han fået det lille rum i toppen til særudstillinger for ham selv, men det er fedt at han ikke kun er der. Han dukker op over det hele og på den måde har Glyptoteket næsten formået at genskabe fornemmelsen af kunst der dukker op i bybilledet.
Samfundskritik er en helt grundlæggende ting i Zeus værker og storkapitalen er de onde. Han har hentet så meget inspiration fra 80erne at man kunne mistænke ham for at have sprunget de sidste 20 år over udviklingsmæssigt. Jeg synes måske det synspunkt han udtrykker, er for firkantet. Det hele er lidt betonpunket, men han gør det med humor hele vejen, hvilket udfordrer den pessimisme, han ellers lader skinne igennem.
Det klart sjoveste ved udstillingen er kunstdokumentaren “Visual Kidnapping”, hvor kunstneren selv beskriver hvordan han kidnapper en fotomodel fra et billboard på Alexander Platz i Berlin og kræver en løsesum på 500.000 Euro. Et beløb firmaet ender med at betale efter lang tids mediebevågenhed.
Zeus’s konstante kritik af samfundet og kapitalens overfladiskhed kommer dog til at virke noget tom i skæret af, hvor god en spindoktor han tydeligvis selv er.
Når punk nu skal være en del af modebilledet igen, når punkbevægelsen holder demo hver torsdag og når vi igen hylder geniet, så er det kun godt, at der også kommer en kunstnerisk dimension. Punk har aldrig været for bredten, og kunstnere som Zeus opfylder at punken er nødt til at have en alternativ elite til resten af samfundet. Denne udstilling er langt fra utvetydig og derfor er den spændende.